Mellem muslimsk folketradition og ortodoksi på Balkan – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Det Teologiske Fakultet > Formidling > Artikler fra tidsskriftet TEOL-information > 2011 nr. 44 > Mellem muslimsk folket...

Mellem muslimsk folketradition og ortodoksi på Balkan

Af centerleder, professor Jørgen S. Nielsen

Det er nu elleve år siden en gruppe af os fra Birmingham var sammen med kollegaer i Sofia om et seminar med titlen ’’Ethnology of Sufi Orders: Theory and Practice” (se Antonina Zheliazkova og Jørgen Nielsen (red), Ethnology of Sufi Orders, Sofia: IMIR, 2001. Baggrunden var dels vores arbejde med et større forskningsprojekt om en transnational sufi-orden, som i løbet af 90’eme havde opnået en betydelig position i nogle vesteuropæiske lande, og som havde haft en del held med at tiltrække konvertitter. Den anden side var en religiøs vækkelse, der den gang viste sig bl.a. i, at forskellige former for ’folkereligion’ af islamisk karakter var ved at markere sig i den sydøsteuropæiske offentlighed. Som en del af programmet besøgte vi en turbe uden for provinsbyen Haskovo, der ligger ved hovedvejen mellem Sofia og den tyrkiske grænse.

En turbe er et mausoleum, hvor en særligt hellig personlighed ligger begravet. Denne her indeholdt Ali Koch Baba’s grav - han skal have levet i 1700-tallet. Mausoleet var af karakteristisk form, en beskeden sekskantet bygning af sandsten med et kegleformet tag, lige stor nok til at der var plads til helgenens grav indenfor med en gang omkring. Inde i mausoleet på væggen over gravens hoved var der et maleri af profeten Muhammad med datteren Fatimah og hendes to sønner Hasan og Husayn - malet i traditionel primitiv ikonstil af en lokal (kristen) ikonmaler. Ved siden af denne turbe lå der en mindre af samme udseende, denne med to mindre grave. Det var en lørdag og mellem 30 og 40 mennesker var kommet sammen om fællesspisning og individuel bøn og meditation ved graven. En af de ældre mænd bød os velkommen og fortalte om Ali Koch Baba’s særligt fromme personlighed og hans mirakler. Turbe’en ved siden af, sagde han, var hvor hans to sønner var begravet. Da blev han afbrudt af en ung mand, der fortalte os, at han havde læst og vidste bedre: Det var ikke hans sønner, men hans to tjenere.

Der var flere forskellige ting i gang her. For det første var det ganske klart, at der var kommet liv i noget, der gennem årtier var blevet undertrykt af det kommunistiske regime. Den eneste form for religion, der blev tolereret, var den af regimet godkendte. Der var en officiel mufti, ligesom den ortodokse kirke havde en statsanerkendt patriark. Det var almindeligt antaget, at begge personer også havde status som officerer i det bulgarske sikkerhedsvæsen. Enhver religiøs aktivitet uden for deres kontrol var forbudt.

For det andet var der en spænding mellem en mundtlig og en skriftlig tradition symboliseret i den unge mands indvending. Han havde læst - men hvad han havde læst var ved en mellemlang uddannelse til at være ingeniør. Det var ikke sådan, at han havde læst særligt omkring den ortodokse islamiske tradition, og han var lige så meget en discipel af den afdøde Baba, som den ældre mand var. Men det, at han havde læst, var i sig selv tilstrækkeligt til, at han mente, at han kunne kræve en form for autoritet, der trumfede den mundtlige.

For det tredje lå der også en latent trussel i det, at den unge mand havde læst. Hvad kunne han ellers finde på at læse -for eksempel de skrifter om den ortodokse islam, som især saudi-venlige grupperinger sørgede for var nemme at finde på markedet?

Til sidst lå der også her en antydning af, at den unge simpelthen vidste mere og bedre end den ældre, at alderdom og erfaring ikke nødvendigvis længere kunne forvente respekt.

Den vækkelse, der var i gang på det tidspunkt i disse folkelige miljøer, var usikker og noget konfus. Dem vi mødte der uden for Haskovo kaldte sig selv kizilbash, og nogle af dem satte det lig bektashi, mens andre også kaldte sig selv for alevi. I et center var der en lille boglade, hvor en af bøgerne til salg havde titlen Bektashi - Kizilbash - Alevi. Senere det samme år så jeg en anden bog med nøjagtigt den samme titel, men med en anden forfatter og fra et andet forlag. Denne gang var det i bogladen hos en stor alevi cem (forsamlingshus) i det sydlige Istanbul.

Forbindelsen mellem disse tre betegnelser er naturligvis ikke noget tilfælde. Historisk er bektashismen en form for islamisk mystik, sufisme, hvis rødder kan spores tilbage til det 12. århundrede i Anatolien. I modsætning til de fleste af de kendte sufi ordener er den dog usædvanlig. Som med de fleste andre var der en række grader af indvielser i ordenens betroede ritualer og lærdomme, men det er særligt på det sidste, at de markerede sig. For det første holdt de profeten Muhammads fætter og svigersøn Ali i højeste respekt, så han nærmest udgjorde en del af en treenighed sammen med sin hustru, profetens datter Fatima. Derefter førte de deres åndelige arv tilbage til de tolv shiitiske imamer. I sin oprindelse lå traditionen meget tæt på den shiitiske safavi-orden, kendt for dens varetegn, nemlig en rød kalot, derfor ’rødhueme’, eller kizilbash. Altså var bektashismen, med sine blandede shiitiske og kristne islæt, i høj grad noget heterodoks og noget, som de sunnitiske lærde var meget ubekvemme ved.

Bektashi-ordenen blev særligt magtfuld i osmannerrigets storhedstid. Den blev meget tæt forbundet til eliteregimentet janitshareme, men måtte også lide regimentets skæbne, da det blev opløst i 1820’eme i de først stadier af den osmanniske stats reformproces. Da Kemal Atatiirk lukkede alle sufi-ordeneme i 1920’eme, forsvandt både organisationen og dens lærde tradition. Tilbage blev de folkelige lag af ordenen, der til dels er at finde i form af Alevismen i det sydøstlige Tyrki.

Men det var også lykkedes bektashismen at slå rod i det osmanniske Balkan, hvor bevægelsen overlevede den tyrkiske nedgang - indtil kommunisterne fik dem presset underjorden. Bortset fra de grupperinger vi så i Bulgarien, hovedsageligt blandt etniske tyrkere, men også blandt de bulgarsk-talende muslimer, pomakkerne, var det særligt albanere, der var bektashi’er. I 1930’erne mente man at omkring 70% af befolkningen i selve Albanien var muslimer, hvoraf en stor del, særligt i den sydlige del af landet, var bektashi’er.

Nu er jeg så tilbage i området, denne gang med en lille gruppe fra Center for Europæisk Islamisk Tænkning (CEIT) ved det teologiske fakultet. I Sofia begynder vi på to ugers program med en konference om de islamiske institutioner i Balkan efter kommunismens fald. Nu har de ikke længere monopol og må dele deres status med sådanne andre islamiske grupperinger, der kan forhandle sig til anerkendelse under lovgivninger om religionsfrihed, hvis formulering er blevet til under vejledning af OSCE (Organization of Security and Cooperation in Europe). I nogle lande gør myndighederne, hvad de kan for at undgå at anerkende mere end højst nødvendigt - det er også tilfældet med de mange kristne frikirker og sekter, der søger fodfæste. De fleste af disse lande har gamle muslimske befolkninger, der kan spores mange hundrede år tilbage i området. Men de er også blevet indvandrerlande, hvor man har set befolkninger fra den arabiske verden og Sydasien vokse frem. Indvandrerne foretrækker oftest at samles med trosfæller af egen baggrund frem for med de indfødte grupperinger og deres institutioner, og de kan godt komme med markant anderledes ideer om, hvad der udgør en korrekt islam, og så er grundlaget lagt for konkurrence.

Det sker også ofte, at de nye ikke har ret megen sympati for den gensidige forståelse, der har udviklet sig mellem den officielle islam og de mere folkelige former. I Bulgarien kan det godt skabe spændinger med både det officielle og det folkelige. I udkanten af Sofia besøgte vi en anden turbe, begravelsesmonumentet til endnu en baba fra 1700-tallet, Bali Efendi, populært kaldet Ali Baba. En gang om året samles hans tilbedere i hundredtal omkring graven for at mindes hans fromhed og mirakler. Det drejer sig særligt om muslimske romaer, men der kommer også kristne romaer. Turbe’en ligger lige bag ved en ortodoks kirke, der er bygget på den samme grund, hvor Bali Efendi ligger begravet. Grunden med både kirke og turbe er muslimsk ejendom. Men det lange græs tyder klart på, at ingen besøger graven på nogen regelmæssig basis.

Et par dage senere er vi i Tetovo i Makedonien, hvor vi besøger et bektashi-kloster. Nu oplever vi den mere formelle bektashi-tradition, hvor man nok ikke vil vedkende sig nogen forbindelse til den kizilbash fromhedspraksis, som kommer til udtryk ved de bulgarske turbe’er. Tetovo- klosteret skal være det næststørste i hele den albanske bektashi-tradition efter hovedsædet i Tirana. Det fik lov til at fortsætte sin eksistens, omend under ret trængte forhold, i det kommunistiske

Yugoslavien i modsætning til bektashierne i Albanien, der blev totalt forbudt, og al ejendom blev eksproprieret eller fik lov til at forfalde. I de første år efter 1989-90 var klosteret i Tetovo centrum for bektashiernes vækkelse i hele området, indtil Tirana igen kunne følge med.

Klosteret mistede sin abbed, da han døde for et par måneder siden, og en midlertidig afløser var lige kommet fra Tirana. Vi mødes ved porten af den eneste fastboende munk, som begynder at vise os rundt. Pludseligt kommer en mand gående og råber, ’Hvor er danskerne?’. Det viser sig, at han er en af de mange, der fandt ly i Danmark under Jugoslaviens sammenbrud i 90’erne, nu er pensioneret og bruger meget af sin fritid med at hjælpe til i klosteret tilbage i Tetovo. I en lang samtale med abbeden hører vi, hvordan klosteret og ordenen holdes i høj hævd af myndighederne og folket. Dusinvis af billeder af betydelige besøgende, fra Makedoniens præsident, høje ortodokse gejstlige - og Moder Teresa.

Men tegnene på krise ligger omkring. Bygningerne gøres i stand, men langt de fleste besøgende er turister, særligt fra Tyrkiet. Der er en voksende tyrkisk turisme i området, hvor religion indgår som en vigtig del af programmet. Men efter den første vækkelse i 90’erne ser det ud til, at luften er gået lidt af ballonen. Klosteret i Tetovo bliver af myndighederne støttet som kulturarv. Nogle dage senere i Bosnien uden for Mostar besøgte vi bektashi-klosteret i Blagaj. Her var der ikke længere nogen religiøs aktivitet, ingen fastboende. Bygningen var ved at blive restaureret af staten som turistseværdighed, og kløften hvor den ligger gemt væk er blevet til et populært udflugtsmål med et antal ret gode restauranter langs floden.

Tilbage i Tetovo var der også tegn på krise på en anden måde. Sidste år blev klosteret invaderet af en gruppe sunnitiske muslimer af mere puritansk indstilling, bl.a. også med deltagere af arabisk baggrund. Hele bektashi-fænomenet er for dem utilladelig synkretisme. De politiske myndigheder var ikke villige til at brug håndfaste midler til at løse konflikten, og resultatet blev, at den sunnitiske gruppe fik et hjørne af grunden, hvor de kan holde regelmæssig bøn. Foreløbigt har man en slags våbenstilstand. Der er balance, men den er nok skrøbelig, så man tør ikke spå, hvor længe den kan vare.