Praksis møder teori - indtryk fra et semesterkursus forår 2010 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Det Teologiske Fakultet > Formidling > Artikler fra tidsskriftet TEOL-information > 2011 nr. 44 > Praksis møder teori

Praksis møder teori

- indtryk fra et semesterkursus forår 2010

 

Af sognepræsterne Thomas Felter og Mette Trankjær



Thomas Felter:

Når man skriver sig klog...

“Far, hvad laver en præst egentlig?” Det spørgsmål har jeg fået stillet af alle mine børn på et eller andet tidspunkt. For selvom børnene har færdedes i præstegården, har de kun en svag fornemmelse af, hvad præstens tid går med.

Jeg har som regel svaret, at det meste af tiden går med at forberede sig. Til gudstjenester og kirkelige handlinger, til møder og foredrag og oplæg og andagter og indledninger og samtaler, til konfirmander og voksne og ældre...

For når en præst skal ud ad døren, er det som regel for at skulle yde noget, sige noget, forestå noget, undervise eller prædike. Og hvor der går meget ud, skal der også noget ind - det siger næsten sig selv. Vi kan ikke blive ved med at yde og give af os selv uden at vi må tage os tid til selv at blive inspirerede og berigede. Derfor er det helt afgørende at vi sørger for at læse, tale med kolleger og andre, der kan berige os og - ikke mindst - jævnligt efteruddanner os og tager på kurser og får inspiration af andre, der ligefrem har det som en af deres opgaver bl.a. at inspirere og undervise os præster!

I foråret 2010 besluttede jeg derfor at tage på semesterkurset Alterbogen - tekst og liturgi. Elleve torsdage kl. 13 - 17 på fakultetet afsluttende med opgaveskrivning ti dage i august på Teologisk Pædagogisk Center (TPC) i Løgumkloster. Jeg var lidt betænkelig ved afstanden: Først Vi time i bil til Hobro, lyntoget til Kbh. (knap 4 timer) afsluttende med 15 min. gang til fakultetet - så 4 timers undervisning - hvorefter turen gik hjemad igen.

Men tiden i toget blev udnyttet effektivt med at læse teksterne til undervisningen, så alle mine betænkeligheder blev gjort til skamme. Stillekupéer er en fin ordning - og DSB svigtede kun en enkelt gang med en lille forsinkelse.

At være på kursus er enormt givende. Det åbner for en mængde nye vinkler og aspekter. Man erkender, at der alligevel er sket en del inden for teologi, liturgi, ekklesiologi, homiletik og andre områder, mens man har haft travlt med at være præst. Men man mærker også, at man selv er en del erfaringer rigere og dermed får langt mere ud af undervisningen - og griber sig i at tænke: Tænk, hvis man kunne få lov at læse teologi (igen) med årene, modningen og præsteerfaringen i bagagen. Men det er jo faktisk lige præcis det, vi her får lov til - og derfor er det så givende!

Vi var et godt blandet hold kursister med næsten lige mange studerende som præster - og det var medvirkende til at give gode og spændende diskussioner både indbyrdes og med underviserne. Undervisningen var på et fagligt højt niveau med megen afveksling. Mange af de læste tekster blev gennemgået og kommenteret grundigt, hvilket sikrede en god forståelse - også for sådan én som mig, der ikke mere er så vildt stærk i fremmedsprogene.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville skrive en opgave. Jeg havde set, at Gellerup kirke i Århus ville ændre deres kirkerum fra en almindelig processions-kirke til en “dialog-kirke” med alter og døbefont og prædikestol i midten af rummet. Jeg fandt det interessant at se på, hvad en sådan ændring kunne medføre af liturgiske og teologiske overvejelser og fik i den forbindelse god brug for meget af det, vi havde været igennem i løbet af foråret.

Selve opgaveskrivningen på TPC var faktisk en virkelig god tid. Vi var en flok kolleger, der kunne hjælpe og opmuntre hinanden. Bent Flemming Nielsen var med som vejleder og hjalp os på bedste vis igennem selve opgaveskrivningen samt kom med gode råd til disposition, indkredsning af fokus og relevant litteratur. Det sidste var en dygtig bibliotekar mere end parat til at hjælpe os med at finde rundt i det omfangsrige bibliotek, de har på TPC.

Vi havde ro og masser af tid, og der var derfor også tid til - og behov for - at vi fik gået nogle gode ture og diskuteret en skriveblokering eller en lidt for upræcis problemformulering, samt at vi et par aftener fik vendt nogle gode præstehistorier over et glas rødvin eller to.

Det var under skrivningen, at stoffet fæstnede sig. Ingen tvivl om det. Genlæsning af centrale tekster, brug af dem ind i ens egen kontekst og en formulering af præcis dét, der var fokus for ens egen opgave, var det, der virkelig rykkede.

Og det var en stor tilfredsstillelse at se og mærke, at man jo godt kunne. Der kom noget brugbart ud af det - og man var blevet klogere.

Jeg har i høj grad kunnet bruge det, jeg lærte gennem kurset i min videre præstegerning - nok især fordi jeg har fået det ind under huden via skrivningen.

Jeg har for min egen del for alvor fået øjnene op for det spændende og vigtige ved den teoretiske og teologiske baggrund for liturgi, ritualer, og kropslighed i gudstjenesten, og det har udmøntet sig på mange måder i min praktiske præstegerning, og har givet langt større forståelse, overblik og overskud.

Jeg vil helt sikkert af sted igen!

 

Mette Trankjær:

Danne og dueliggøre

I præsteløftet lover man: at stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre sig til dette hellige embede. Nemt sagt, når man som nyordineret læser sit præsteløfte højt en pragtfuld junidag med udsigt over Maribosøerne. Og så begynder det, præstelivet, med sine utallige gøremål og krav, pligter, glæder og sorger. Mange små deadlines, taler, prædikener, undervisning, samtaler etc. Dannelsen og dueliggørelsen ved flittig og alvorlig granskning har en tendens til at glide i baggrunden og blive lidt ad-hoc-agtig i forhold til, hvad virkeligheden nu lige kræver af én. Med tiden kommer længslen efter det lange seje akademiske træk, og her falder tilbuddet om kurser for præster på Åbent Universitet på et tørt sted.

Flere gange har kurser på Åbent Universitet fristet mig, men det skal planlægges godt i forvejen, når man hver uge skal tage en dag ud af kalenderen for at danne og dueliggøre sig. Heldigvis lod det sig gøre netop foråret 2010, hvor semesterkurset ”Alterbogen - tekst og liturgi blev udbudt. Min rejseafstand til København er så kort, at jeg lige kunne nå konfirmandundervisningen, inden jeg sprang på toget og landede i Købmagergade til fire meget givende lektioner.

Kurset var veltilrettelagt og varieret både i form og indhold. I udgangspunktet var der fire faste undervisere, som hver på sin måde bidrog til både dannelse og dueliggørelse, dertil kom et par gæstelærere, og da et par stykker i det faste korps fik forfald på grund af sygdom, sprang der andre til, så vi studerende ikke på noget tidspunkt gik glip af noget.

Om teori og praksis

Kurset gav anledning til at gennemreflektere egen liturgisk praksis gennem 12 år. Mødet med nyere ritualteorier blev øjenåbnende i forhold til at forstå, hvorfor gudstjenesten sommetider synes at gå hen over hovedet på menigheden.

Blikket skærpedes for kirken som krop. Den lutherske tradition har nok insisteret ensidigt på ordets tjeneste og underkendt, at mennesker først og sidst er kropslige væsner, også når de deltager i gudstjenester eller kirkelige handlinger. Eftersom det særegne ved kristendommen trods alt er, at ordet blev kød, er det helt legitimt at kropslig ageren og væren i verden ikke bare er en del af det sækulare liv, men i høj grad også en del af det kirkelige. Kirken har krop.

Som præster og liturger, ja som kirke overhovedet, har vi ladt vore menigheder i stikken ved at undlade at oplære deres kroppe i liturgisk praksis. Kirken er blevet en stor ’’untaught body”, og jeg bekender mig straks som medskyldig. Ofte har jeg i det skjulte rynket på næsen ad brudeparrenes optagethed af, hvordan de skulle gå og stå under vielsen. Det væsentlige var jo alle de gode ord, der var at sige og høre i den anledning. Problemet er bare, at man ikke hører ret meget, hvis man er kropsligt forlegen og ikke ved, hvordan man skal gebærde sig.

Konfirmanderne er de eneste, jeg altid har taget alvorligt på det kropslige plan, ikke ud af dyb indsigt, men ud af bitter nød. For det er nødvendigt at styre deres kroppe, både i undervisningen og ved selve konfirmationsgudstj enesten. Generalprøven forud for den store dag har altid karakter af veritabel eksercits. Og de elsker det. Igen og igen øver vi, hvordan de skal gå ind, sætte sig, når jeg lægger alterbogen på alteret, krydse over ved alteret, knæle, rejse sig osv. Alle er med på at øve, til det er smukt og præcist. Når de ved, hvordan de skal gå og stå, er der også en chance for, at de faktisk kan høre alle de gode ord.

Pludselig indså jeg, at behovet for kropslig oplæring ikke bare er konfirmandernes, men hele kirkens, og at det behov er fuldt ud legitimt, og dertil altafgørende for at gudstjenester og kirkelige handlinger ikke bare bliver noget, man overværer, men noget man deltager i.

Når pligt er til glæde

Det var en stor glæde hver torsdag at troppe op i Købmagergade og samtidig opfyldelsen af embedspligten til at danne og dueliggøre sig, ikke bare for ens egen skyld, men for menighedens. Bevidstgørelse om ritual og krop har føjet alen til min tålmodighed med og forståelse for den kropslige forlegenhed mennesker giver udtryk for ved gudstjeneste og kirkelige handlinger. Det er ikke sidste gang, jeg har deltaget i et kursus på Åbent Universitet, og jeg kan kun opfordre kolleger til at planlægge og støtte hinanden i at frigøre sig til denne pligt og glæde! Samtidig skal det understreges, at forløbet er krævende. Behovet for en ugentlig fridag til forberedelse kom på tale. At afslutte kurset med opgaveskrivning er helt afgørende: Løgumkloster, 10 dages skrivefred, god vejledning og godt selskab samler og uddyber stoffet. Selv deltagelsen i kurset var pragtfuld, et vejr af indsigter strømmede igennem én fra uge til uge. Som at stå på et stort smukt torv og se ned ad mange spændende gader uden at kunne gå ned ad dem alle. Skriveprocessen er en chance for at gå bare et lille stykke videre ad mindst én af gaderne. Og dér ser man mere, end man på nogen måde kunne forestille sig, mens man stod på torvet.

Der planlægges et kursus om Alterbogen - tekst og liturgi. II, forårssemestret 2012, med påsketidens prædiketekster fra Johannesevangeliet som tema. Det vil finde sted elleve torsdage kl 13 - 17.