Tid og Transcendens. Billedsproget i N.F.S. Grundtvigs salmedigtning – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Det Teologiske Fakultet > Formidling > Artikler fra tidsskriftet TEOL-information > 2011 nr. 44 > Tid og Transcendens

Tid og Transcendens. Billedsproget i N.F.S. Grundtvigs salmedigtning

Af ph.d-stipendiat, cand. theol. Therese Bering Solten

 

Det er svært at forestille sig den danske salmetradition og salmeskat uden Grundtvigs salmer. Disse salmer har om nogen været med til at forme dansk sang- og salmetradition og præge gudstjenesten. Disse tekster kan derfor være vanskelige at beskrive som genre, fordi de pga. deres store antal og udbredte anvendelse inden for en dansk sammenhæng i sig selv kan siges at være genrekonstituerende. En beskæftigelse med salmerne som genre eller afgrænset tekstkorpus inden for Grundtvigs forfatterskab mener jeg dog vil kunne øge blikket for kvaliteten af teksterne som litterære tekster og som selvstændige teologiske bidrag, dvs. som udspring for og ikke blot illustration af en dogmatisk lære. Et tekstudvalg sammensat af ikke blot de kendteste kirkesalmer, men salmer fra Grundtvigs samlede produktion vil samtidig skærpe blikket for teksternes ’fremmedhed’. En genlæsning, der kontekstualiserer salmerne på denne måde, vil således kunne kvalificere det, der for så vidt allerede er til stede, men som risikerer at forsvinde, når det forekommer alt for velkendt.

Igennem ph.d. projektet ”Tid og Transcendens” vil jeg forsøge en sådan genlæsning. Hermed konfronterer jeg ikke blot et materiale, hvis omfang og dybde man i sig selv må nære stor veneration for. Jeg skriver mig samtidig ind i en grundig og vidtrækkende forskningstradition, hvis tilbundsgående undersøgelser ikke alene udgør en afgørende forudsætning for et projekt som dette, men som projektets resultater må prøves op imod og endeligt vil kunne kvalificeres af. Projektet er overordnet tænkt som undersøgelse af den billedsproglige behandling af forholdet mellem poesi og erkendelse i N.F.S. Grundtvigs salmedigtning. Projektet fokuserer på billedernes sprogligt-stilistiske virkning og erkendelsespotentiale og undersøger, hvilken transcendenserfaring, der kommer til udtryk i salmerne, samt hvordan denne erfaring står i forhold til formidlingen af kristendommen som historie. Projektet er del af forskningsprojektet In-visibilis og kan også beskrives som en undersøgelse af fremstillingen af forholdet mellem det synlige og det usynlige i Grundtvigs salmer.

Poetisk teologi - teologisk poetik

Det er min hovedantagelse i projektet, at salmer kan udtrykke noget, som andre typer af teologiske tekster ikke kan. Der findes således mange genremæssigt forskellige tekster i Grundtvigs forfatterskab, og disse tekster belyser hinanden på frugtbar vis og omhandler ofte det samme, men de udtrykker eller er alligevel ikke altid ’det samme’.

Billedsproget i Grundtvigs salmer fungerer oplagt som sprogligt-stilistisk virkemiddel, men er samtidig et emne eller tema, der tages under behandling. Således er forholdet mellem synssans og indbildningskraft, sansningens potentiale og naturen som billedbog genkomne temaer i Grundtvigs salmedigtning

Denne simultane digtning og meta-digtning samt samspillet, der finder sted mellem de to planer, poesi og poetik, bevirker, at billederne tilskrives virkelighed. Dermed hæver formidlingen af de dogmatiske grundbegreber sig over en almen fremstillingsform. Salmeversenes ord forbinder sig med den Gudskabte virkelighed, fordi beskrivelsen af det levende ords skabende og dødsovervindende kraft lægger sig til den syngende menigheds erfaring. Den sammenhæng, Grundtvig ser mellem det menneskelige ord og Ordet med skabende og forløsende kraft, toner dermed frem.

Den kristne salme tematiserer Guds genskabelse af verden gennem Kristus, og en af Grundtvigs stærkeste og kendteste metaforiske udtryk er ’’Ordet skaber, hvad det nævner” (en formulering, der også har en central placering hos f.eks. Luther). Grundtvig udfolder dette tema ud fra forholdet mellem menneskets og det guddommelige ord: Det skabelsesteologiske perspektiv tematiseres gennem poetisk udfoldede overvejelser over sproget som lyd, billeddanner og ’folkeligt’ kendetegn (modersmål). Salmen selv er et udtryk for det menneskelige sprogs muligheder og virkemidler, men åbner samtidig for Gudsordets skabende og genskabende kraft. Salmens liturgiske praksis (udsyngelsen, dens musikalske virkelighed) adresserer og aktiverer øret som troens vej, mens salmens forkyndende indhold åbenbarer sig i kraft af et billedunivers for troens øje. Grundtvigs sammenkobling af syns- og høresansen med gudserkendelsen har oplagt sit bibelske forlæg. Det perspektiv, som evangeliernes fremstilling af Jesu lignelser og tegnhandlinger har - at den virker som et samspil mellem refleksionen over Gudsriget som en mulighed og forkyndelsen af det som en realitet - trækker Grundtvig ved hjælp af sit særegne billedsprog med ind i salmen. Eftersom den salmepoetiske skabelsesproces som forkyndelse af evangeliet tager del i eller lyder som efterklang af det guddommelige skaberord, opstår i salmen et semantisk overskud, der kvalificerer teksten som mere end blot teologi på vers - som poesi, et produkt opstået imellem skabelse og åbenbaring - og i dén forstand kunst.

Grundtvig og Ricoeur

Det er med udgangspunkt i Erich Auerbachs Figura-essay (1938) inden for den nyere Grundtvig- forskning beskrevet, hvordan den typologiske tolkning kan siges at fungere som vehikel eller mønster for Grundtvigs måde at fremstille historien på i den mytisk-poetiske del af forfatterskabet (jf. Anders Holm: Historie og efterklang (2001); Sune Auken: Sagas

Spejl (2005)). Forbindelsen mellem to begivenheder i historien anskues her ikke som stående i et kronologisk årsagsmæssigt forhold til hinanden. I stedet fremhæves spejlingseffekten imellem dem: hvordan de, i det øjeblik de holdes sammen, henviser til noget tredje. Det er projektets sigte at undersøge i hvilket omfang og på hvilken måde denne ’efterklangsbevidsthed’ sætter aftryk i Grundtvigs salmer. Hvordan gives kristendommens historiske perspektiv billedligt udtryk heri?

Den franske filosof Paul Ricoeur har i særlig grad skrevet om forholdet mellem tid og transcendens. Som nutidigt perspektiv på undersøgelsen af billedbrugen i Grundtvigs salmer anlægger jeg derfor Ricoeurs hermeneutiske tænkning om tiden, selvet og (gen-)fortællingen og - i særdeleshed - det metaforiske eller poetiske sprog (en betegnelse, der skal forstås kvalitativt, dvs. som sprog eller tekster, der er åbne for fortolkning og dermed genererer ny mening).

Ricoeur belyser på modernitetens præmisser mange af de temaer, der udfoldes mellem oplysning, rationalisme og romantik, og som derfor har afgørende betydning for formuleringen af Grundtvigs teologi. Med udgangspunkt i sin hermeneutiske metaforteori beskriver Ricoeur, hvordan fortolkning udvider menneskets erfarings- og forståelseshorisont og dermed udgør en afgørende vigtig dannelsesproces: Mennesket kan iflg. Ricoeur kun komme til en forståelse af sig selv gennem noget andet end sig selv. Dette andet repræsenteres ved teksten, og det er symptomatisk, at mennesket ikke er i stand til at fortolke en sådan tekst uden om sig selv. Det er Ricoeurs pointe, at tekstens konfigurerende struktur (sammenkoblingen af fremmed med velkendt)

- hvad end dette beskrives med udgangspunkt i narrativen eller det poetisk-metaforiske - virker transformerende på menneskets livssyn. Fortolkningsarbejdet bliver dermed adgangsbillet til menneskets selvforståelse, for i kraft af det poetiske sprog åbnes fantasien, så mennesket får øje på nye muligheder. Dette erkendelsesmæssige aspekt kan forbindes med et af romantikkens kernebegreber, nemlig Einbildung eller indbildningskraft (imagination) og forestillingen om kunsten som erkendelsesform.

Fordi jeg’et, iflg. Ricoeur, er ’såret’, vil det dog aldrig kunne nå til fuld klarhed eller forståelse. Accepten af livets uigennemskuelighed - at der er grænser for den menneskelige erkendelse - bliver derfor i sig selv et erkendelsesmål. Forestillingsevnen er derfor forbundet med håb, for kun inden for håbets horisont kan mennesket få øje på nye eksistensmuligheder. Opfattelsen af erkendelse som noget, man kun er nær, og af det kunstneriske/digteriske udtryk som en vej til erkendelse samt forestillingen om den menneskelige dannelsesproces og sammenkoblingen af det historiske og af religionen er således aspekter, der gør Ricoeurs tænkning til et perspektivrigt udgangspunkt i betragtningen af Grundtvigs hymnologiske poetik, hvor begreber som skabelse, gudbilledlighed og vækst spiller en central rolle i medieringen af det usynlige Gudsord.

Anskueliggjort transcendens

I sine salmer beskriver Grundtvig, hvordan Gud åbenbarer sig i verden gennem kontinuerlig skabelse. Billedsproget belyser derfor det gensidige forhold mellem skabelse og åbenbaring. Det fortrolige modersmål i den poetiske bearbejdning modtages som syner, men billederne kræver en aktiv omsætning, et fortolkningsarbejde, der kan bringe det evige og det timelige, det sanselige og det åndelige, det synlige og det usynlige i et ækvivalent forhold til hinanden.

Billedsproget eller metaforen udtrykker sig som en samtidig tilstedeværelse af et ’for meget’ og et ’for lidt’ i forhold til det, der kommunikeres. Det dialektiske forhold mellem synligt og usynligt er derfor horisont for beskæftigelsen med billedsproget: Grundtvig kan gennem den virkelighed, ordet skaber i salmen, gøre Gud nærværende gennem hans skjulthed. I salmen er troens genstand således også dens udtryk: Ordet synges og synges om. Billedsproget har en forandringskraft, der kan konkretisere det usynlige og på forklarende vis kvalificere menneskeliv og menneskeord. Begrebet transcendens, sådan som det optræder i projektets titel, betegner derfor i denne sammenhæng såvel Guds bevægelse ind i den historiske virkelighed som tekstens repræsentation af dette samt effekten på læseren (den, der synger); hvordan sproget flytter mennesket - genplacerer dette menneske i historien, et nyt sted mellem erindring og håb.

Min undersøgelse hviler på den antagelse, at Grundtvig i sine salmer lader billedsproget åbne det historiske, begrænsede menneskes sind på en måde, så dette menneske får øje for - men dog ikke helt kommer til at gennemskue -det, som transcenderer dets grænser.