Artiklen tegner et dobbeltportræt af Paulus og Nietzsche ud fra en række nyere diskussioner om Nietzsches syn på Paulus hos aktuelle Nietzscheforskere, men også med udblik til den Paulus-renæssance, som har fundet sted i filosofien. Med det sidste tænkes navnlig på den franske filosof Alain Badious tese om Paulus som universalismens tænker. Artiklen fremhæver, hvordan hermeneutiske, kommunikationsteoretiske og semiotiske tilgange i den nyere tyske forskning navnlig hos Werner Stegmaier har ændret synet på forholdet mellem Nietzsches ’tegn’ (Dionysos, Zarathustra, ’anti-krist’) over for Nietzsches ’doktriner’ (den evige genkomst, nihilismen, Guds død, viljen til magt eller overmennesket). Et tilsvarende paradigmeskift har fundet sted inden for nyere Paulus-eksegese og har medvirket til en revurdering af forholdet mellem Paulus’ forkyndelse af ’Kristus som korsfæstet’ og den teologiske lære om retfærdiggørelse ved troen. Nietzsches forhold til kristendommen er ikke kun bestemt af negative vurderinger, men tillige af en ambivalent taknemmelighed, som når han i den sene fase af forfatterskabet på en gang identificerer sig med Dionysos og ’den korsfæstede’.