Herrnhutermissionen i Grønland 1733-1900 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Det Teologiske Fakultet > Formidling > Artikler fra tidsskriftet TEOL-information > 2011 nr. 44 > Herrnhutermissionen i ...

Herrnhutermissionen i Grønland 1733-1900

Af ph.d.-stipendiat Anne Kathrine Giversen

Hvad kan få bøhmiske flygtninge fra Herrnhut til at missionere i et land som Grønland, et land de ikke kender og knapt kan overleve i? Hvilket liv havde grønlænderne i 1700 og 1800? Disse to spørgsmål kunne jeg ikke lade være med at stille mig selv, da jeg for 5 år siden var i Grønland som underviser på Ilisimatusarfik, det grønlandske universitet. Hvad var forholdet mellem Hans Egede, min families sagnomspundne forfader og disse ejendommelige tysk-bøhmiske missionærer? Jeg var så heldig, at få lov til at arbejde med disse spørgsmål i 3 år, da jeg fik et ph.d.-stipendium til at undersøge levnedsbeskrivelser i den hernnhutiske menighed i Nuuk fra 1733 til 1900.

Siden Johan Huss var blevet dømt som kætter i 1415, var hans tilhængere blevet forfulgt periodevis af den katolske kirke. Tilhængerne udvandrede som følge af forfølgelsen, også i 1720’eme udvandrede mange, nogle endte i Herrhut i Tyskland.

Johan Huss var født i Böhmen omkring år 1370. Huss var inspireret af Wycliff. Egentlig havde Huss ikke sin egen teologi. Han havde skrevet udvalgte dele af Wycliffs værker af. Men også de dele af Wycliffs teologi, som Huss ikke havde afskrevet, blev han dømt for. Det var bl. a. Wycliff s idé om lægmandskalken, dvs. at både vin og brød skulle uddeles. Efter Johan Huss blev brændt på bålet 6. juli 1415, fremkom der en vældig folkelig opstand. Nu krævede man ligestilling med præsterne og ønskede at modtage både brød og vin i nadveren. Der blev i Böhmen/Mähren skabt tre hussitiske kirker, uafhængige af romerkirken. Den ene retning kaldes utraquisteme; de fik i 1433 indrømmelser på kirkemødet i Basel, bl.a. ret til at nyde nadveren i begge skikkelser. Men det blev ophævet igen. De to andre blev efterhånden sammenlagt og blev brødremenigheden. Gennem årerne blev mange pint og henrettet. Men utraquisteme og brødremenigheden blev ikke udryddet, fordi de blev beskyttet af mægtige adelsmænd. Selvom de gennem årene periodevis blev forfulgt, tvunget til at konvertere til katolicismen eller bedt om at forlade deres land.

I 1722 ankom der en lille flok brødre fra Böhmen/Mähren til Grev Zinzendorfs gods Berthelsdorf. Grev Zinzendorf var i Dresden til sit eget bryllup, men hans mormor og godsforvalter tog godt imod flygtningene og lod dem bosætte sig på bjerget Hut. Den 17. juni 1722 begyndte man at bygge den nye koloni, og den 21. december kom greven hjem fra sit bryllup, han standsede vognen ved Hutbjerget og bad straks til Gud sammen med brødrene om velsignelse af huset og beboerne. Menigheden voksede hurtigt og kom til at bestå af både tyske og böhmiske/mähriske brødre. Man kaldte menigheden Herrnhut, medlemmerne kaldte hinanden brødre og søstre, og menigheden blev luthersk med den gamle böhmiske/mähriske kirketugt og mange böhniske/mähriske salmer.

Allerede fra sin tidlige ungdom havde Zinzendorf været interesseret i mission. De böhmiske/mähriske hernnhutter var mennesker, som havde udholdt meget for deres tros skyld. Det var derfor ikke fremmed for dem at udføre de missionstanker, som Zinzendorf så længe havde næret. 1 1736 var der i Herrnhut 47 brødre, mens resten dvs. ca 600 var ude som missionærer i Europa, Grønland og Amerika. Der var primært de böhmiske/ mahriske brødre, som rejste ud. Mens de tyske blev hjemme.

Grev Zinzendorf ledte efter steder at sende missionærer ud til. Da han og hans følge i 1731 deltog i Christian den VI og Sophie Magdalene af Danmarks kroningsfest, holdt han i København opbyggelige forsamlinger for de fornemme.

Her mødte han Anton, som havde været slave på De Dansk-Vestindiske Øer og nu var kammertjener hos den kongelige overstaldmester Laurvig. Anton fortalte om slavernes forhold på De Dansk-Vestindiske Øer. Grev Zinzendorf og hans følge blev så rørte, at de besluttede sig for, at sende missionærer til øerne. Ligeledes mødte de to grønlændere i København. De hørte også om Hans Egedes mission og hans problemer. Da de kunne forstå, at man overvejede, at Hans Egedes mission skulle bringes til ophør, besluttede Zinzendorf og hans følge, at de ville hjælpe.

Da de kom tilbage til Herrnhut gjorde beretningerne om De Dansk-Vestindiske Øer og Grønland et stort indtryk på alle. I 1732 udsendte man missionærerne Dober og Nitschmann til De Dansk-Vest Indiske Øer og i 1733 udsendte man fætrene Matthäus Stach og Christian Stach samt Christian David til Grønland. Christian David skulle dog kun med for et år.

De herrnhutiske grønlandsmissionærer fik pålagt, at lade sig lede af Herren og Hans Ånd. Ligesom de skulle hjælpe Hans Egede. Hvis ikke han havde brug for deres hjælp, skulle de ikke forstyrre ham. De skulle bo for sig selv og indrette sig sømmeligt og ordentligt.

Den 19. januar rejste de tre mænd over Halle til Hamburg og til København. Der modtog de penge af overkammerherre von Plessen og prinsesse Sophie Hedvig til at købe tømmer for, så de kunne bygge et hus i Grønland.

Den 20. maj 1733 ankom de til Godthåb, hvor de blev vel modtaget af Hans Egede og Gertrud Rasch. Hans Egede lovede at lære dem sproget. De besluttede sig for at anlægge et hus et par kilometer fra Hans Egedes hus. De kaldte stedet Neu Herrnhut. Derefter forsøgte de at ernære sig selv. Det gik ikke så godt. Deres fiskeri og jagt fejlede gang på gang. Deres træbåde knustes af storme mod klipperne. De havde meget svært ved at lære sproget og grønlænderne afviste dem. Ligeledes opstod der hurtigt meget store diskussioner om dogmatikken mellem Hans Egede og Christian David. Hans Egede var luthersk-ortodoks og Christian David lægmand. Hans Egede beskyldte brødrene for ikke at have dogmatikken i orden, Christian David anklagede Hans Egede for ikke at være rigtig omvendt kristen. Heldigvis var Hans Egede ikke så god til at tale tysk, men udmærket til at skrive tysk. Derfor har vi deres diskussion bevaret i form af breve mellem dem.

I september 1733 udbrød der en stor koppeepidemi, der tog livet af halvdelen af de mennesker, som boede i området. Brødrene blev også syge. Hans Egede og Gertrud Rasch plejede grønlænderne og brødrene. Som følge af dette blev også Gertrud Rasch syg og døde nogle år senere.

Brødrene havde fem lange og trange år. I området var der i to år stor hunger, hvor også brødrene sultede. De forsøgte hele tiden at komme i kontakt med grønlænderne, som gerne vil tale med dem og modtage gaver, men ikke kunne se, hvad de skal bruge Gud til. Brødrene fortalte om skabelsen, om Abraham og Isak, Adam og Eva og om at Jesus er død for deres synders skyld. Men grønlænderne svarede, at de ikke forstod det. Det var alt for kompliceret. De spurgte brødrene: ”Hvor var Gud, da vi var syge, hvorfor hjalp han os ikke, da vi sultede?”

Brødrene brugte tiden på at tage ud for at opsøge grønlænderne hvor de boede, på at skaffe forråd og på at lære sig sproget. I løbet af de første fem år kom der flere nye missionærer derop, to mænd og tre kvinder.

Men så skete der endelig noget den 2. juni 1738. KajamaK, en mand sydfra, hørte brødrene fortælle om Jesu, lidelse, død og hans opstandelse. KajarnaK blev meget rørt. Det var helt nyt, at brødrene talte til følelserne, men det var det der skulle til. Et par dage senere kom KajarnaK igen og blev hos brødrene i et godt stykke tid. Den 30. marts 1739 blev han og hans familie døbt.

I brødremenigheder verden over fejrede man disse ’’erstlinge”, førstegrøden, som de blev kaldt.

I 1747 påbegyndte Johan Valentin Haidt sit maleri med titlen Erstlingbild (se billedet på omslaget af dette hefte). Det er et billede, der viser hvor global Brødemenigheden allerede var blevet. Billedet forestiller 21 mennesker, som står rundt om Kristi trone. Det er mennesker, som repræsenterer forskellige etniske grupper og nationer. De mennesker, som er afbilledet, er de første omvendte fra Brødremenighedens mange forskellige missionsstationer. De er så at sige førstegrøde (Joh. Åb. 14,4). Som nr. 3 fra venstre i grønlandsk dragt ses Samuel KajarnaK, den første døbte i Neu Hernnhut. I Kirchenbuch der Evangelischen Bruder-Gemeine Neu-Herrnhut står der: 1741. 27. feb. 1. Samuel KajamaK, 1 ein Mann. Var Erstlingen aus dieser Nation, wurde am Seitenstechen heim gesollt der letzte blick zeigten dass er geglaubt. Sein Hiitlein ist ab erste Kom auf unseren Gotter-Arker begraben 28. Febr. (en mand, den førstedøbte (’’Erstling”) af denne nation, blev hjemhentet af sidesting. Hans sidste blik viste, at han var troende. Hans legeme er det første sædekorn på vor gudsager, begravet den 28. feb.)

Mærkeligt nok var KajamaK både den første døbte og også den første i menigheden, som døde.

KajamaKs søn Matthäus kom sammen med fem andre grønlændere med på den første ”pilgrimstur” til Herrnhut, Herrnhag, Holland og Betlehem i Pensylvania. Sammenlignet med Hans Egede var Herrnhuterne på Grønland en international mission. I sin dagbog den 15. juni 1752 skriver Johannes von Watteville i NeuHerrnhut: ”Den 15[juni] regnede det hele dagen. Ligesom da jeg var på St Thomas, gjorde jeg det til min bibeskæftigelse, at udarbejde en kirkebog på grundlag af de registrerede døbte, kommunikanter, gifte og døde, med en kort angivelse af de afdødes levnedsløb og karakter”. Zinzendorfs svigersøn, biskop Johannes von Watteville, var berejst. I september 1748 ankom han og hans kone Benigna til New York. Derefter tog de på officielt besøg til Behtlehem, Pennsylvania og derefter videre til St. Thomas i 1749, i november 1749 var de tilbage i England. Nu i 1752 var han på besøg i Neu Herrnhut i Grønland. Han opholdt sig i to måneder i Grønland og besøgte alle menighedens medlemmer i deres telte. Brødremenigheden nøjedes ikke med at sende missionærer ud i verden, de fulgte op på missionen ved at sende de mennesker de missionerede for på pilgrimsrejser til Herrnhut, Hernnhaug og til Pennsylvania. Ligesom biskopper kom på visitats.

I 1900 forlod brødrene Grønland. Alle grønlændere var blevet kristne, og de overlod menigheden til den danske kirke. Brødremenigheden fra Herrnhut var formentlig forblevet en lille ukendt menighed, som hurtigt var gået i glemmebogen, hvis ikke det havde været for de mange missioner. Det gjorde, at kirken spredte sig over hele verden.