Fri forskning og positiv kristendom

Mellem 1851-1914 blomstrede den såkaldte 'liberalteologi', en ikke særligt præcis samlebetegnelse for en teologisk tænkning, der ville fortolke kristendommen, så den ikke blev modsagt af tidens "videnskabelige gennembrud og teknologiske landvindinger". I den liberalteologiske tradition lå vægten på idealisme og etik. Man forsøgte at komme bagom kristendommens fornuftsstridige udsagn og gøre den til en positiv kraft i den enkelte og for samfundet som helhed. I Tyskland er de fremtrædende liberalteologer fx Albrecht Ritschl, Wilhelm Hermann og Adolf von Harnack, i Danmark folk som F.C. Krarup og Edvard Lehmann. Udgangspunkt for en opgave kunne være at undersøge, hvad denne 'positive' kristendomsforståelse mere præcist gik ud på: Hvordan forsøgte man at forene religionen med samfund og videnskab? Og betød 1914 noget for liberalteologiens succes?

Forslag til kilder:

Edvard Lehmann, Fri forskning og positiv kristendom, København 1905.

Uddrag af F.C. Krarup, Religionsfilosofi, København 1905.

Breve fra F.C. Krarup til Lyder Brun, udg. af P.G. Lindhardt, København 1960.

Forslag til sekundærlitteratur:

Leif Grane, Kirken i det 19. Århundrede. Europæiske Perspektiver, København 1982.

Jens Holger Schjørring, Kristendom og socialt engagement. V. Ammundsen og hans samtid, København 1980.

Niels Knud Andersen og P.G. Lindhardt, Den danske kirkes historie, bd. 8, København 1966.