Petra som erindringsspor og palimpsest – Københavns Universitet

Petra som erindringsspor og palimpsest

Af postdoc, cand. phil. Bo Dahl Hermansen

Efter mange års arkæologisk feltar­bejde i mellemøst­lige lande blev jeg i juli 2009 ansat som postdoc-stipendiat ved BiCuM med et projekt, der er bredt defineret som "landskabsarkæologi". Formålet er at tilføre BiCuM en arkæologisk vinkel på studiet af landskab som erindring i Det Gamle Testamente (herefter GT) og af GT i landskabet, hvilket (jf. Per­nille Carstens artikel i Teol-information 40/september 2009) er et af centrets hovedprojekter. Nedenfor vil jeg for­søge ganske kortfattet at redegøre for teorien bag mit eget arbejde og for et enkelt af flere case studies.

Landskab som erindringsspor

Den nyere arkæologiske litteratur om landskab spænder mellem to yderpunk­ter, der kan betegnes en kvantitativ til­gang og en kvalitativ. Groft sagt har den kvantitative været idealet for den arkæologiske feltforskning siden survey og kortlægning blev standardpro­cedurer, mens den kvalitative, som jeg vil omtale her, er ret ny. Den fik først sit gennembrud i arkæologien med Christopher Tilleys A Phenomenology of Landscape fra 1994, som udkom i kølvandet på banebrydende arbejder af Edward Casey og Paul Connerton.

I kvalitativt perspektiv fokuseres der på rum, som det erfares gennem men­neskets legeme. "Sted" har således for­rang frem for "rum", idet al kropslig erfaring opstår og udfoldes på et sted og derfra via kroppens bevægelser gennem landskabet rækker ud mod andre steder. Landskab kan således i Tilleys formu­lering karakteriseres som "... en serie af navngivne lokaliteten en mængde relationelt forbundne steder, der føjes sammen af stier, bevægelser og fort­ællinger" Ifølge denne indfaldsvinkel opstår tid i relationerne mellem steder i landskabet som "varen" og "fortælling". Tid, sted og handling smelter sammen i en proces, hvor det er den sansede og fortalte vekselvirkning med verden, der får denne til at give mening.

Tid som "varen" beror for Tim Ingold på det han kalder "landskabets temporalitet". Denne er baseret på den præmis, at livet er en proces, der både involverer tidens gang og dannelsen af det landskab, hvori det udfolder sig. Dét indebærer for Ingold, at: "land­skabet er et varigt minde - og vidnes­byrd - om de forgangne generationers liv og arbejde, som har beboet det, og dermed efterladt noget afsig selv dér" Landskabet er med andre ord en mate­rialisation af tid, ikke som kronologi, men som spor efter geologiske, biolo­giske og sociale processer fra hver de­res tid, med hver deres temporalitet og hver deres "resonans" i en given nutid. I en så slagordsagtig formulering kan dette lyde kryptisk. Men heri ligger, at mennesker oplever tiden i forhold til deres egen forventede og erfarede le­vetid. Daniel Miller har identificeret tre forskellige rytmer, som vekselvirker i menneskets erfaringsverden: langsig­tede, ækvivalente og kortsigtede. I for­hold til det lange sigt bruger vi materiel kultur til at overskride grænsen for vor egen levetid ved at arve og efterlade ting, monumenter etc. I det ækvivalen­te perspektiv bruger vi materiel kultur som ledsager og kommentar til den en­keltes levetid. Endelig bruges materiel kultur i det korte sigt til, gennem for­brug at definere vort eget liv i forhold til omgivelsernes foranderlighed. Disse temporale rytmer løber ikke parallelt, men fletter sig ind i hinanden gennem menneskers vekselvirkning med deres materielle omgivelser og verdens store kredsløb. De sedimenteres dermed i landskabet og erfares i vor levetid gen­nem en kontinuerlig strøm af nutider, der efterhånden som de tilbagelægges selv bliver fortid.

Selvom landskabet er vævet sammen af spor efter processer, aktiviteter og begivenheder fra en oplevet eller fjer­nere fortid og med hver deres tempora­litet, så dannes og erfares det til enhver tid i nuet. Derfor kan det, at bevæge sig rundt i landskabet for Ingold i sig selv betragtes som en erindringsproces. Denne proces udfolder sig på mange planer, både habituelle og kognitive, men jeg vil her kun dvæle ved ét, som er blevet teoretiseret af Andrew Jo­nes. Nemlig det, der er forbundet med landskabets egenskab af indeks over de processer og begivenheder, der har frembragt dets former. Ved indeks for­stås her et tegn, der står for sit objekt i kraft af en direkte påvirkning fra dette. Dvs. at man ved en slutningsproces, der kaldes abduktion kan udlede en kausal sammenhæng mellem tegn og agent, men tillige i Alfred Gells udlægning, om agenters intentioner, egenskaber og handlen. Fodspor i sandet indekserer f.eks., at en person har været på stedet, mens en ting, et kunstværk eller et mo­nument indekserer både håndværkernes hænder, den repræsenterede prototype og mulige recipienter. På dette plan kan spor i landskabet altså danne basis for, at agenter, der har været involveret i sporenes frembringelse, fremkaldes i den kollektive erindring, heraf udtryk­ket erindringsspor.

Petra som palimpsest

Den slutningsproces, der er beskrevet ovenfor er baseret på en kropslig erin­dring, som mennesker indlærer ved gentagne erfaringer under sine bevæ­gelser gennem landskabet. Men som Tilley påpeger, skal et landskab nok sanses, eller "føles", men for at vide­rebringe det "følte" til andre, må man italesætte, nedskrive eller afbilde det. Eller opføre det i bevægelse og lyd, må man tilføje.

Et godt eksempel på en sådan proces er Johann Ludwig Burkhardts opda­gelse af nabatæernes sagnomspundne hovedstad Petra i 1812 og det efter­følgende begivenhedsforløb. Fra an­tikkens historieskrivere kendtes både nabatæerne og deres hovedstad Petra, men ingen vesterlændinge vidste hvor Petra lå. Under en rejse i Transjordan hørte Burkhardt om en ruinby i bjerge­ne og det lykkedes ham at få de lokale beduiners tilladelse til at besøge den. Han sluttede, at her måtte være tale om en vigtig by fra fortiden, og tegnede da også under sit besøg de første skitser af ruinfelterne. Han var klar over, at han måtte have fundet oldtidens Petra. Det for vesterlændinge indtil da ukendte ruinlandskab i Transjordan fik nu sted­navnet Petra og blev italesat, tegnet og skriftliggjort i Vesten som hovedstad for nabatæerne, der jo allerede var kendt fra antikke kilder. Siden fulgte flere besøgende, alt imens dannelses-og opdagelsesrejser blev til arkæologi og historie, og ruinlandskabet blev ud­forsket så grundigt, at der i nutidens Petra er synlige spor efter menneske­lige aktiviteter gennem alle perioder fra stenalder til nutid, heraf udtrykket palimpsest.

Arkæologernes og historikernes ver­sion af Petras fortid er dog ikke den eneste. Lokal tradition i 1800-tallet til­lagde således flere fortidsminder af nabatæisk oprindelse en vis "Farao", må­ske Koranens og dermed GT's ikonisk overmodige farao: f.eks. Al Khazne Firaun (Faraos skatkammer) og Qasr elBint Firaun (Faraos datters slot) - og det til trods for, at næppe en ene­ste farao har beordret noget monument bygget der. Enkelte bjergtoppe, kilder og vandløb, benævntes med navne på figurer fra Koranen og GT som Moses (Musa) og Aron (Harun). Det gælder stednavne som Wadi Musa (Moses' wadi) og Ain Musa (Moses' kilde), der begge er navngivet efter episoden, hvor Moses slog vand af klippen, og Jebel Harun (Arons bjerg), hvor Moses' bror Aron skulle være begravet. Nogle af disse stednavne for monumenter og naturlige former i landskabet har over­levet til i dag, hvor de også er blevet en del af grundlaget for zionismens ide­elle, territoriale ambition, for kristne pilgrimmes valfarter og for guidede ture til "klippebyen" Petra, der tillige var skueplads for filmen Indiana Jones III, og for nylig blev valgt til et af den moderne verdens vidundere. Denne neokoloniale tilegnelse af Petra, har fået lokale beduiner til diskret at ved­ligeholde og mere iøjnefaldende at genopfinde ritualer og nyfortolke de­res fortællinger om landskabet, hvilket må forstås som et forsøg på at modstå presset og vende det til egen fordel. Én beduingruppe i regionen, al-Amarin, har haft stor succes i den henseende, ef­tersom deres efter sigende traditionelle levevis (jf. Mikkel Bille) er blevet an­erkendt af UNESCO som "intangible world heritage".

Blandt den nuværende befolkning i Petra-regionen synes der tillige at være rivalisering om hvilken gruppe eller "stamme", der har ret til at kalde Petra sin egen arv. Medlemmer af grupper, der i dag bor et stykke udenfor selve Petra, fortæller om, hvordan denne el­ler hin hule i Petra en gang var deres forældres eller bedsteforældres hjem.

Dette er interessant fordi de beduiner, der har beboet hulerne indtil for nylig, tilhører en bestemt gruppe, al-Bodoul, hvis fortrinsret i forhold til Petra nu anerkendes af de jordanske myndighe­der. Blandt beboerne i den nærliggende by Wadi Musa er der tillige nogen, der italesætter sig som nabatæernes efter­kommere. Dette understreger, hvor vigtig den kollektive erindring er for identitetsdannelsen hos befolkningen i området. Deres erindring tager ikke her hensyn til formelle kategorier og inddelinger, som er skabt af arkæolo­ger, historikere og antropologer. I ste­det formuleres den i overensstemmelse med deres egne behov for at skabe sig en identitet i nutiden, der er nært forbundet med Petras betydning som UNESCO world heritage site, berømt filmlokalitet og et af den moderne ver­dens vidundere. Men her stopper histo­rien ikke. Fra officielt hold, ikke mindst det jordanske kongehus, promoveres Petra nemlig i dag som monument over en national identitet med stor historisk dybde, hvor nutidens jordanske ter­ritorium var beboet af arabere, fordi nabatæiske indskrifter og papyri, der er fundet i Petra, viser, at her på nabatæ­ernes tid må være talt arabisk.

Der kæmpes altså om retten til Petra på flere niveauer. På alle niveauer flettes ruinlandskabet ind i en kollektiv erin­dring, der bl.a. omfatter gammeltesta­mentlige motiver, og synes at tone frem i den sansede og opførte, italesatte og nedfældede relation mellem menne­sker og landskab. I det omfang dette erindringsarbejde har en konstitueren­de virkning i beduinernes forhandling af kulturel identitet vil jeg betegne den som kulturel erindring.