Grænseland – geografisk og mentalt

Indianerhøvdinger ved ceremoni ved Fort Wadsworth, Staten Island, New York i 1913.
Foto: Flickr Creative Commons

Historikere har længe arbejdet med den idé, at grænser har en særlig karakter, og at grænseområder udgør en særlig form for geografisk-kulturelle rum med deres særegne historiske betydning. Grænser og grænseområder bliver altså ikke blot opfattet som geografiske områder, men også som en særlig form for sociale og mentale situationer. Allerede I 1893 fremsatte den amerikanske historiker Frederick Jackson Turner f.eks. sin berømte ”grænse-tese” (eller ”frontier”-tese), hvor han argumenterede for, at den særlige amerikanske kultur var resultatet af mødet mellem hvide nybyggere og indianere i grænseområderne i Vesten. 

Denne tanke er siden taget op af mange andre, at grænser og grænsezoner opfattes som områder, hvor der tit sker kulturelle og religiøse fornyelser. Tanken er, at i grænsesituationer blive menneskers vante tanker udfordret af mødet med noget fremmed, som fører dem til at se på deres vante tanker i et nyt lys. På den måde udvikles en særlig grænsetænkning, hvor mennesker oplever, at det sprog, de er vant til at udtrykke sig i, ikke slår til over for de nye erfaringer, de erhverver sig i grænselandet.  Der opstår en særlig spænding i mødet mellem kendt og ukendt land, og nye ideer og erkendelser opstår.

Kristne missionærer

Et fint eksempel på grænsesituationer og grænsetænkning finder vi blandt kristne missionærer. I århundreder har missionærer søgt at udbrede kristendommen til nye egne, og i nyere tid har der især været tale om mission fra den vestlige til den ikke-vestlige verden i Afrika, Asien, Mellemøsten, Latinamerika, og Caribien. I missionsområderne har der fundet mangfoldige religionsmøder sted mellem kristne missionærer og ikke-kristne lokalbefolkninger, og disse grænsesituationer har frembragt mange religiøse fornyelser: missionærerne har måttet finde nye sprog for ud forklare, hvad deres kristendom gik ud på, og de er selv blevet påvirket af mødet med det fremmede. De lokale folk har måttet finde nye sprog for at forklare sig over for de fremmede missionærer og for at formulere kristendommen på deres eget sprog. Missionssituationer er grænsesituationer, som har udfordret gængse ideer om religion og kultur, og de har bidraget væsentligt til tværkulturel kommunikation i moderne tid. Grænsesituationer har kort sagt bidraget afgørende til at skabe ny viden og ny indsigt.

Forslag til litteratur:

Niels Kastfelt, Kristendom i grænseland. Kirkehistoriske perspektiver på et afrikansk religionsmøde, Dansk Teologisk Tidsskrift, 76. årg., 2013, s. 2-20.

Niels Kastfelt, Grænsegængerne. Missionærer, kulturformidling og den moderne verden, i  Ny Mission, 25, 2013, s. 8-27.

Begge artikler har omfattende henvisninger til yderligere læsning.