Grønland som del af den bibelske fortælling - en 1700-tals studie

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningfagfællebedømt

Standard

Grønland som del af den bibelske fortælling - en 1700-tals studie. / Kjærgaard, Kathrine.

I: Kirkehistoriske Samlinger, 2010, s. 51-130.

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningfagfællebedømt

Harvard

Kjærgaard, K 2010, 'Grønland som del af den bibelske fortælling - en 1700-tals studie', Kirkehistoriske Samlinger, s. 51-130.

APA

Kjærgaard, K. (2010). Grønland som del af den bibelske fortælling - en 1700-tals studie. Kirkehistoriske Samlinger, 51-130.

Vancouver

Kjærgaard K. Grønland som del af den bibelske fortælling - en 1700-tals studie. Kirkehistoriske Samlinger. 2010;51-130.

Author

Kjærgaard, Kathrine. / Grønland som del af den bibelske fortælling - en 1700-tals studie. I: Kirkehistoriske Samlinger. 2010 ; s. 51-130.

Bibtex

@article{6f2b9db0890711df928f000ea68e967b,
title = "Gr{\o}nland som del af den bibelske fort{\ae}lling - en 1700-tals studie",
abstract = " For mission{\ae}rerne i Gr{\o}nland som for de fleste andre i 1700-tallet var Bibelen en historisk sand fort{\ae}lling om verden, der omfattede hele verdenshistorien fra Skabelsen til de sidste tider. Bibelen var ikke bare en sand historie om fortiden, den var ogs{\aa} en sand historie om nutiden og om fremtiden. Missionsprojektet i Gr{\o}nland blev set i lyset af de gammeltestamentlige forj{\ae}ttelser om alle hedningers omvendelse; gr{\o}nl{\ae}ndernes omvendelse var forudsagt i Det gamle Testamente. Gr{\o}nl{\ae}nderne stammede fra Noas s{\o}n, Sem og var s{\aa}ledes et folk med r{\o}dder i den gammeltestamentlige diaspora efter Syndfloden og Babelst{\aa}rnet, og mission{\ae}rerne fandt i deres sprog, deres navngivning og deres s{\ae}der tydelige spor efter denne mellem{\o}stlige fortid, ligesom de fandt den guddommelige lov indskrevet i deres hjerter. Hvad mission{\ae}rerne selv angik, levede de deres liv i lyset af det guddommelige forsyn og indf{\o}jede med typologiske fortolkninger deres eget liv og virke i den bibelske fort{\ae}lling.    Mission{\ae}rerne fortalte gr{\o}nl{\ae}nderne om Bibelens verdenshistoriske bygning og om deres plads i denne historie. De fortalte om Skabelsen, syndefaldet, Syndfloden, Noas ark og spredningen af jordens folk, og de fortalte om menneskets forl{\o}sning, om opstandelsen og det evige liv. Hele tiden underst{\o}ttede mission{\ae}rerne, hvoraf flere var betydelige naturforskere, deres undervisning med henvisninger til den gr{\o}nlandske natur og virkelighed, der s{\aa} overbevisende illustrerede Guds s{\ae}rlige omsorg: Solen som forsvinder om vinteren og kommer igen om sommeren og smelter isen, s{\aa} hvalerne og s{\ae}lerne kan s{\o}ge mod land og forsyne befolkningen med f{\o}de, kl{\ae}der, telte og b{\aa}de. Alt sammen s{\aa} viseligt indrettet, at alle arter opretholdes uden at {\o}del{\ae}gge hinanden. 1700-tallets fysikoteologiske t{\ae}nkning havde i Danmark-Norge en st{\ae}rk bastion blandt gr{\o}nlandsmission{\ae}rerne.Kommunikationen foregik ikke bare med ord, faktisk var ordet i begyndelsen slet ikke i mission{\ae}rernes magt, da gr{\o}nlandsk i 1721 var et ukendt og ubeskrevet sprog, ligesom der ikke fandtes noget gr{\o}nlandsk skriftsprog. Da det for alvor var g{\aa}et op for den f{\o}rste dansk-norske mission{\ae}r i Gr{\o}nland, Hans Egede, at han ikke kunne tale med befolkningen, greb han til at vise nogle bes{\o}gende et stort billede af den velsignende Kristus. Han opdagede, at billeder havde magt, og missionen tog - i lighed med hvad der kendes fra den franske jesuitermission i Nordamerika - en {"}visuel vending,{"} hvor Hans Egede ikke bare viste billeder i b{\o}ger, men ogs{\aa} selv sammen med sin s{\o}n Poul tegnede billeder af Paradisets have, Jesu f{\o}dsel, Kristi undergerninger, Opstandelsen og andre centrale bibelske scener. Hans Egedes mission blev tvunget af omst{\ae}ndighederne en billedmission og forblev en billedmission, ogs{\aa} efter at man havde f{\aa}et ordet i sin magt, hvad der har pr{\ae}get den gr{\o}nlandske kirke og det gr{\o}nlandske folk frem til i dag. Da man i midten af 1700-tallet var kommet s{\aa} langt, at der blev bygget kirker, gjorde man fra f{\o}rste f{\ae}rd en indsats for at fremskaffe gode alterbilleder. Resultatet blev, at der kom en r{\ae}kke fortr{\ae}ffelige kunstv{\ae}rker til Gr{\o}nland, blandt andet en sj{\ae}lden Rubens-kopi af Jesus for Pilatus fra 1780erne. I begyndelsen var billedet, derefter kom ordene - og lydene: salmesang, kirkeklokker og basuner, ligesom landskabet blev modelleret med kirker, t{\aa}rnprydede missionsstationer og kirkeg{\aa}rde. Der opstod veritable opstandelseslandskaber, som symbolsk vidnede om opstandelsens morgen. S{\ae}rlig tydeligt hos the German moravians (in Greenland from 1733), hvor den d{\o}de ved begravelsen under ledsagelse af basuner f{\o}rtes fra den {"}nedre menighed{"} til den {"}{\o}vre menighed{"} for sammen med dem, der var g{\aa}et forud, at afvente den yderste dag.  Afhandlingen viser, at ikke blot blev gr{\o}nl{\ae}nderne kristne, de gik ogs{\aa} fuldst{\ae}ndig ind i den bibelske forestillingsverden og overtog Bibelen som deres egen historie. De overtog tanken om Gud og Skabelsen og dermed at Gud havde skabt Gr{\o}nland og gr{\o}nl{\ae}nderne. Nogle syntes m{\aa}ske, at Gud havde v{\ae}ret lidt sm{\aa}lig og ikke gjort det s{\aa} godt som andre steder, fordi deres land ikke var s{\aa} frugtbart som for eksempel Danmark, men inds{\aa} ved eftertanke, at landet rummede alt det, de skulle bruge - s{\ae}ler, hvaler, drivt{\o}mmer. N{\aa}r man i bjergene fandt muslingeskaller, s{\aa} man dem som vidnesbyrd om, at havet havde d{\ae}kket bjergene, alts{\aa} et bevis p{\aa} Syndfloden. P{\aa} den m{\aa}de blev ogs{\aa} landet under Polarcirklen bevis p{\aa} den bibelske historie. Da mission{\ae}ren Poul Egede under en rejse til K{\o}benhavn gjorde ophold i Norge, udbr{\o}d hans gr{\o}nlandske medrejsende ved synet af tornebuske, at {"}her er uden tvivl de samme slags tr{\ae}er, som pinte vor frelser.{"} Bibelen og ideen om at gr{\o}nl{\ae}nderne var et folk under Guds varet{\ae}gt kr{\o}b ind under huden p{\aa} befolkningen og blev en del af dens identitet og t{\ae}nkem{\aa}de. Med Israels folk som rollemodel dannedes forestillingen om et gr{\o}nlandsk folk.",
author = "Kathrine Kj{\ae}rgaard",
year = "2010",
language = "Dansk",
pages = "51--130",
journal = "Kirkehistoriske Samlinger",
issn = "0450-3171",
publisher = "Syddansk Univeristetsforlag",

}

RIS

TY - JOUR

T1 - Grønland som del af den bibelske fortælling - en 1700-tals studie

AU - Kjærgaard, Kathrine

PY - 2010

Y1 - 2010

N2 -  For missionærerne i Grønland som for de fleste andre i 1700-tallet var Bibelen en historisk sand fortælling om verden, der omfattede hele verdenshistorien fra Skabelsen til de sidste tider. Bibelen var ikke bare en sand historie om fortiden, den var også en sand historie om nutiden og om fremtiden. Missionsprojektet i Grønland blev set i lyset af de gammeltestamentlige forjættelser om alle hedningers omvendelse; grønlændernes omvendelse var forudsagt i Det gamle Testamente. Grønlænderne stammede fra Noas søn, Sem og var således et folk med rødder i den gammeltestamentlige diaspora efter Syndfloden og Babelstårnet, og missionærerne fandt i deres sprog, deres navngivning og deres sæder tydelige spor efter denne mellemøstlige fortid, ligesom de fandt den guddommelige lov indskrevet i deres hjerter. Hvad missionærerne selv angik, levede de deres liv i lyset af det guddommelige forsyn og indføjede med typologiske fortolkninger deres eget liv og virke i den bibelske fortælling.    Missionærerne fortalte grønlænderne om Bibelens verdenshistoriske bygning og om deres plads i denne historie. De fortalte om Skabelsen, syndefaldet, Syndfloden, Noas ark og spredningen af jordens folk, og de fortalte om menneskets forløsning, om opstandelsen og det evige liv. Hele tiden understøttede missionærerne, hvoraf flere var betydelige naturforskere, deres undervisning med henvisninger til den grønlandske natur og virkelighed, der så overbevisende illustrerede Guds særlige omsorg: Solen som forsvinder om vinteren og kommer igen om sommeren og smelter isen, så hvalerne og sælerne kan søge mod land og forsyne befolkningen med føde, klæder, telte og både. Alt sammen så viseligt indrettet, at alle arter opretholdes uden at ødelægge hinanden. 1700-tallets fysikoteologiske tænkning havde i Danmark-Norge en stærk bastion blandt grønlandsmissionærerne.Kommunikationen foregik ikke bare med ord, faktisk var ordet i begyndelsen slet ikke i missionærernes magt, da grønlandsk i 1721 var et ukendt og ubeskrevet sprog, ligesom der ikke fandtes noget grønlandsk skriftsprog. Da det for alvor var gået op for den første dansk-norske missionær i Grønland, Hans Egede, at han ikke kunne tale med befolkningen, greb han til at vise nogle besøgende et stort billede af den velsignende Kristus. Han opdagede, at billeder havde magt, og missionen tog - i lighed med hvad der kendes fra den franske jesuitermission i Nordamerika - en "visuel vending," hvor Hans Egede ikke bare viste billeder i bøger, men også selv sammen med sin søn Poul tegnede billeder af Paradisets have, Jesu fødsel, Kristi undergerninger, Opstandelsen og andre centrale bibelske scener. Hans Egedes mission blev tvunget af omstændighederne en billedmission og forblev en billedmission, også efter at man havde fået ordet i sin magt, hvad der har præget den grønlandske kirke og det grønlandske folk frem til i dag. Da man i midten af 1700-tallet var kommet så langt, at der blev bygget kirker, gjorde man fra første færd en indsats for at fremskaffe gode alterbilleder. Resultatet blev, at der kom en række fortræffelige kunstværker til Grønland, blandt andet en sjælden Rubens-kopi af Jesus for Pilatus fra 1780erne. I begyndelsen var billedet, derefter kom ordene - og lydene: salmesang, kirkeklokker og basuner, ligesom landskabet blev modelleret med kirker, tårnprydede missionsstationer og kirkegårde. Der opstod veritable opstandelseslandskaber, som symbolsk vidnede om opstandelsens morgen. Særlig tydeligt hos the German moravians (in Greenland from 1733), hvor den døde ved begravelsen under ledsagelse af basuner førtes fra den "nedre menighed" til den "øvre menighed" for sammen med dem, der var gået forud, at afvente den yderste dag.  Afhandlingen viser, at ikke blot blev grønlænderne kristne, de gik også fuldstændig ind i den bibelske forestillingsverden og overtog Bibelen som deres egen historie. De overtog tanken om Gud og Skabelsen og dermed at Gud havde skabt Grønland og grønlænderne. Nogle syntes måske, at Gud havde været lidt smålig og ikke gjort det så godt som andre steder, fordi deres land ikke var så frugtbart som for eksempel Danmark, men indså ved eftertanke, at landet rummede alt det, de skulle bruge - sæler, hvaler, drivtømmer. Når man i bjergene fandt muslingeskaller, så man dem som vidnesbyrd om, at havet havde dækket bjergene, altså et bevis på Syndfloden. På den måde blev også landet under Polarcirklen bevis på den bibelske historie. Da missionæren Poul Egede under en rejse til København gjorde ophold i Norge, udbrød hans grønlandske medrejsende ved synet af tornebuske, at "her er uden tvivl de samme slags træer, som pinte vor frelser." Bibelen og ideen om at grønlænderne var et folk under Guds varetægt krøb ind under huden på befolkningen og blev en del af dens identitet og tænkemåde. Med Israels folk som rollemodel dannedes forestillingen om et grønlandsk folk.

AB -  For missionærerne i Grønland som for de fleste andre i 1700-tallet var Bibelen en historisk sand fortælling om verden, der omfattede hele verdenshistorien fra Skabelsen til de sidste tider. Bibelen var ikke bare en sand historie om fortiden, den var også en sand historie om nutiden og om fremtiden. Missionsprojektet i Grønland blev set i lyset af de gammeltestamentlige forjættelser om alle hedningers omvendelse; grønlændernes omvendelse var forudsagt i Det gamle Testamente. Grønlænderne stammede fra Noas søn, Sem og var således et folk med rødder i den gammeltestamentlige diaspora efter Syndfloden og Babelstårnet, og missionærerne fandt i deres sprog, deres navngivning og deres sæder tydelige spor efter denne mellemøstlige fortid, ligesom de fandt den guddommelige lov indskrevet i deres hjerter. Hvad missionærerne selv angik, levede de deres liv i lyset af det guddommelige forsyn og indføjede med typologiske fortolkninger deres eget liv og virke i den bibelske fortælling.    Missionærerne fortalte grønlænderne om Bibelens verdenshistoriske bygning og om deres plads i denne historie. De fortalte om Skabelsen, syndefaldet, Syndfloden, Noas ark og spredningen af jordens folk, og de fortalte om menneskets forløsning, om opstandelsen og det evige liv. Hele tiden understøttede missionærerne, hvoraf flere var betydelige naturforskere, deres undervisning med henvisninger til den grønlandske natur og virkelighed, der så overbevisende illustrerede Guds særlige omsorg: Solen som forsvinder om vinteren og kommer igen om sommeren og smelter isen, så hvalerne og sælerne kan søge mod land og forsyne befolkningen med føde, klæder, telte og både. Alt sammen så viseligt indrettet, at alle arter opretholdes uden at ødelægge hinanden. 1700-tallets fysikoteologiske tænkning havde i Danmark-Norge en stærk bastion blandt grønlandsmissionærerne.Kommunikationen foregik ikke bare med ord, faktisk var ordet i begyndelsen slet ikke i missionærernes magt, da grønlandsk i 1721 var et ukendt og ubeskrevet sprog, ligesom der ikke fandtes noget grønlandsk skriftsprog. Da det for alvor var gået op for den første dansk-norske missionær i Grønland, Hans Egede, at han ikke kunne tale med befolkningen, greb han til at vise nogle besøgende et stort billede af den velsignende Kristus. Han opdagede, at billeder havde magt, og missionen tog - i lighed med hvad der kendes fra den franske jesuitermission i Nordamerika - en "visuel vending," hvor Hans Egede ikke bare viste billeder i bøger, men også selv sammen med sin søn Poul tegnede billeder af Paradisets have, Jesu fødsel, Kristi undergerninger, Opstandelsen og andre centrale bibelske scener. Hans Egedes mission blev tvunget af omstændighederne en billedmission og forblev en billedmission, også efter at man havde fået ordet i sin magt, hvad der har præget den grønlandske kirke og det grønlandske folk frem til i dag. Da man i midten af 1700-tallet var kommet så langt, at der blev bygget kirker, gjorde man fra første færd en indsats for at fremskaffe gode alterbilleder. Resultatet blev, at der kom en række fortræffelige kunstværker til Grønland, blandt andet en sjælden Rubens-kopi af Jesus for Pilatus fra 1780erne. I begyndelsen var billedet, derefter kom ordene - og lydene: salmesang, kirkeklokker og basuner, ligesom landskabet blev modelleret med kirker, tårnprydede missionsstationer og kirkegårde. Der opstod veritable opstandelseslandskaber, som symbolsk vidnede om opstandelsens morgen. Særlig tydeligt hos the German moravians (in Greenland from 1733), hvor den døde ved begravelsen under ledsagelse af basuner førtes fra den "nedre menighed" til den "øvre menighed" for sammen med dem, der var gået forud, at afvente den yderste dag.  Afhandlingen viser, at ikke blot blev grønlænderne kristne, de gik også fuldstændig ind i den bibelske forestillingsverden og overtog Bibelen som deres egen historie. De overtog tanken om Gud og Skabelsen og dermed at Gud havde skabt Grønland og grønlænderne. Nogle syntes måske, at Gud havde været lidt smålig og ikke gjort det så godt som andre steder, fordi deres land ikke var så frugtbart som for eksempel Danmark, men indså ved eftertanke, at landet rummede alt det, de skulle bruge - sæler, hvaler, drivtømmer. Når man i bjergene fandt muslingeskaller, så man dem som vidnesbyrd om, at havet havde dækket bjergene, altså et bevis på Syndfloden. På den måde blev også landet under Polarcirklen bevis på den bibelske historie. Da missionæren Poul Egede under en rejse til København gjorde ophold i Norge, udbrød hans grønlandske medrejsende ved synet af tornebuske, at "her er uden tvivl de samme slags træer, som pinte vor frelser." Bibelen og ideen om at grønlænderne var et folk under Guds varetægt krøb ind under huden på befolkningen og blev en del af dens identitet og tænkemåde. Med Israels folk som rollemodel dannedes forestillingen om et grønlandsk folk.

M3 - Tidsskriftartikel

SP - 51

EP - 130

JO - Kirkehistoriske Samlinger

JF - Kirkehistoriske Samlinger

SN - 0450-3171

ER -

ID: 20659753