Art4 – Københavns Universitet

På sporet af dialektisk teologi - i anledning af en ny bog

Af professor, dr.theol. Steffen Kjeldgaard-Pedersen

Snart vil det være fireoghalvfems år siden, at fire yngre teologer, de var mellem tredive og seksogtredive år gamle, satte sig sammen og blev enige om at udgive et tidsskrift, som skulle være forum for et radikalt opgør med den tyske kulturprotestantiske teologi.

„Zwischen den Zeiten“ – „Mellem tiderne“ – hed det tidsskrift, de fire skabte. Det udkom på Chr. Kaiser Verlag i München og satte med sine elleve årgange (1923-1933) den teologiske dagsorden, indtil Hitler tog magten i Tyskland. „Mellem tiderne – fem dialektiske teologer“ hedder den bog, som disse linjer vil henlede læserens opmærksomhed på. Den udkom i det tidlige efterår 2015.

De fire bag tidsskriftet var Karl Barth (1886-1968), Eduard Thurneysen (18881974) og Friedrich Gogarten (18871967), der skrev og redigerede tidsskriftet, samt Georg Merz (1892-1959), der først og fremmest medvirkede som udgiver og forlagets mand. De tre første udgør sammen med Emil Brunner (18891966) og Rudolf Bultmann (1884-1976)

– begge prominente medlemmer af forfatterkredsen omkring tidsskriftet – bogens „fem dialektiske teologer“. Alle fem var evangeliske teologer; Barth, Thurneysen og Brunner var reformerte og schweizere, Bultmann og Gogarten (og også Merz) var evangelisk-lutherske og tyske, men de var alle tyske teologer i den forstand, at de skrev på tysk.

„Mellem tiderne“

Redaktøren af „Mellem tiderne“, Christine Svinth-Værge Põder, skriver i indledningen til bogen, at de fem var „igangsættere af det 20. århundredes teologiske hovedstrømning“ (s. 11). Den danske kirkehistoriker Hal Koch skrev i midten af 1930’erne i et upubliceret foredragsmanuskript om kirkehistorie som teologisk disciplin, at det efter hans skøn forholdt sig sådan, at „Karl Barth og hans Kreds (Zw.d. Z. [ = Zwischen den Zeiten]) … har reddet den protestantiske Teologi fra Undergangen“ (Reeh, Tine: Kristendom, historie, demokrati. Hal Koch 1932-1945. København 2012, s. 158).

Det turde derfor give god mening at se nærmere på, hvad der drev Barth, Thurneysen, Gogarten, Bultmann og Brunner i den dialektiske teologis gennembruds- og storhedstid fra begyndelsen af 1920’erne til midten af 1930’erne, og på, hvilke skikkelser det „dialektiske“ kunne antage hos dem hver især, da det kom til opgør mellem dem og deres veje skiltes, og hvilke langfristede impulser der måske udgik fra det nybrud, som oprindelig også gik under navnet „kriseteologi“. Det er disse spørgsmål, der – om end i noget forskellig dybde og bredde – søges svar på i bogens substantielle „portrætter“ af de fem teologer; de præsenteres af lige så mange yngre kolleger, Karl Barth af Christine Põder, Friedrich Gogarten af Eberhard Harbsmeier, Eduard Thurneysen af Bent Flemming Nielsen, Emil Brunner af Alister McGrath og Rudolf Bultmann af Peter Widmann.

Portrætter af betydende, tyske teologer i det 20. århundrede er set før, senest fjorten af slagsen i „Tyske teologer i det tyvende århundrede. En antologi“ (2014; redigeret af Lars K. Bruun og Morten Dyssel Mortensen). Sådanne portrætter ligner ofte udvidede leksikonartikler, som forsøger at komme hele vejen rundt om de skildrede personer og måske når frem til en samlet vurdering af deres indsats. Det er en genre, som har sin egen nødvendighed, og samlinger af sådanne bidrag til den teologiske faglitteratur kan være særdeles nyttige, men man skal ikke have for mange af dem.

Tre af de fem teologer i „Mellem tiderne“, nemlig Karl Barth, Friedrich Gogarten og Rudolf Bultmann, blev også portrætteret i „Tyske teologer i det tyvende århundrede“, i Gogartens tilfælde tilmed af samme forfatter, Eberhard Harbsmeier, hvis bidrag her, altså i 2014, mærkeligt nok fremtræder som et friseret, små ti sider kortere, men i øvrigt nærmest ordret genbrug af hans bidrag til „Mellem tiderne“ fra 2015. En bemærkning om dette lidt gådefulde sammenfald burde nok have været gjort i sidstnævnte publikation.

Mere end en portrætsamling

„Mellem tiderne“ kan ved første øjekast ligne en traditionel portrætsamling, hvad den et langt stykke for så vidt også er, endda så langt, at det traditionelle tilsnit er lige ved at stå i vejen for det „mere“, som denne bog også er og byder på. Det er især dette „mere“, som gør den til et spændende bekendtskab, selv om man nok kunne have ønsket sig endnu mere af det.

Det er i koncentrationen om den dialektiske teologi som epokalt fænomen, at dette „mere“ viser sig, og i eftersporingen af og lydhørheden over for det „dialektiske“ både hos de fem dialektiske teologer selv i deres mange år efter „Zwischen den Zeiten“ og i teologien i det hele taget, nemlig hos dem, der bevidst eller ubevidst stod i gæld til de store dialektikere og forvaltede en dialektisk teologisk arv.

Hvad det drejer sig om her, får man måske bedst en forståelse af gennem opmærksom læsning af Christine Põders indtrængende fremstilling af det „dialektiske“ eller, som det bliver til, det „dialektisk-dialogiske“ som et konstitutivt træk i Karl Barths samlede teologiske værk, ja, som den for ham karakteristiske, teologiske refleksionsform. Det havde været herligt, om pladsen havde tilladt en mere indgående, tekstnær demonstration af denne refleksionsform, der hævdes at kunne antage mange skikkelser og, får man indtryk af, kan dukke op de særeste og mest uventede steder, og som er det, en undersøgelse af den dialektiske teologis virkningshistorie må samle sig om.

I denne forbindelse bliver sondringen mellem virkningshistorie og receptionshistorie vigtig for Christine Põder. Den føres ikke konsekvent igennem i bogen, og strengt taget ligger vel det meste af, hvad der siges om den dialektiske teologis spor i historien, på den receptionshistoriske linje. Det gælder også for eftervirkningerne eller sporene i dansk teologi, som „Mellem tiderne“ særligt interesserer sig for.

Danske teologer i gæld til den dialektiske teologi

I bogen omtales en række danske teologer, de fleste af dem systematiske universitetsteologer, som notorisk står i gæld til eller har lært af en eller flere af de fem store, dialektiske teologer. Og i den forbindelse kan der godt komme noget nyt og sjovt frem. Prisen tager nok Peter Widmann med denne bemærkning: „Man kan ligefrem sige, at Bultmann var den, der førte Løgstrup til Tidehverv og ud af det igen“ (s. 194). Om man nu tør tro det!

Interessant er også Bent Flemming Nielsens forsøg på at etablere, eller hvad man nu skal kalde det, Eduard Thurneysen som hovedaktør i forbindelse med den dialektiske teologis introduktion i Danmark, dvs. i det åndelige røre, som førte til Tidehverv. På afbud fra Karl Barth, som sendte invitationen videre, deltog Thurneysen i sommeren 1925 som foredragsholder i Danmarks Kristelige Studenterforbunds møde på Nyborg Strand. Hjemkommet herfra berettede han i et brev til Barth om den „oplevelse“, som det bl.a. havde været at erfare, at „Danmark er besat, og det er ikke af mig. Nej, jeg forefandt det som allerede besat og jeg kunne blot konstatere, inspicere, salutere: det er forunderligt, hvor mange unge mænd og kvinder, jeg fandt deroppe, som ikke blot kendte navnene Barth, Gogarten ,og tilmed også!‘ Thurneysen, men som også kunne opvise et virkeligt, internt kendskab til vores foretagende“ (s. 115). Denne herlige rejseberetning, som her for vistnok første gang foreligger på dansk, er en vigtig kirkehistorisk kilde, men ligefrem dokumentere Thurneysens indflydelse på dansk teologi og kirkeliv kan den vel ikke.

I øvrigt spiller Tidehverv ikke nogen fremtrædende rolle i bogen; måske fordi der allerede er skrevet en del om bladet og dets udgiveres og hovedforfatteres forhold til den tyske, dialektiske teologi i 1920’erne og 1930’erne. Men der var nu nok mere at hente. „Mellem tiderne“ bekræfter, hvad vi allerede ved, nemlig at Gogarten og Bultmann er de vigtigste dialektiske teologer i Tidehvervssammenhæng. Og Peter Widmann har uden tvivl ret i, at skønt man ikke kan tale om, at „Bultmann skulle have øvet en beherskende indflydelse på dansk teologi“, så „spillede (han) en ulige større rolle end alle de andre dialektiske teologer til sammen“ (s. 194).

Af de tre mest markante, danske kirkehistorikere i det tyvende århundrede, Hal Koch, P. G. Lindhardt og Leif Grane nævnes, hvis jeg ellers har set rigtigt, i bogen kun den første og den sidste, og med mere end en enkelt bemærkning kun den første. Om ham skriver Christine Põder – efter forinden at have nævnt systematikerne N. H. Søe, K. E. Skydsgaard og Regin Prenter som „Barth-inspirerede universitetsteologer“ – i al knaphed: „Desuden har Hal Koch … også givet udtryk for, at han var inspireret af Karl Barth“ (s. 52). Ja, det må man nok sige, at han var, og måske undre sig en smule over, at der ikke i litteraturlisten er blevet plads til Tine Reehs disputats, hvori det allerede af navneregisteret fremgår, at Barth fyldte meget i Hal Kochs teologiske univers i årene 19321945. Gogarten og Bultmann var også til stede, og i den rangorden, Brunner og Thurneysen fyldte ingenting.

I det tidligere nævnte foredragsmanuskript står Barths ord om, at teologi udspringer af, at der skal prædikes på søndag, centralt i Hal Kochs redegørelse for kirkehistorie som teologisk disciplin (Reeh 2012, s. 158). Om Hal Koch blev dialektisk-teologisk af det, kan diskuteres. Det gjorde han måske nok.

Hans århusianske kollega, P. G. Lindhardt, der var ligeglad med den slags rubriceringer og i øvrigt kaldte det barthske diktum et indholdsløst udsagn, afviste som banalt vrøvl, at kirkehistorie skulle være en teologisk disciplin. Der er tale om en specialdisciplin af den almindelige historievidenskab, sagde han i et foredrag med titlen „Kirken i historien“, trykt i Dansk Teologisk Tidsskrift i 1952 (15. årgang, s. 38-56). Lindhardt foretog her, hvad man kunne kalde en radikal afteologisering af sit fag ud fra den forudsætning, at det relative og det absolutte er inkommensurable kategorier.

To gange henviste han i den forbindelse til et Gogarten-citat, som for ham at se kun sagde, hvad Kierkegaard havde sagt bedre, men hans dialektiske hovedtekst var sjette strofe af Grundtvigs salme „Tør end nogen ihukomme“, der jo lyder sådan: „Huset med de høje sale tømres kun af skaberhånd, skal fra himmelen neddale som til støvet Herrens ånd. Vi af bløde bøgestammer, under nattergalesang, bygge kun et gæstekammer til en himmelsk altergang“ (DDS 348). For her siges ifølge Lindhardt, hvad både Grundtvig og Kierkegaard samt alle vi andre har så svært ved at fastholde, nemlig at „kristendommen er et budskab og ikke en lære, og at ingen historisk tilnærmelse, enten man nu nævner skriften eller kirken eller den teologi, som er en funktion af forkyndelsen, fører frem til noget afgørende. Ad de veje når man kun til læren og dogmatikken og kirkeinstitutionen, men aldrig til evangeliet“ (DTT 15, s. 54).

Som „Mellem tiderne“ så insisterende lader os forstå: der er nok at tage fat på, hvis man vil på sporet af det dialektiskteologiske.