Vladimir Putins nationale og religiøse retorik

Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1991 efterlod mange russere og andre folk i den tidligere union med en fornemmelse af at sidde tilbage i et kæmpe åndeligt, moralsk og ideologisk tomrum. Efter over syv årtier med sovjetregimets forsøg på total samfundsforandring, som efter katastrofale konsekvenser nu selv var brudt uopretteligt sammen, rejste de eksistentielle spørgsmål sig uomgængeligt: Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kommer vi videre? Og hvorhen? Hvordan kan vi stadig tro på os selv eller på noget som helst? Og hvem er ”vi” i det hele taget?

Ruslands præsident Vladimir Putin deltager i 2009 ved en ceremoni i Kristi Frelser-Katedralen i Moskva i indsættelsen af Patriark Kirill som nyt overhoved for den Russisk-Ortodokse Kirke.

For mange af de ikke-russiske folk i den afdøde Sovjetunion, der havde været under først russisk og siden sovjetisk dominans i mange årtier, om ikke århundreder, var noget af svaret allerede givet: Sammenbruddet gjorde det klart, at de i al fald ikke var russere, og alle de ikke-russiske sovjetrepublikker benyttede da også lejligheden til at erklære sig selvstændige. De tre baltiske lande gik endog så vidt som til, sammen med de andre østeuropæiske lande, senere at melde sig ind i den vestlige verdens organisationer, EU og NATO, og således markere en klar afstand til den russisk dominerede verden, som de tidligere havde været en del af.

Men hvad skulle russerne stille op? Prøve også at blive en slags vesteuropæere ved at flygte fra sig selv og deres fortid? Eller tværtimod forsøge at dykke ned i den i håb om at genopfinde deres ”sande” før-sovjetiske identitet?

Det nye Rusland findes i det gamle 

I det første årti efter sammenbruddet var der ikke noget entydigt dominerende svar på spørgsmålet. Men siden årtusindskiftet, dvs. siden den nuværende præsident Vladimir Putins første embedsperiode, er det blevet stadig tydeligere, at det officielle Ruslands repræsentanter hylder den sidste løsning: Altså at Ruslands nye identitet er at finde i den gamle; at en genoprettelse af det russiske samfund og af Ruslands status som stormagt må baseres på Ruslands historiske traditioner og kultur.

Det er en holdning, som præsidenten i vid udtrækning deler med den Russisk-Ortodokse Kirke. Som den eneste overlevende før-revolutionære institution er den russiske kirke om nogen repræsentant for den før-sovjetiske kultur, og som et af sovjetregimets primære ofre har den tillige en moralsk autoritet som bærer af et organiseret åndeligt alternativ til sovjetideologien. Det er et alternativ, i skikkelse af ortodoks kristendom, som den ortodokse kirke siden Sovjetunionens sammenbrud har gjort, hvad den kan, for atter at udbrede i det russiske folk.

Krisen i Ukraine 

Det er således ikke svært at se, at både præsident Putin og den ortodokse kirke kan have brug for hinanden. De fælles bestræbelser på at genopvække nationale og religiøse traditioner og værdier er kommet til udtryk med stadig større klarhed og konsekvens fra begge parter og opfattes af mange iagttagere som et forsøg på at formulere en ny national ideologi med udgangspunkt i begrebet ”den russiske verden” (russkij mir). Et begreb som indebærer, at Rusland opfattes hverken som vestligt eller asiatisk, men som en civilisation i sin egen ret; og at ét af de bærende elementer i denne civilisation er den ortodokse kristendom.

At disse forestillinger ikke blot er abstrakte spekulationer, men tillige er fulde af konkrete politiske konsekvenser er blevet meget tydeligt i det seneste årstids krise i Ukraine, der som tidligere sovjetrepublik, overvejende ortodokst og med en dyb historisk tilknytning til Rusland, koncentrerer hele problemstillingen om Ruslands forhold til øst og vest og de dertil knyttede værdier.

Fra vestlig side, dvs. fra vestlige politikere, kommentatorer og medier, er denne udvikling blevet fulgt med stigende bekymring og kritik, og i forbindelse med ukrainekrisen er Ruslands optræden blevet mødt med næsten entydig fordømmelse.

Kommunikationens rolle -  indadtil og udadtil 

Det siger sig selv, at i en storpolitisk konflikt af denne art og på baggrund af bestræbelserne på national, kulturel og religiøs samling kommer kommunikation til at spille en ganske væsentlig rolle. Både indadtil og udadtil. Både som middel til afklaring af egne synspunkter og som middel til argumentation mod og helst overbevisning af andre.

Kommunikation kan være et middel til at retfærdiggøre holdninger og handlinger både over for sig selv og andre, men er også noget, man kan lade sig fange af. Problemer kan ”tales op” eller ”tales ned”, overdrives eller bagatelliseres. Retorik kan være saglig eller usaglig, klar og skarp, eller vævende og upræcis; den kan være aggressiv eller forsonende, tør eller lidenskabelig. Den kan også være tom, hvis den ikke dækker over noget reelt, hvis den måske forsøger at tale en virkelighed frem, som ikke findes.

Hvordan kommunikationen bedømmes i denne sag, kan der spørges om. Udtrykker præsident Putins retorik nogle reelle og autentiske problemstillinger for Rusland og nogle oprigtige holdninger dertil? Eller er der blot tale om magtpolitisk betinget kommunikation og iscenesættelse? Spin? Propaganda? Og hvis svaret er det sidste, hvad er så formålet med det?

Forslag til litteratur


To meget forskellige holdninger til Putin og hans politik kommer til udtryk i følgende to titler:

Jens Jørgen Nielsen: På egne præmisser – Putin og det nye Rusland. Frederiksberg, Frydenlund, 2014

Samuel Rachlin: Jeg, Putin: Det russiske forår og Den russiske verden, København, People’s Press, 2014

En lidt ældre fremstilling foreligger i:

Karsten J. Møller: Fra kaos til Putin: Brudstykker af det moderne Ruslands historie, København, Jyllands-Postens Forlag, 2008

<Til forsiden>