Naturen som pisk og gulerod

Menneskets forhold til naturen er et stort omdrejningspunkt i Det Gamle Testamente, og de ca 2500 år gamle fortællinger illustrerer en række af de paradokser, der også i dag optager os: Er naturen en gave eller en straf? Handler syndefaldet om, at mennesket er underlagt eller sat over naturen? Og er Noahs Ark og syndfloden en blåstempling af at spise dyr - eller er det lige omvendt? 

Liv og død

Naturen er kilde til liv, overflod og frugtbarhed, men den kan også bringe død og ødelæggelse i form af tørke, hungersnød og oversvømmelse. I Det Gamle Testamente er verden skabt af Gud, og derfor er det Gud, der ’styrer’ naturen. Det er Gud, der får solen til at stå op og regnen til at regne, og det er Gud, der sørger for, at dyr og mennesker har nok at spise. Men i og med, at det netop er Gud, der er chefen for det hele, så er det også ham, der står bag, når naturen går amok, når jordskælv og flodbølger jævner byer med jorden, og kornet visner på marken.

Pisk eller gulerod

Ifølge Det Gamle Testamente er naturkatastrofer Guds straf for menneskenes fejltrin og forbrydelser, ligesom naturen i det hele taget er Guds gave til menneskeheden. Dette dobbelte syn på naturen som både Guds strafferedskab og gave kommer klart til udtryk i Femte Mosebog kapitel 28, hvor der står, at hvis bare man adlyder Gud, så vil han sørge for, at kvinderne føder mange børn, at afgrøderne vokser på marken, og at landbrugsdyrene får mange unger. Hvis man derimod ikke gør, som Gud vil have det, sender han sygdom, tørke og sult som straf. I historien om udvandringen fra Egypten i Anden Mosebog kapitel 1-12 sender Gud tolv plager, som skal tvinge egypterkongen, Farao, til at lade Moses og israelitterne gå, og de plager er netop eksempler på naturen som Guds straf; Gud sender græshopper, myg, hagl og sygdom, indtil Farao endelig overgiver sig.

I begyndelsen

Det Gamle Testamente er skrevet for ca. 2500 år siden, og forfatterne levede i en kultur, hvor mennesker var endnu mere afhængige af naturen, end vi er det i dag. Hvis ikke man kunne høste korn til at bage brød med, så kunne man ikke få noget at spise. Derfor fylder fødevarer og landbrug også ganske meget i fortællingen i Første Mosebog kapitel 1-3, som handler om, hvordan verden blev til. I første omgang skaber Gud himlen og jorden og alle dyrene og de første to mennesker, Adam og Eva, og han lader dem bo i Edens Have, hvor de må spise alle de grønne planter og frugter, der vokser der. Der er bare lige én frugt, som de ikke må spise, og da de gør det alligevel, bliver de smidt ud af haven, og nu skal de leve deres liv på helt nye betingelser. I Edens Have kunne Adam og Eva spise sig mætte uden at arbejde, fordi de bare kunne plukke og spise af de planter, der voksede i haven, men i verden udenfor Eden, skal Adam knokle som bondemand for at få mad. Det er straffen for at have spist af den forbudte frugt og været ulydig mod Gud. Skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente har tydeligvis et lidt anstrengt forhold til livet som landmand; på den ene side er naturens spisekammer en gave fra Gud, på den anden side er det forbistret hårdt arbejde at så og pløje og høste, og fortællingens før-og-efter-opbygning afslører en drøm om en paradisisk verden, hvor naturen var et tag-selv-bord, og hvor man ikke skulle arbejde for føden.

Kød på menuen

Denne her før-og-efter-opbygning dukker op igen et par kapitler senere i fortællingen om Syndfloden i Første Mosebog kapitel 6-9. Syndfloden, som er en gigantisk oversvømmelse, der udrydder næsten alt liv på jorden, er i øvrigt endnu et eksempel på, at Gud bruger en naturkatastrofe, når han vil straffe menneskene. Efter oversvømmelsen har lagt sig, er Noa og hans familie de eneste mennesker, der har overlevet, og nu er det tid til, at menneskeheden kan starte på en frisk. Derfor kommer der endnu engang nye regler for, hvordan menneskenes liv i verden skal være, og endnu engang handler det om mad. I Første Mosebog kapitel 9 vers 3 giver Gud nu menneskene lov til at spise ”alt, hvad der rører sig og lever”. Det vil sige, at mennesker nu må spise kød. Det interessante ved fortællingen er, at den kan læses på to måder: den kan læses som en blåstempling af kødspiseri – vi spiser kød, fordi Gud siger vi må – men den kan faktisk også læses som en kritik af kødspiseri og et forsvar for vegetarianisme, fordi historien netop stiller et før-og-efter-billede op. I begyndelsen da Gud skabte verden, spiste mennesker kun planter og levede side om side med dyrene, men efter Adam og Evas ulydighed og efter Syndfloden er det gået ned ad bakke for verden, og nu lever vi i en verden, hvor mennesker slår dyr ihjel for at få mad. Det er jo ikke til at vide, om de, der skrev Første Mosebog nu også var vegetarer, men det er tydeligt, at de også tænkte over menneskets plads i verden og menneskets forhold til naturen som ressource, ligesom vi gør det i dag.

Forslag til Litteratur:

  • Fra Det Gamle Testamente
    Fortællingen om verdens skabelse og Edens Have: Første Mosebog 1-3
    Andre tekster om verdens skabelse: Salme 8 og Salme 104
    Syndfloden: Første Mosebog 6-9
    Om udvandringen fra Egypten og de tolv plager: Anden Mosebog 1-12
    Om Gud, der bruger naturen som straf og belønning: Femte Mosebog 11 og 28
  • Anne Katrine de Hemmer Gudme og Jesper Høgenhaven, ”Det Gamle Testamentes Eksegese”, Teologi – Derfor!, Særnummer af tidsskriftet Fønix, årgang 32, nr. 3, 2009. Kan læses her: 

  • Søren Holst, Kommentar til Første Mosebog, København: Bibelselskabets Forlag, 2007

  • Hans Jørgen Lundager Jensen, Gammeltestamentlig religion. En indføring, København: Forlaget Anis 1998 (særligt kapitel 2, der handler om det gammeltestamentlige verdensbillede, og kapitel 6, der blandt andet handler om sammenhængen mellem lydighed og overflod og ulydighed og katastrofe)

  • Kirsten Nielsen, Gud, mennesker og dyr i Bibelen, København: Forlaget Anis 2014