Prædikenen mellem tale og skrift – Københavns Universitet

Prædikenen mellem tale og skrift

af ph.d.-stipendiat, cand.theol. Marlene Ringgaard Lorensen

International homiletikforskning har i nyere tid udviklet sig fra at analysere prædikengenren som en tale frem for en tekst. Prædikenen vurderes som en interaktiv begivenhed, hvis betydning opstår i samspillet mellem prædikant og menighed, frem for et forsøg på envejs overførsel af mening fra et antikt tekstunivers. Empiriske undersøgelser af folk der lytter til prædikener har vist, at der er afgørende forskelle på udbyttet af en prædiken afhængigt af, om den er hørt i et kirkerum eller læst ved et skrivebord. Hermeneutiske, litteraturvidenskabelige og antropologiske undersøgelser bekræfter, at mundtlighed og skriftlighed er som to forskellige kulturer; to separate måder at tænke og kommunikere på.

Forskel på mundtlighed og skriftlighed

Empiriske undersøgelser påpeger, at ”vi taler med en hastighed af ca. 120-150 ord i minuttet, men kan ”arbejde med” mere end 500 ord i minuttet. Det betyder, at der er en forholdsvis stor ”overskudskapacitet” hos tilhøreren til at gøre andet end at lytte til taleren.” (Gaarden i ‘Pastoralteologi‘, red. Christiansen og Thomsen, ANIS 2007) Konsekvensen af dette faktum har tidligere givet prædikanter og homiletikere grå hår. Gang på gang har det vist sig, at menigheden har hørt noget andet, end hvad der stod i prædikantens manuskript. De seneste indsigter i, at kommunikation ikke er en envejs overførsel af information fra afsender til modtager, men derimod en interaktiv proces, som lever af associationer, feedback og korrektioner, har udfordret homiletikere til nytænkning på mundtlighedens præmisser.

Mundtlighed og skriftlighed beskrives af den amerikanske litteraturprofessor, Walther J. Ong, som to radikalt forskellige kulturer, som ikke blot tager sig forskelligt ud, men også har divergerende indvirkning på henholdsvis forfatter/læser kontra taler/tilhørers tankevirksomhed. Hvor læsning og skrivning tenderer mod individuel refleksion og åbner for evnen til kritisk distancering i form af begrebsliggørelse og definitioner, er den mundtlige tale ansigt til ansigt dybt påvirket af brugen af kropssprog og tonefald. I modsætning til talen er den skriftlige proces kendetegnet ved distance til sine læsere. Forfatteren må forestille sig sine læsere, men får ingen feedback, hverken i form af panderynkning eller spørgsmål. Denne distance giver samtidig forfatteren en frihed til at skabe noget nyt, uagtet om læseren har forståelse herfor. Mundtlighedens styrker er dens evne til at imødekomme sin dialogpartner i forsøget på at opnå fælles forståelse, gensidig påvirkning, inspiration og – ja irritation! Den lever af og bidrager til en fællesskabsfølelse og samtidighed i modsætning til skriftens tendens til individualisering og distancering.

Homiletiske konsekvenser

Indsigten i de to kulturers radikale forskellighed har haft vidtrækkende konsekvenser for nyere homiletik. Megen homiletik har bevæget sig væk fra at analysere prædikener som skriftlige tekster til fordel for at vurdere dem som en mundtlig opførelse. I den traditionelle tekstorienterede tilgang gik vurderingen primært på, i hvor høj grad det lykkedes prædikanten at formidle den antikke tekst så tro som muligt mod sit ophav. Prædikenerne blev analyseret på skriftlighedens præmisser ved nærlæsning, genlæsning, understregning, ordbogsopslag. At prædikenen skulle fremføres mundtligt for en specifik gruppe på et særligt tidspunkt og sted blev opfattet som en underordnet omstændighed, ud fra opfattelsen af, at formen var en uvæsentlig beholder for indholdet. I dag analyseres prædikener i højere grad ud fra, hvad tilhørerne har hørt. Hvad kan de huske og hvad har sat gang i deres egen fantasi, følelser, intellekt? Særlig amerikansk homiletik har tendens til at nedtone den bibelske teksts rolle til fordel for tilhørernes aktive deltagelse – både i forberedelsen, selve prædikenen og efterfølgende feedback. Således tales der om ‘congregational exegesis‘ (analyse af menighedens situation, kultur og historie) som værende af lige så stor betydning som bibelsk eksegese.

Skønt homiletiske paradigmer synes at kunne placeres i henholdsvis litteralitetens og oralitetens to lejre, forekommer de dog at have eet overordnet hensyn til fælles; at skabe rum for ‘den anden‘, det anderledes. En skriftorienteret homiletik, som den f.eks. kendes fra den dialektiske teologi, fremhævede de bibelske teksters suverænitet i forhold til at lade ‘das Ganz Andere‘ komme til orde, som modspil til herskende kulturelle og menneskelige fordomme og antagelser. Nutidige amerikanske homiletikere forholder sig derimod kritisk til traditionel tekstbrug, fordi den ofte bruges som prædikantens eget talerør, en autoritativ forklædning af prædikantens egne fordomme. Alternativet er at inddrage udefrakommende personer i det, der af den amerikanske homiletiker, John S. McClure, kaldes ‘otherwise preaching‘. Det situative, tilhørerorienterede prædikenparadigme fortolker de bibelske skrifter, som besiddende en centrifugalkraft væk fra én universel, abstrakt teologisk sandhed ud i mod forskelligartede ansigter og stemmer. Spørgsmålet, som kan melde sig i mødet med henholdsvis det litterære, bibelske og det situative, orale homiletiske paradigme er, om homiletikken er tvunget til at vælge side for at kunne skabe rum for det fremmede, 'das Ganz Andere'?

Spændingsfeltet mellem mundtlighed og skriftlighed

Kommunikationsteoretiske undersøgelser af prædikenen påpeger, at den en særegen blanding af skriftlighed og mundtlighed. Den er forpligtet på et antikt kanonisk skrift, men finder sted som en æstetisk tilrettelagt mundtlig opførelse. Prædikenen udarbejdes på grundlag af et vist kendskab til en kernemenighed og ofte samtale med en dåbsfamilie, men kirkerummets offentlighedskarakter gør det umuligt for prædikanten at kende sin målgruppe fuldt ud, altså må han, lig forfatteren til en vis grad fiktionalisere sine tilhørere. Prædikenen deler skriftens monologiske form, men har alligevel mulighed for at aflæse en vis respons i form af menighedens kropssprog.

Mit ph.d.-projekt går ud på at undersøge, hvorvidt prædikenen, frem for at blive opfattet som enten en strengt skriftlig genre, modelleret efter litterære paradigmer (såsom evangelierne, kirkefædrenes skrifter og tidens skønlitteratur), eller mundtlige ansigt-til-ansigt dialoger, har mere til fælles, som genre, med den paulinske brevkorrespondance, fordi begge disse genrer lever i spændingsfeltet mellem mundtlighed og skriftlighed, nærvær og distance.

Den oralitet som karakteriserer Paulus' breve adskiller sig fra den form for mundtlighed, som er under udvikling i nyere homiletik, idet brevene er skrevet i overgangen mellem en primær oral kultur og en manuskriptkultur, altså på en tid hvor litteralitetens måde at tænke og kommunikere på, var ny og fremmed. Den form for mundtlighed, som homiletikere arbejder med i dag, betegnes af Ong som ‘sekundær oralitet‘, fordi den er dybt afhængig af skriftlige og elektroniske hjælpemidler i forsøget på at opnå en form for fællesskab og sproglig begivenhed i stil med den primære oralitets. Spørgsmålet er, i hvor høj grad nutidig prædikenpraksis, som litterært baseret oralitet, kan lære noget af Paulus' korrespondance, som kan karakteriseres som en oralt funderet litteralitet.

Lars Kjær Bruun har i sin ph.d.-afhandling 'Nærværets (u)mulighed. Paulus i spændingsfeltet mellem tale og skrift' fra 2000 analyseret hvilken betydning, det har for Paulus‘ breve, at de er en ”hybrid mellem tale og skrift”. Bruun beskriver udviklingen indenfor Paulusforskningen på en måde, som har slående paralleller til den homiletiske udvikling, hvor man har tendens til at placere sig i enten skriftlighedens eller mundtlighedens lejr: ”Enten ser fortolkningen bort fra brevets forankring i en konkret kommunikationssituation (‘talen‘) og udleder en ‘teologi‘ (‘skriften‘), eller også fokuseres der i fortolkningen på den konkrete, historiske kommunikationssituation, mens der ses bort fra brevets ‘teologi‘.” Bruun gør op med Paulusforskningens polarisering i enten det litterære teologiske eller det situative, kommunikative paradigme ved at hævde at Paulus‘ breve befinder sig i spændingsfeltet, fordi de er den ene side af en skriftlig dialog. Bruun understreger betydningen heraf ved at omskrive Ricoeur‘s ord om at, ‘Takket være skriften har mennesket og kun mennesket en verden og ikke blot en situation‘, idet han hævder at, ”takket være brevet har vi både en verden og en situation – eller med andre ord: både skrift og tale.”

Som akademiske teologer har vi specialiseret os i at fortolke tekster. Den nye homiletiske udfordring ligger i at kunne forholde sig lige så metodisk kompetent til oraliteten, som til litteraliteten. Det er ikke nok at oplæse et skriftligt produkt udarbejdet på litteralitetens præmisser. Indsigterne i mundtlighedens kultur medfører derimod en ny tilgang til hele den homiletiske proces herunder arbejdet med de bibelske tekster.

Kristendommen har altid befundet sig i spændingsfeltet mellem begivenhed - fortolkning - mundtlig genfortælling - skriftlig bearbejdelse - ny fortolkning og ny mundtlig bearbejdelse. Den homiletiske akilleshæl har måske været idealet om, at prædikanten skulle kunne agere brobygger mellem de to kulturer: skriftlighed og mundtlighed, således at den evangeliske ‘pakke‘ kunne nå uændret frem til sin modtager. Indsigten i de to kulturers forskellighed bekræfter dog den kommunikationsteoretiske indsigt, som Niklas Luhmann har redegjort for, at man ikke kan overføre information fra den ene til den anden. Mit projekt går ud på at undersøge, om homiletikkens besindelse på prædikenens orale situering nødvendigvis må udelukke skriftens fremmedartede verden, eller, inspireret af nyere Paulusforskning, hvorvidt de kulturer måske kan interagere og regenerere en ny bevægelse, som har ligheder med det spændingsfelt mellem tale og skrift, som kristendommen oprindeligt er vokset ud af.