Art10 – Københavns Universitet

Om Mellemøstekskursionen / På vej moddet hellige land

Af stud.theol. Laura Cæcilie Jessen og stud.theol. Sigurd Victor Stubbergaard

En tidlig augustmorgen, da solen endnu ikke havde brudt horisonten, mødtes en flok spændte teologi- og Religious Roots of Europe-studerende i Kastrup Lufthavn med blikket rettet håbefuldt mod Jordan, Israel og Palæstina. Det Teologiske Fakultets mellemøstekskursion, der løber af stablen hver femte år, stod for døren. Foran sig havde de 30 ekskursionsdeltagere to ugers intens bibelsk rundrejse i Jordan og Det Hellige Land under kyndig rejseledelse af Mogens Müller og Jesper Høgenhaven.

Foruden solcreme, -briller og -hat havde vi fyldt vore rygsække op med viden om områdets geografi og historie. De fleste af rejsedeltagerne havde fulgt forårets opvarmningskursus, der fokuserede på emner fra området af historisk og eksegetisk relevans, herunder bibelsk arkæologi, Dødehavsskrifterne og Qumran, Islam og Det Hellige Land, europæiske korstoge og pilgrimsrejser, moderne jødedom og forholdet til Israel. Til at præsentere denne vifte af forskellige temaer havde vi besøg af gæsteforelæsere, herunder Søren Holst, Kirsi Valkama (Helsinki), Thomas Hoffmann, Carsten Selch Jensen, Mette Birkedal Bruun og Jürgen Zangenberg (Leiden), der på hver deres områder kunne klæde os fagligt på til at få mest muligt udbytte af vores tur. Frugterne af undervisningen kunne plukkes, da de studerende afleverede valgfagsopgaver, der spændte over emner lige fra „Damaskusskriftet som genskrevet bibelhistorie“ og „Markus – en allegorisk fortælling“ til „Egerias’ pilgrimsrejse“ og „Jødisk nationalisme og staten Israel“.

Et stramt program – til gavn og glæde

Mogens Müller havde allerede inden afrejsen bebudet, at rejseprogrammet ville følge professorens egen døgnrytme. Da virkeligheden brutalt ramte de studerende klokken seks om morgenen den første dag i Amman, forstod vi først rigtig, hvad vi var gået ind til. Programmet, der var nøje tilrettelagt efter 30 års erfaring fra området af Mogens Müller, var spækket med spændende ruinbesøg fra morgen til sen eftermiddag – det ene prægtigere i vælde end det andet. Under kyndig og grundig vejledning fra vore rejseledere og lokale guider – jordanske Said og dansk-israelske Hanne – blev vi introduceret til de forskellige ruinkomplekser og arkæologiske attraktioner, der fylder det ørkenagtige landskab i Jordan, Israel og Palæstina. Her skal blot nævnes en håndfuld højdepunkter, der på hver deres måde bærer vidnesbyrd om menneskets og de forskellige kulturers gøren og laden i landskabet gennem de sidste 2000 år.

Petra

Den røde klippeby Petra er uundgåelig for rejsende i Jordan, og vi tilbragte en hel dag med at gennemtrave det kæmpestore kompleks. Da vi drog derfra en søndag morgen med ømme fødder, og bussen fuld af teologistuderende allerede havde demonstreret, at sangglæden var stor, afsang vi på professor Müllers opfordring ”Den signede dag”. Herefter greb professor Engberg-Pedersen mikrofonen og delte en åndfuld filosofisk observation; vidste man ikke bedre, kunne man have troet, det var en andagt.

Professoren redegjorde for, hvordan oplevelsen af Petra havde fået ham til at ændre syn på sammenhængen mellem materialitet og åndelighed. For at parafrasere: Før havde han troet, at de to var forbundet, men i Petra var det tydeligt, at der mellem materialitet og ånd er en afgrundsdyb kløft. For nok var det tydeligt, at de udhuggede gravmonumenter var udtryk for et eller andet, og nok kunne man med arkæologiske metoder nærme sig dette – men i sidste ende stod det klart, at stenene jo virkelig ikke kan fortælle beskueren, hvilke åndsbevægelser der har ført til deres udformning.

Dagen før havde vores guide Said bragt os sikkert gennem siq’en, den lange smalle klippesprække, der leder ind til selve det arkæologiske område. Med sin gode geologiske sans udpegede Said de forskelligfarvede klippelag (den gule svovl, det sorte jern) og de udhuggede anikoniske guderepræsentationer, som har budt rejsende velkommen og farvel. Klarest står i erindringen én afbildning: Ved et sving var klippevæggen særligt præget af forskellige udbulninger, og Said bad os stoppe. Som øjnene afsøgte klippevæggen for at forstå, hvad der var naturskabt og hvad der var skabt af menneskehænder, fremstod – næsten som et hologram – først en sandalklædt fod, så to, så resterne af en klædedragt, og så, pludseligt helt klart, to kameler bag manden: En kamelfører, der fra sin plads i klippen har budt rejsende velkommen de sidste par tusind år og vist besøgende, at her lå en vigtig by.

Som arkæologen Bo Dahl Hermansen skriver i Bibelske genskrivninger, er Petra som en palimpsest. Alt efter øjets indstilling vil forskellige lag træde frem: Stod vi i en nabatæisk gravhule eller en nomadefamilies hjem? Stod vi i en romersk by midt på cardoen, eller stod vi i en nutidig kræmmerkulisse for turister med kopismykker og afdankede trækkameler? På en af de flade strækninger i området traskede vi samtalende afsted i det tørre, røde sand – indtil et blik nedad åbenbarede, at vi gik afsted på lag af potteskår, nogle bemalede, alle udformet med en klar menneskelig intention.

Den røde klippeby er ligeså mystisk og dragende, som John William Burgeon forestillede sig det, før vesterlændinge genfandt byen: „It seems no work of Man’s creative hand, / by labour wrought as wavering fancy planned; / But from the rock as if by magic grown, / eternal, silent, beautiful, alone!“ Den bibelsk-teologiske relevans af Petra må man tænke sig metaforisk eller åndfuldt til, som Troels Engberg-Pedersen forsøgte. Og alligevel: Som nærorientalsk forhistorie til de bibelske fortællinger har Petra alligevel noget at skulle have sagt.

Den skæbnesvangre tempelplads

Ernest Renan beskriver i Vie de Jésus (1863 da. Jesu Levnet 1864) forskellen mellem det lette, landlige Galilæa og det hårde, religiøse Jerusalem: „Jerusalem var dengang næsten ligesaa meget som nu en pedantisk By, fuld af bittre Tvistigheder, Nag og smaalige Fordomme. Der herskede en overordentlig Fanatisme, og religieuse Opstande vare meget hyppige.“ (s. 133).

Måske kunne en teologistuderende i 2015 have skrevet det samme. I hvert fald var det første møde med den hellige by voldsomt. Efter at være ankommet hen under aften og indlogeret på et behageligt hotel nær Damaskusporten, stod vi tidligt op for at besøge Tempelpladsen. Vores israelske guide Hanne jog os gennem den søvnige gamle by, for at vi kunne nå frem i det tidsvindue, hvor pladsen er åben for ikke-muslimer. Stemningen neden for Vestmuren var fortættet. Vi stillede os i kø bag afskærmningerne, dydigt tildækkede og uden tasker, der kunne forsinke sikkerhedstjekket. Uden for afskærmningen kunne vi høre et bar-mitzvah-optog bevæge sig forbi med sang og musik, men vi kunne ikke se dem. Ved sikkerhedsindgangen måtte vi sno os forbi den gruppe af jødiske fundamentalister, der hverdags-agtigt stod og ventede på at kunne få lov at gå deres daglige tur over Tempelpladsen for at kræve deres religiøse ret. Vel oppe på pladsen blev flere kvindelige studerende standset af de islamiske waqf-vagter: en lidt for gennemsigtig skjorte, et lidt for sjusket tørklæde. Da vi alle var forsamlet til oplæg foran en gruppe ældre mænd, der spillede backgammon, blev den dirrende stilhed pludseligt brudt af et gennemtrængende „Allahu akbar“-råb: De jødiske fundamentalister, vi havde mødt ved indgangen, gik nu deres daglige gang over pladsen, flankeret af de islamiske waqf-vagter, og fra alle hjørner af pladsen strømmede muslimer til, mens råbene tog til i styrke. Der var noget stærkt rituelt over det, og havde det ikke været så voldsomt, havde det næsten virket komisk. Vi listede os bort som gruppe og tog souvenirbilleder foran Klippehelligdommen med nervøse smil. Et skæbnesvangert sted.

Endnu en søndag kom og gik i det hellige land, og, skulle det vise sig, hjemme i Danmark havde kirkegængerne fået et indblik i et lignende møde med Jerusalem: „Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: ,Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.‘“ (Luk 19,41-42a).

Livet ved Det Døde Hav

Fundet af Dødehavsskrifterne i slutningen af 1940’erne er velsagtens det mest betydningsfulde tekstfund fra det 20. århundrede – og for teologer udgør teksterne en uundværlig del af den historiske kontekst, som vi må tage afsæt i, når vi skal nærme os Bibelens fortællinger. Derfor var det en naturlig forlængelse af vores teologiske dannelsesrejse, da den lille turistbus tøffede over Jerusalems højder for at rette blikket mod det barske og golde landskab ved Det Døde Hav. Derude på Herrens uopdyrkelige mark, godt 420 meter under havets overflade og i strålerne fra den bagende sol, slog en jødisk udbrydermenighed sig ned engang i det 2. årh. f.Kr. for at isolere sig fra de gudsforladte ypperstepræster og det helleniserede Jerusalem. Dér, på kanten af det saltholdige hav og i skyggen af de ubarmhjertige klippevægge, levede disse jøder en asketisk tilværelse, afskåret fra livets fristelser, i lyset af profeten Esajas’ ord: „Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land“ (Es 40,3). Hvem disse sekteriske jøder egentlig var, er der blevet sagt og skrevet meget om, men en del tyder dog på, at vi her har at gøre med den jødiske gruppering, som Josefus og Plinius den Ældre kaldte „essæere“. Som Jesper Høgenhaven pædagogisk forklarede de studerende: Hvis det lugter som en ost, ser ud som en ost og smager som en ost, så er det nok en ost.

Ruinkomplekset Khirbet Qumran efterlader den besøgende med et indtryk af, at de folk, der i sin tid bosatte sig der på bredden til Det Døde Hav, må have været af en helt særlig støbning; det støvede og knastørre landskab vidner om et bevidsthedsmiljø, der har de sidste tiders snarlige komme som horisont for deres tænkning. At vi på mange måder genfinder de samme motiver og forestillinger i de nytestamentlige tekster, gør kun oplevelsen af essæernes liv og levned endnu mere relevant og interessant.

En rullende forelæsning

At være på ekskursion i Jordan, Israel og Palæstina var på mange måder som at være til en rullende forelæsning: Størstedelen af vore vågne timer må være brugt i en bus, og mens vi så de bibelske landskaber drive forbi, flød teologiske guldkorn (og vitser af forskellig morskabsgrad) gavmildt fra de tre professorer og de to guider gennem bussens højttaleranlæg. Ja, det blev sågar til en professoral afsyngning af Schumanns „Die beiden Grenadiere“ som en slags afskedssalut gennem de golde bjerge nord for Jerusalem.

Alle vigtige rejser har et element af flertydighed i sig; den teologiske ekskursion til Mellemøsten var ingen undtagelse. Hjem kom et hold studerende med orientalske minder farvet af alle bevægelser fra ekstatisk glæde til fortvivlet sjælemørke og, ikke mindst, en teoretisk viden, der i Det hellige land fik rum, liv og dybde.