Systematisk Teologi Fagbeskrivelse – Københavns Universitet

Fagbeskrivelse i Systematisk Teologi.

Systematisk Teologi er en fællesbetegnelse for fagene Dogmatik, Religionsfilosofi og Etik samt Praktisk Teologi


DogmatikTil toppen


Den kristne kirkes overlevering af troen på den treenige Gud bliver til, idet hver generation udtrykker troen på den måde, som netop den kan stå inde for. Denne stadige formulering af troen finder sted i gudstjeneste og sjælesorg, i undervisning, i mission og diakoni. Men den foregår også som en stadig tilegnelse og videregivelse af troens læremæssige indhold. Dette sidste er dogmatikkens opgave. Den skal eftertænke den kristne tradition med henblik på at give en sammenhængende fremstilling af den kristne tro. Denne eftertænkning kan have kirkeligt fortegn, eller den kan foregå på universitetet. I praksis finder den ofte sted i spændingsfeltet mellem disse kontekster.

Dogmatisk tænkning forholder sig altså til det faktum, at den kristne tro lader sig formulere i forpligtende læresætninger. Netop 'læresætning' er da også en af de mange betydninger af det græske ord 'dogma'. Kriterierne for, om et givet teologisk synspunkt faktisk har forpligtende karakter, fremgår ifølge reformatorisk teologi først og fremmest af skriftfortolkningen, dernæst af kirkens bekendelse. Disse anses for normative. Andre teologiske traditioner ser anderledes på dette.

Ét område i dogmatikken omhandler det gudsbegreb, der ligger i troen på Gud som skaber og opretholder. Kristologi og frelseslære (soteriologi) koncentrerer sig om den dimension af gudstroen, som bekendelsen til Jesus som Kristus implicerer. Til den del af dogmatikken, der arbejder med spørgsmålet om Helligåndens væsen og virke (pneumatologi), føjer sig læren om kirken (ekklesiologi), embeds- og sakramentsteologi samt læren om 'de sidste ting' (eskatologi). Afhængigt af teologisk standpunkt kan dogmatikken også tilrettelægges på andre måder og inddrage andre temaer.

Gennemtænkningen af kristendommens læreindhold omfatter både en historisk dimension (hvad har traditionen tænkt om troens indhold?), en systematisk (hvad kan man tænke om troens indhold, og hvad er sammenhængen heri?) og en normativ (hvad bør man tænke om troens indhold?). Uanset hvilket emne, man studerer, uanset hvor afgrænset det er, og uanset fagligt niveau vil alle tre dimensioner principielt skulle tilgodeses.

Læs mere her om dogmatik i særnummeret af Fønix: Teologi - derfor!  

ReligionsfilosofiTil toppen

Religionsfilosofien har direkte med de spørgsmål at gøre, som melder sig i grænselandet mellem teologi og filosofi. Det drejer sig om filosofiske spørgsmål, der stiller sig indefra i det teologiske arbejde, og som samtidig reflekterer den aktuelle historiske og kulturelle situation, som teologien befinder sig i. Eksempelvis kommer spørgsmålet om menneskesyn både indefra og udefra. Men det drejer sig også om filosofiske spørgsmål, som angår teologiens rationalitet. Religionsfilosofien er således en eftertænkning af aktuelle forståelsesformer, herunder de tankemodeller, som teologien selv arbejder med. Religionsfilosofien diskuterer de aktuelle udfordringer, som teologien står overfor, og som filosofien bringer på begreb. Alt dette betyder, at religionsfilosofien sigter mod at sætte teologien ind i en offentlig diskussionssammenhæng.

Historisk set - motiveret af religionsstridigheder, religionskritik eller irreligiøsitet - har religionsfilosofien ikke mindst haft til opgave at afklare, hvad religion og det religiøse indebærer. Med den kulturelle og religiøse pluralisme, der synes at følge i kølvandet på den stigende globalisering, bliver dette anliggende endnu mere påtrængende.

Religionsfilosofien tager udgangspunkt i det forhold, at religion ikke kun er en del af den menneskelige virkelighed, men også er en måde at se denne virkelighed på. Mens andre former for religionsvidenskab samler opmærksomheden om religionens sociale og kulturelle funktion, spørger religionsfilosofien efter, hvad religionen siger om den menneskelige virkelighed, og hvorledes den siger det. Religionsfilosofien fremdrager de spørgsmål om mening og meningsløshed, som religionen svarer på. Det er spørgsmål, der melder sig med erfaringer af kontingens eller forandringer, hvor verden ændrer ansigt: død og fornyelse, det onde og uforudset godhed, skyld og tilgivelse. Det er grænseerfaringer, hvor forståelsen af menneskelige grundvilkår bliver sat på prøve.

For så vidt giver religionsfilosofiens temaer sig af religionen selv. Men religionsfilosofien har også et overordnet tema, som er givet med sammensætningen af religion og filosofi, nemlig forholdet mellem tro og viden eller mellem tro og tænkning. Det er et tema, som skærpes med kristendommens radikale bestemmelse af tro. Tro er tro på det, som et menneske ikke kan tænke sig til, men samtidig er troen ikke en ubestemt tro på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi ser med det blotte øje. Det er tværtimod en tro, der selv sætter en forskel, for eksempel mellem tro og overtro og mellem frihed og ufrihed, og som hermed kræver en forståelse af disse forskelle. Selv om troen drejer sig om grænsen for menneskelig forståelse, er det en grænse, der selv behøver forståelse.

Læs mere her om religionsfilosofi i særnummeret af Fønix: Teologi - derfor!

EtikTil toppen

De religionsfilosofiske temaer har ofte en tydelig etisk dimension. Det gælder eksempelvis det onde, skyld og tilgivelse. Etikken skiller sig imidlertid ud fra religionsfilosofien ved direkte at spørge efter, hvad et menneske skal være forpligtet af i sine handlinger. De grænser, som etikken taler om, er ikke grænser for, hvad et menneske kan, men grænser, der fortæller, hvad det skal eller ikke skal gøre. At disse grænser er normative betyder, at de kan overskrides. Spørgsmålet er derfor i anden omgang, hvorledes givne normer begrundes. Traditionelt skelnes der mellem principiel etik, der diskuterer normer og normbegrundelse, og materialetik, der behandler mere specifikke etiske problemer, f.eks. bio-, social- eller politisk-etiske.

Når etikken sættes i sammenhæng med religionsfilosofien, må den imidlertid endnu en gang spørge efter moralens grundlag og navnlig efter dens grænser. Det må den gøre med udgangspunkt i forholdet mellem moral og religion. Ofte bliver kristendommen forstået som en etisk religion, der har sit centrum i næstekærlighedsbuddet. Men det religiøse muliggør her en kritisk refleksion på moralens grænser og dermed et modspil til gængse måder at gribe etikken an på.

At etikken er bestemt af den teologiske kontekst betyder, at den ser moralen i et perspektiv, der ligger ud over moralen selv. Det gælder navnlig på to måder. For det første kan etikken ikke tale om en moralsk fordring uden at inddrage fænomener som skyld, selvretfærdighed og dømmesyge. For det andet forstår den fordringen ud fra det, som ikke kan gøres til genstand for gensidige moralske krav, nemlig kærlighed og tilgivelse. De etiske spørgsmål viser sig hermed at rumme en tydelig religionsfilosofisk dimension 

Læs mere her om etik i særnummeret af Fønix: Teologi - derfor!

Praktisk TeologiTil toppen

Den praktiske teologi er den del af teologien, der koncentrerer sig om studiet af kirkens praksis i fortid og nutid. Med kirkens praksis forstås her dens kommunikation, således som denne udfolder sig i prædiken, liturgi, salmer, sjælesorg, diakoni, mission, undervisning - samt i den måde, hvorpå kirken har social og juridisk skikkelse i samfundet og i folkets liv under de historisk givne vilkår. Derfor kan også kirkeret, kirkekundskab, kirke- og religionssociologi samt religionspsykologi studeres under Praktisk Teologi.

Kirkens kommunikationsformer studeres med forskellige metodiske tilgange: historisk, empirisk og systematisk-teologisk. Eksempelvis diakonien: Vi må vide, hvorfor og hvordan den kristne kirke kom på den tanke, at den har et socialt ansvar for sine medlemmer og sine omgivelser, og hvordan diakoniens selvforståelse og arbejdsformer udviklede sig gennem kirkens historie. Vi må også vide, hvordan diakoniens stilling og muligheder er i dagens kirke og samfund, i forhold til kirkens selvforståelse, den sociale situation og socialpolitikken. Og endelig må vi spørge, hvordan vi teologisk skal bedømme diakonien og de diakonale udfordringer som led i kirkens arbejde i dag. Det ideelle ville være en fuldstændig integration af alle de metoder, der skal i anvendelse for at besvare disse spørgsmål, men praksis viser, at man i studium som i forskning ofte må prioritere én metode (og dermed ét spørgsmål frem for de andre), alt efter emnet og de aktuelle behov.

Den praktiske teologi arbejder især med tre teologiske grundproblemer:

1.   Hvad betyder det for kristendommens egenart og for dens kommunikationsformer, at kristendommen vil kommunikeres, at der er tale om sendelse, at Kristus kommer med et nyt budskab, ja, med et nyt rige, som retter sig mod alle?

2.   Hvad betyder kristendommens inkarnatoriske karakter for forholdet mellem det menneskelige og det kristelige i kirkens kommunikation? Hvad er forholdet mellem empiriske betingelser og teologisk normativitet i kirkens arbejde? Eksempelvis forholdet mellem psykologi og teologi i sjælesorgen og forholdet mellem retorik og evangelium i prædikenen?

3.   Hvad er kirken for en størrelse, og hvad skal den gøre godt for?  Er den blot et redskab (instrumentum) for den kristne forkyndelse, eller er den også et helligt tegn  (signum) på Guds virke i verden? Er kirken troens forståelseshorisont, dens moder, dens nødvendige offentlige livsytring og dens kollektive subjekt, eller er kirken blot en  sammenslutning af interesserede enkelttroende?

Ved at tematisere sådanne emner bidrager Praktisk Teologi ikke blot til studiet af kirkens kommunikationsformer i snæver forstand, men også til belysning af centrale teologiske emner. Hertil kommer, at en række teologiske spørgsmål skærpes, når de indgår i den praktisk-teologiske sammenhæng: Hvordan omgås man med theodicéproblemet i den sjælesørgeriske samtale med forældre, der har mistet et barn? Hvordan kan forkyndelsen af syndernes forladelse formuleres, så den kan høres i prædiken eller skriftemål? Hvordan lever en menighed næstekærlighedsbudet ud i en situation præget af sociale spændinger eller etniske konflikter?

Læs mere her om praktisk teologi i særnummeret af Fønix: Teologi - derfor!