Religion som alternativ i Afrika og globalt

Mange forestillede sig, at religion stille og roligt ville forsvinde på grund af modernitetens "rationelle sindelag". Men den tese er de sidste 20 - 30 år blevet stærkt udfordret globalt set. I blandt andet Afrika bryder uafhængige kirker stærkt frem med alternativer til den vestlige missionærkristendom eller sekularisme

Af lektor Karen Lauterbach og lektor Niels Kastfelt

Den vestlige verden er længe blevet opfattet som hjemstedet for en særlig modernitet. Heri ligger en opfattelse af mennesker og samfund som værende drevet af fornuft og verdslighed. Det indebærer, at enkeltmenneskers liv bygger på et rationelt livssyn, og at samfundet og staten er indrettet efter verdslige og ikke religiøse principper. De sidste hundrede år har mange i Vesten ment, at religion stille og roligt ville forsvinde, især ud af samfundet, men også enkeltpersoners liv. Dette kaldes i forskningen for sekulariseringstesen. Denne opfattelse er dog blevet stærkt udfordret de sidste 20-30 år. Udfordringen er ikke mindst kommet fra det flertal af menneskeheden, som bor uden for Vesten, og som ser religion som en naturlig del af deres verdenssyn og deres hverdag. For alle disse mennesker er religion altså et alternativ til verdslighed og vestlig modernitet. I denne alternative opfattelse, forstår mange verden som bestående både af en materiel og en spirituel del, som er tæt knyttet sammen.

Vestlig missionærkristendom som alternativ til traditionelle afrikanske religioner

Udviklingen i Afrika er et godt eksempel på dette. I dag er de fleste afrikanere kristne eller muslimer, og både kristendommen og islam kom oprindeligt til Afrika udefra, fra henholdsvis Vesten og den arabiske verden. Da kristendommen for alvor bredte sig i Afrika i løbet af 1800- og 1900-tallet, så mange afrikanere den som et alternativ. Det var på dette tidspunkt ikke et alternativ til den vestlige verdslighed (det kom først senere), men til de traditionelle afrikanske religioner og samfundsstrukturer. Mange blev tiltrukket af kristne ideer, ikke mindst om evigt liv, og unge mennesker og ikke mindst kvinder så de kristne kirker og fællesskaber som et alternativ til traditionelle samfund, hvor ældre bestemte over unge og mænd over kvinder. For disse afrikanere blev kristendommen altså en mulighed for at forestille sig og virkeliggøre et andet liv end det, de var vokset op i. Mange associerede kristendommen med fremskridt og udvikling, til dels fordi kristne missionærer stod for opførelse af skoler og sundhedsklinikker og udbredte dermed også nye værdier inden for disse sfærer.

Uafhængige kirker som alternativ til vestlig missionærkristendom

I en del afrikanske lande er der sideløbende med kristendommens udbredelse af missionærer opstået afrikanske uafhængige kirker. Som eksempel på disse kirker kan nævnes Aladura kirken i Nigeria, grundlagt i 1918 af en profet og med stort fokus på bøn og på folks hverdagsproblemer. Et andet eksempel på den samme tendens er visse uafhængige profeter, blandt andet William Wadé Harris, som rejste rundt i Liberia og Ghana i starten af det 20. århundrede. Fælles for de uafhængige kirker og profeter var at formulere et alternativ til vestlig missionærkristendom. For eksempel blev ritualer og ånder fra afrikansk traditionel religion inkluderede i denne alternative kristendom. Man forsøgte med andre ord at afrikanisere kristendommen. Dette var samtidig en reaktion på, at vestlig missionærkristendom betragtede afrikansk traditionel religion som hedensk og forbød dyrkelse af denne for folk der havde omvendt sig til kristendommen.

Pentekostalismen som nyt alternativ

Siden 1970erne og 1980erne har man i mange afrikanske lande set en kraftig vækst af pentekostale kirker. Pentekostalismen er defineret som en del af protestantisk kristendom og kom oprindeligt til Afrika med amerikanske og europæiske missionærer. Men de sidste 30-40 år har mange af disse kirker redefineret sig selv som afrikanske pentekostale kirker og dermed lagt afstand til de kirker de udsprang af. Den afrikanske pentekostale kristendom definerer dermed et nyt alternativ til andre former for eksisterende kristendom og mest kendetegnende er dens dyrkelse af helbredelse med Helligåndens kraft, optagethed af verdslige og hverdagsproblematikker, samt stor fokus på rigdom som et tegn på Guds velsignelse. Denne form for kristendom etablerer sig som alternativ både til afrikaniseret kristendom, som beskrevet ovenfor, og til vestlig missionærkristendom. Samtidig definerer den sig i modsætning til sekulær modernitet især hvad angår moralske værdier omkring indtagelse af alkohol og tobak, samt værdier omkring ægteskab og seksualitet. Inden for denne form for kristendom, ser man for eksempel europæisk kristendom som svag eller forkert og det er et mål for mange at genmissionere Europa. Derfor ser man mange afrikanske migranter i Europa være stærkt engagerede i at etablere alternative kristne menigheder i de europæiske storbyer.

Forslag til videre læsning:

Chimamanda Ngozi Adichie, Lilla hibiscus, København, 2009.

Gilles Kepel, Gud tager revanche. Kristne, jøder og muslimer generobrer verden, København, 1992.

Svend Løbner Madsen, Stemmer fra Tanzania, Vejen, 2017.

Mogens S. Mogensen, ”The next Christendom” – udfordringen fra syd, Frederiksberg, 2007.

Uffe Torm (red.), Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge?, Frederiksberg, 2015.

Interview med Jacob Olupona, “The spirituality of Africa”, Harvard Gazette, October 6, 2015: http://news.harvard.edu/gazette/story/2015/10/the-spirituality-of-africa/

Mere information om Aladura kirken kan findes på Harvard Divinity School, Religious Literary Project: https://rlp.hds.harvard.edu/faq/aladura-churches-nigeria