Afrika er på vej frem – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Det Teologiske Fakultet > Formidling > Artikler fra tidsskriftet TEOL-information > 2011 nr. 44 > Afrika er på vej frem

Afrika er på vej frem

- Status og refleksioner på den seneste udvikling i Afrika


Af centerleder, ph.d. Stig Jensen

 

Hvad sker der i Afrika netop nu? Og hvad sker der med mediernes behandling af Afrika?

Tidligere blev vi oversvømmet med dårlige historier fra Afrika: Sult, fattigdom, naturkatastrofer, bistandsafhængighed og ikke mindst historier om korrupte statsledere. Det er dog svært at bevare pessimismen, når det gælder Afrikas udvikling, da medierne pludselig svømmer over med gode historier derfra. Eksempelvis er der, i Vesten, en nærmest euforisk stemning over de folkelige opstande i Nordafrika (og Mellemøsten). Vi skal helt tilbage til tiden omkring Murens fald for at finde lignende entydig glæde over politiske omvæltninger. Dertil skal lægges budskabet om økonomisk opblomstring i Afrika, hvor en række afrikanske lande, såsom Ghana, Etiopien, Mozambique m.fl. fremhæves som nogle af verdens hurtigst voksende økonomier. Verdensbanken og andre forudsiger, at denne positive, økonomiske udvikling i Afrika vil fortsætte. Nu snakkes der ikke bare om asiatiske tigere, for de afrikanske løver brøler og stadig flere udenlandske investorer har fået øjnene op for Afrika.

Uhomogen udvikling i Afrika

Betyder dette så, at vi nu endelig kan aflive ’’afropessimismen”? Og at vi fra nu af vil se vedvarende positiv udvikling for Afrika og afrikanerne? Det korte svar er: Måske. For at kunne svare fyldestgørende på et sådant spørgsmål, er der behov for parametre, der måles på, især i relation til generaliseringer og begrebet udvikling. Når det gælder generaliseringer, så har Afrika mere end noget andet kontinent været udsat for generalisering og homogenisering, hvilket utvivlsomt har været en hæmsko for såvel de afrikanske landes udviklingsmuligheder, som for vestens forståelse af Afrika. Den seneste udvikling i Nordafrika viser, at de afrikanske lande er meget forskellige og at forskelligheden ikke kun er mellem landene, men at der også inden for landene er diversitet. Så konklusionen er forsigtighed omkring generaliseringer om Afrika.

Når det gælder udvikling, så synes der at være konsensus om, at udvikling generelt er godt. Det er ikke hensigten her, at komme med en længere udredning af udviklingsbegrebet, men derimod helt pragmatisk og lavpraktisk at konstatere, at udvikling er mange ting. Mange ting, der kan kobles til forskellige forhold, eksempelvis økonomiske, politiske, sociale, miljømæssige og mange andre aspekter. I denne sammenhæng er fokus på politisk udvikling, logisk set i lyset af den seneste tids politiske udvikling i det nordlige Afrika. Om en udvikling er god eller dårlig afhænger af øjnene, der ser det, og jeg vil afstå for normative betragtninger, men derimod prøve at bidrage til en forståelse af den politiske udvikling i Nordafrika og de mulige implikationer heraf. Dette vil jeg gøre med udgangspunkt i de følgende tre spørgsmål.

  • - Hvad er baggrunden for de folkelige opstande i en række nordafrikanske (og mellemøstlige) lande?
  • -  Hvilke transitionsmodeller ser vi Nordafrika?
  • -  Hvorfor har de folkelige oprør, som vi har set i Nordafrika, ikke bredt sig til resten af Afrika?

 

Folket vil forandringer

Når de folkelige oprør i Nordafrika (og Mellemøsten) har fået positiv presse i Vesten, skyldes det en sympati for folk, der gør op med politiske ledere, som vi opfatter som despotiske og dermed udemokratiske. En række af lederne i de nordafrikanske lande, som har oplevet politisk omvæltning, specifikt i Tunesien, Egypten og Libyen, har siddet længe og derfor kan det undre at oprørene først kommer nu. Når oprørene kommer nu, så skyldes det en række faktorer, nogle der er landespecifikke og andre der synes fælles for landene i Nordafrika (og Mellemøsten).

Et fællestræk kan relateres til demografiske forhold, hvor især to aspekter er centrale. For det første, en befolkningssammensætning med en meget stor gruppe af unge. Når de unge som gruppe er interessant, så skyldes det, at mange af de unge i byerne den ene side føler sig marginaliserede økonomisk og politisk i deres respektive lande. På den anden side, er mange af disse nordafrikanske unge globaliseret, hermed menes, at de gennem intemettet og andre elektroniske medier er linket op til og identificerer sig med en internationalt funderet subkultur. De elektroniske medier giver adgang til informationer om vestlige livsformer, som mange unge nordafrikanere opfatter som værende bedre end deres egen. De unge opfatter magthaverne som værende den primære barriere for deres udviklingsmuligheder. Derudover giver de elektroniske medier, såsom facebook og twitter, mulighed for en anden form for samhørighed end de traditionelle familiebaserede relationer. I de nye former for samhørighed udfordres også den klassiske autoritetstro og især respekten for de ældre, som ellers har været altdominerende i de traditionelle afrikanske samfund. Endelig giver de nye elektroniske medier mulighed for at mobilisere gennem lynhurtig spredning af budskaber, der bl.a. anvendes til at opfordre til deltagelse i demonstrationer.

Den anden vigtige demografiske faktor, for det folkelige oprør i Nordafrika, er at byerne gennem de seneste årtier er vokset eksplosivt. Det har primært været bybefolkningerne, der har ført an i demonstrationerne og folkelig mobilisering vendt imod de siddende magthavere i Nordafrika. Samtidig har demonstrationeme i en række nordafrikanske byer haft et hidtil uset omfang. Den massive folkelige mobilisering bag protesterne mod de siddende magthavere har været en overraskelse, i positiv forstand for demonstranterne mens det har været negativt for magthaverne.

Statslederne er uønskede

Demonstranterne i Nordafrika har et fælles mål, at komme af med deres ledere. Utilfredsheden med lederne skyldes flere forhold, hvor især tre er vigtige. Det er for det første, den udbredte folkelige utilfredshed med statens vold mod folket, især magthavernes omfattende brug af statsapparatet særlig politiet og militær mod folket. Det andet er en generel mistillid til de siddende magthaveres evne til at skabe de nødvendige forandringer og dermed forbedringer af levevilkår. En tredje faktor er relateret til økonomien. Det er en udbredt opfattelse, at magthaverne fuldstændig sidder på den økonomiske magt og gennem nepotisme fordeler midler til en lille inderkreds og derved ekskluderer store dele af befolkningen for adgang til de økonomiske goder. Det er sammenfaldende med at flere nordafrikanske lande (dog ikke Libyen) i de seneste år har været ramt af økonomisk krise. Så de folkelige protester skal også ses i sammenhæng med at mange folk, især i byerne, er arbejdsløse, føler sig fattigere og har mistet tilliden til at magthaverne kan vende udviklingen. Samlet set har statslederne mistet deres legitimitet i (by)befolkningeme.

Forskellige transitionsmodeller

Når vi ser nærmere på de folkelige protester i Nordafrika, så er der store variationer i, i hvilket omfang oprørerne har opnået deres primære mål, at omstyrte deres politiske ledere. Militæret har været en central aktør. I eksempelvis Tunesien og Egypten er militæret ikke blevet brugt, eller måske mere præcist, så har militæret ikke spillet en aktiv rolle i nedkæmpning af demonstrationerne. I forhold til at gøre status over transitionsmodeller i Nordafrika (og Mellemøsten), så synes der at være følgende tre modeller.

Transformation gennem tilpasning til de folkelige krav. Magthaverne bliver ved magten gennem reformer og delvis imødekommelse af oprørernes krav om politiske (og økonomiske) reformer. I Nordafrika er Marokko et eksempel på hvorledes Kongen, indtil videre, har været i stand til at bibeholde magten, som følger af løbende reformer.

Transformationen nedkæmpes gennem magtanvendelse. Magthaverne bliver ved magten gennem brug af magtapparatet mod de folkelige demonstrationer, Libyen et eksempel herpå. Det er stadig uvist om Gaddafi vil være i stand til at beholde magten, især fordi NATO med militæraktioner har valgt at støtte oprørernes krav om transformationer.

Transformation gennem omvæltning. Magthaverne træder tilbage, både Tunesien og Egypten er eksempler herpå. I begge lande valgte præsidenterne at forlade deres poster. Der er dog stor forskel på udviklingen i de to lande. I Tunesien har der været et massivt opgør med den tidligere politiske magtelite. Situationen i Egypten er anderledes, for indtil videre, har der været mindre omfattende opgør med magteliten omkring den tidligere præsident Mubarak.

Den nuværende situationen i alle de nordafrikanske lande er labil og det er svært at forudsige hvornår den politiske stabilitet vi være genoprettet i regionen.

Revolutionerne spreder sig ikke syd for Sahara

Det har skabt forundring hos mange, at de nordafrikanske revolutioner ikke har ramt resten af Afrika. Nogle har brugt det til at fremhæve at de afrikanske nationer syd for Sahara (som altid) er bagud, men der kunne også argumenteres for det modsatte, altså at landene syd for Sahara er foran de nordafrikanske lande når det gælder politiske reformer. Argumenterne, for at de nordafrikanske lande er på forkanten, kan kobles til samfundsmæssig modernisering i Nordafrika, som ikke nødvendigvis er til stede i resten af Afrika, bl.a. at en stadig voksende del af befolkningerne bor i byer. Netop byerne har været arnestedet for oprørene i Nordafrika. I de fleste lande syd for Sahara er der få store byer og langt den overvejende del af befolkningerne bor på landet. Selvom der i de fleste afrikanske lande er en tilstrømning til byerne, især blandt den unge del af befolkningen.

Det modsatte argument er, at de afrikanske lande syd for Sahara er på forkant, fordi mange lande har gennemført politiske transformationer. I stadig flere afrikanske lande afholdes der regelmæssige demokratiske valg. Når demokratiseringsprocesser er på fremmarch i Afrika, så skyldes det såvel interne som eksterne forhold. I forhold til de interne dynamikker, s� har især den Afrikanske Union (AU) spillet en helt central rolle ved at opstille et regelsæt for god regeringsførelse, hvor demokrati er et centralt element. AU har iværksat sanktioner mod lande med udemokratisk adfærd, eksempelvis lande som Elfenbenskysten og Madagaskar. Eksterne forhold har ligeledes været med til at fremme demokratisering i Afrika. Internationale donorers krav om politiske reformer, herunder demokratisering, som forudsætning for at kunne få adgang til udviklingsbistand, har sat skub i politiske transformationer i en lang række afrikanske lande.

Perspektiver på fremtiden

Forkant eller bagkant, så afhænger politisk transformation af mange faktorer. Den seneste udvikling i Nordafrika er godt nyt for afrikanerne, fordi diktatoriske ledere, der undertrykker gennem massiv anvendelse af repression mod befolkningerne, har fremtiden bag sig. Der er næppe tvivl om den politiske transformation i Afrika vil forsætte, hvor modsætninger i relation til by/land, unge/ældre, moderne/traditionel, rig/fattig vil blive nogle af udfordringer for nuværende såvel som kommende afrikanske ledere.