Grønland som del af den bibelske fortælling – studier i billeder og forestillinger 1721-2008 – Københavns Universitet

Grønland som del af den bibelske fortælling – studier i billeder og forestillinger 1721-2008

Af stipendiat, cand.theol., ph.d. Kathrine Kjærgaard

Overskriften til denne artikel er titlen på min ph.d.-afhandling, hvori jeg har villet tegne et billede af de bibelske forestillingers historie i Grønland fra Hans Egedes ankomst 1721 til i dag med hovedvægt på 1700-tallet.

Robert Petersen, der efter en årrække som professor i eskimologi ved Københavns Universitet sluttede sin karriere som rektor ved Grønlands Universitet, er citeret for at sige, at kirken "koloniserede" grønlændernes tænkemåde. Men hvad vil det sige? Hvad var det, der "koloniserede" grønlændernes tænkemåde og hvordan? Det er afhandlingens påstand, at det var Bibelen og den bibelske forestillingsverden, der koloniserede tænkningen, ikke kristendommen i mere abstrakt forstand. Det er endvidere påstanden, at de bibelske forestillinger blev afgørende for den moderne grønlandske identitetsdannelse. Afhandlingen argumenterer for dette ved at vise 1) hvordan Hans Egede og de andre dansk-norske missionærer samt, fra 1733, tillige de herrnhutiske missionærer opfattede forholdet mellem Bibelen og verden, specielt Grønland, 2) at dette bibelske verdenssyn gennem en række teologiske kommunikations- og praksisformer effektivt formidledes til grønlænderne, 3) at grønlænderne overtog missionærernes verdenssyn, at de bibelske forestillinger erobrede eller - om man vil - koloniserede tænkemåden og gav befolkningen en ny identitet. Med en let omskrivning af et kendt Kierkegaard-citat kunne man sige, at grønlænderne lod sig "digte som kristne."

For missionærerne som for de fleste andre i 1700-tallet var Bibelen en historisk sand fortælling om verden. Bibelen fortalte om verdens og menneskets skabelse, om syndefaldet og menneskets uddrivelse af Paradiset. Den fortalte om Guds forhold til sit folk, om menneskets frelse ved Jesus Kristus og om de sidste tider. Ud over denne bogstavelige og historiske sandhed rummede Bibelen en dybere sandhed. Den var ikke bare var en sand historie om fortiden, den var også en sand historie om nutiden og om fremtiden. Bibelen var fortid, nutid og fremtid. Missionsprojektet blev set i lyset af de gammeltestamentlige forjættelser om alle hedningers omvendelse; grønlændernes omvendelse var forudsagt i Det gamle Testamente. Grønlænderne var en vildfaren del af Guds folk med rødder i den gammeltestamentlige diaspora efter Syndfloden og Babelstårnet. De var af Sems slægt, og missionærerne fandt i deres sprog, deres navngivning og deres sæder tydelige spor efter den mellemøstlige fortid. Det guddommelige lys, som var nedlagt i alle mennesker ved skabelsen var også til stede hos grønlænderne, og i deres hjerter fandt man den guddommelige lov indskrevet. Hvad missionærerne selv angik, levede de deres liv i lyset af det guddommelige forsyn og opfattede sig som Guds redskaber. Med typologiske fortolkninger indføjede de deres eget liv og virke i den bibelske fortælling. Hans Egede var Abraham og hans hustru "en troe Sara [som] gik med sin Abraham fra Slægt og Faders Huus, til et fremmed, ja haardt og hedensk Land." Og da den ene figuralitet ikke udelukker den anden, var Hans Egede, da han tog afsked med sin norske menighed i Vågan, tillige Paulus, der tog afsked med menigheden i Efesos osv.  

Omdrejningspunktet i 1700-tallets teologi var forsoningen ved Jesus Kristus. Men her kunne man ikke begynde med folk, der ikke længere kendte Gud. Man måtte begynde ved begyndelsen. Missionærerne fortalte om Gud som skaber og opretholder af alle ting. De fortalte, at Gud havde skabt de første mennesker, Adam og Eva, de fortalte om syndefaldet, syndfloden, Noas ark og spredningen af jordens folk, og de fortalte om menneskets forløsning, om opstandelsen og det evige liv. Den første bibeltekst, der blev oversat til grønlandsk, var Gen 1-11,9, urhistorien frem til den store diaspora. Senere kom patriarkfortællingerne, evangelierne og Apostlenes Gerninger. Af tekster til den enkeltes frelse brugtes Luthers katekismus samt en ordo salutis, som beskrev de forskellige trin på vejen til saligheden. Hele tiden understøttede missionærerne, hvoraf flere var betydelige naturforskere, deres undervisning med henvisninger til den grønlandske verden, der så overbevisende illustrerede Guds særlige omsorg: Solen som forsvinder om vinteren og kommer igen om sommeren og smelter isen, så hvalerne og sælerne kan søge mod land og forsyne befolkningen med føde, klæder, telte og både, alt sammen så viseligt indrettet, at alle arter opretholdes uden at ødelægge hinanden. 1700-tallets fysikoteologiske tænkning havde i Danmark-Norge sin formentlig stærkeste bastion blandt grønlandsmissionærerne.

Denne kommunikation foregik ikke bare med ord, faktisk var ordet i begyndelsen slet ikke i missionærernes magt, da grønlandsk i 1721 var et ukendt og ubeskrevet sprog, en hvid plet på det sprogvidenskabelige landkort. Da det for alvor var gået op for Hans Egede, at han ikke kunne tale med befolkningen, greb han til at vise nogle besøgende et stort billede af den velsignende Kristus. Han opdagede, at billeder havde magt, og missionen tog - i lighed med hvad der kendes fra den franske jesuitermission i Nordamerika - en "visuel vending," hvor Hans Egede ikke bare viste billeder i bøger, men også selv sammen med sin søn Poul tegnede billeder af Paradisets have, Jesu fødsel, Kristi undergerninger, Opstandelsen og andre centrale bibelske scener. Hans Egedes mission blev ganske uventet en billedmission og forblev en billedmission, også efter at man havde fået ordet i sin magt, hvad der har præget den grønlandske kirke og det grønlandske folk frem til i dag. Grønlandske hjem er, som det vises i en senere del af afhandlingen på grundlag af en landsdækkende billedsociologisk undersøgelse, som jeg har gennemført, fyldt med religiøse billeder. Da man i midten af 1700-tallet var kommet så langt, at der blev bygget kirker, gjorde man en indsats for at fremskaffe gode alterbilleder. Resultatet blev, at der kom en række udmærkede kunstværker til Grønland, blandt andet en sjælden Rubens-kopi af Jesus for Pilatus fra 1780erne.

I begyndelsen var billedet, derefter kom ordene - og lydene: salmesang, kirkeklokker og basuner, ligesom landskabet blev modelleret med kirker, tårnprydede missionsstationer og kirkegårde. Der opstod veritable opstandelseslandskaber, der symbolsk vidnede om opstandelsens morgen. Særlig tydeligt hos herrnhuterne, hvor den døde ved begravelsen under ledsagelse af basuner førtes fra den "nedre menighed" til den "øvre menighed" for sammen med dem, der var gået forud, at afvente den yderste dag.  

Hvordan blev dette verdenssyn så modtaget af grønlænderne? Det er, navnlig i de seneste årtier, blevet almindeligt at hævde, at grønlænderne ikke rigtig vidste, hvad der foregik, at det hele gik lidt hen over hovedet på dem, og at de nok bare talte missionærerne efter munden eller eventuelt lod sig tvinge til omvendelse. Ved en undersøgelse af dette spørgsmål kan det indledningsvis slås fast, at missionen var en succeshistorie i den forstand, at missionærernes ambition om at kristne grønlænderne lykkedes. Ved slutningen af 1700-tallet var hele Vestgrønland kristnet. Men det kunne selvfølgelig være ren overflade. Det var det imidlertid ikke. Afhandlingen viser med mange eksempler hentet fra vidt forskellige kontekster og kildetyper, at ikke blot blev grønlænderne kristne, de gik også fuldstændig ind i den bibelske forestillingsverden og overtog Bibelen som deres egen historie. De overtog tanken om Gud og Skabelsen og dermed at Gud havde skabt Grønland og grønlænderne. Nogle syntes måske Gud havde været lidt smålig og ikke gjort det så godt som andre steder, fordi deres land ikke var så frugtbart som for eksempel Danmark, men kunne ved eftertanke godt se, at landet rummede alt det, de skulle bruge - sæler, hvaler, drivtømmer. Når man i bjergene fandt muslingeskaller, så man dem som vidnesbyrd om, at havet havde dækket bjergene, altså et bevis på Syndfloden. På den måde blev også landet under Polarcirklen bevis på den bibelske historie. Da Poul Egede under en rejse til København gjorde ophold i Norge, udbrød hans grønlandske medrejsende ved synet af tornebuske, at "her er uden tvivl de samme slags træer, som pinte vor frelser." Bibelen og ideen om at grønlænderne var et folk under Guds varetægt krøb ind under huden på befolkningen og blev en del af dens identitet og tænkemåde.

Princeton-kulturhistorikeren Anthony Grafton har engang sagt: "So long as we content ourselves with condemning the past, we must also be content not to understand it." Disse ord kan ikke gentages for tit. Der har været masser af fordømmelse af missionærerne, der har været masser af latterliggørelse, der har også for den sags skyld været masser af lovprisning. Men det bringer ingen forståelse. Vil man forstå, hvad der foregik i 1700-tallet og dermed begribe forudsætningen for det moderne Grønland, må man grave et spadestik dybere. Man må huske, at missionærerne levede før bibelkritikken, før Darwin og før den gamle verdens enhedskultur brød sammen. Bibelens fortællinger var sande historiske fortællinger, tro og fornuft var i 1700-tallet to sider af samme sag, der var ingen kløft mellem tro og viden, mellem teologi og naturvidenskab. Når Hans Egede, Poul Egede og alle de andre missionærer talte og handlede inden for en bibelsk forståelsesramme, var det ikke manipulation, det var ikke et trick, det var ikke bare noget, de sagde. De talte ikke mod bedre vidende. De kom fra et Europa, hvor Bibelen var rettesnor for samfundslivet. Netop fordi de fuldt og fast troede på det de sagde, formåede de at overbevise og brænde igennem og dermed skabe et nyt folk i et nyt land - en sen, men fuldbåren aflægger af det gamle Europas bibelske enhedskultur. I denne skikkelse genfinder vi den store arktiske ø endnu ved midten af det tyvende århundrede. De første ekkoer af den bibelkritik og efterfølgende sekularisering, som fra 1700-tallets slutning rystede og siden forandrede Europa til ukendelighed, nåede ikke Grønland før i 1940erne.