Niels Ove Rasmussen Vigilius' teologiske profil og udvikling – Københavns Universitet

Niels Ove Rasmussen Vigilius' teologiske profil og udvikling

Af sognepræst, cand. theol. Flemming Kofod-Svendsen

Nye organisatio­ner opstår

I årene 1956-72 opstod der en ræk­ke folkekirkelige organisationer, der sammen med de tre missionsforeninger fra det 19. årh. betegnes som den teologiske højrefløj i folkekirken. Niels Ove Ras­mussen (1931-2002), der i 1980 tog navneforandring til Rasmussen Vigi­lius (=RV), var direkte initiativtager til oprettelsen af Credo i 1956 (fra 1964 Kristeligt Forbund for Studerende= KFS), Bibellæser-Ringen i 1966 og Dansk Bibel-Institut i 1972. Derimod kom han i konfrontation med Den Høj­kirkelige Bevægelse fra 1958, Kirkens Ja og Nej fra 1964 og Menighedsfakultetet fra 1967. RV var opvokset i Indre Mission, som han med årene fik et no­get anstrengt forhold til, mens han til­sluttede sig Luthersk Missionsforening og Evangelisk Luthersk Missionsfor­ening.

Brud med Danmarks Kristelige Studenterbevægelse

I 1956 brød RV med Danmarks Kri­stelige Studenterbevægelse (DKS) og dens afdeling i København Kristelig Akademisk forening (KAF). Bruddet medførte en betydelig offentlig debat og adskillige drøftelser om bibelsynet mellem daværende formand for KAF prof. dr. theol. Eduard Nielsen og RV Drøftelserne afslørede stor uenighed.

Tre profilformuleringer

For at begrunde og retfærdiggøre brud­det med DKS og samtidig afstikke kur­sen for det nyetablerede Credo formule­rede RV i 1960 tre profilformuleringer: 1. På bibelsk grund. 2. På folkekirkens grund og 3. Evangeliet i centrum. RV var tidligt i sit teologiske studium ble­vet overbevist om det ortodokse bi­belsyn, der er en videreførelse af den lutherske ortodoksis bibelsyn. Når RV uddybede begrebet "på bibelsk grund", rettede han et frontalangreb mod den historisk-kritiske bibelforskning ved de teologiske fakulteter. Han mente, at den var bestemt af en profanhistorisk metode og en rationel virkelighedsop­fattelse. Derfor kunne den ikke øve historisk retfærdighed mod det bibelske materiale, der ikke kan forstås uden underet, den guddommelige indgriben. Hans påstand var, at når den historisk­kritiske forskning vil behandle Bibelen og den bibelske frelseshistorie ud fra en almindelig profanhistorisk betragtning, der ikke som forklaringsgrund anerken­der andet, end hvad der er tilgængeligt for og kan fastslås af den menneskelige erkendelse, vil den aldrig være i stand til at udføre noget egentligt teologisk arbejde. Den vil kun kunne beskæftige sig med teologiens udenværker, var RV's konklusion.

Over for den historisk-kritiske me­tode satte RV en helt anden forudsæt­ning, der efter hans opfattelse var nød­vendig for at nå til en ret forståelse af det bibelske budskab. Han kaldte det omvendelse og tro, og udtrykte det så­dan: "Det er skriftens eget vidnesbyrd, at Helligånden alene er dens rette for­tolker, og at intet menneske kan fatte og forstå Guds ord uden at eje Hellig­ånden. Bibelens ord bliver Guds ord for os og åbner sig for os, alene når de får magt over vore hjerter og fører os til omvendelse og tro (Cf. 2.Kor. 3.16 og l.Kor. 2.10-14)". Den grundholdning fastholdt RV til sin død.

I 1960'erne havde RV et nært samar­bejde med Norges Kristelige Student-og Skoleungdomslag, selv om mange af lederne havde et konservativt bibel­syn og dermed havde en vis reservation over for RV's bibelsyn. Denne uenig­hed skabte ikke problemer i det nordi­ske samarbejde.

Samtidig begyndte RV i 1960'erne at reservere sig over for det konserva­tive bibelsyn. Det skete over for Kir­kens Ja og Nej, og da RV i 1967 kom med i bestyrelsen til oprettelse af et Menighedsfakultet (MF). Resultatet blev et permanent anstrengt forhold til Kirkens Ja og Nej, og at han trådte ud af MF's bestyrelse.

Brud med Menighedsfakultetet

Da MF's bestyrelse i 1972 ville ansætte de første lærere til den begyndende un­dervisning, henvendte man sig bl.a. til RV Han var villig til ansættelse på det vilkår, at MF ændrede sin bibelsynsparagraf præget af det konservative bibel­syn, så bibelsynet blev rent ortodokst. Bestyrelsen føjede RV, formulerede en ændring af den oprindelige bibelsynsparagraf og indkaldte det nyoprettede repræsentantskab til at vedtage æn­dringsforslaget. På repræsentantskabs­mødet 29.04.72 blev der stemmelighed mellem at bevare den oprindelige for­mulering eller vælge den nye. Dermed var ændringsforslaget forkastet, idet en vedtægtsændring krævede kvalificeret flertal - og vejen var lukket for RV's ansættelse på MF.

Oprettelse af Dansk Bibel-Institut

I København havde der i forlængelse af KFS været en teologkreds med RV som uofficiel leder. Ligesom KFS i 1960'erne under RV's ledelse havde ledere med både et ortodokst og kon­servativt bibelsyn, rummede teolog­kredsen også begge syn.

Efter afstemningen på MF tog RV initiativ til at danne et Institutum Biblicum, der byggede på det bibelsyn, der var blevet forkastet på MF. Resultatet blev dannelsen af Dansk Bibel-Institut (DBI). Biblicum i Sverige havde adva­

ret mod brug af navnet Institutum Biblicum. En følgevirkning af dannelsen af DB I var en sprængning af teologkred­sen. Efter oprettelsen af DBI fortsatte RV sin kritiske holdning til det konser­vative bibelsyn. Her fulgte han to lidt forskellige spor. 1. Skarpe offentlige fordømmelser. 2. En samarbejdslinje når man var enige om Kristusforkyndelsen. KFS fortsatte fx den samar­bejdslinje om det konservative og or­todokse bibelsyn, som RV stod for i sin ungdom. Den linje kritiserede han ikke i sine mange år som medlem af KFS' hovedbestyrelse.

På folkekirkens grund

Da RV brød med DKS, understregede han, at Credo var et arbejde på folke­kirkens grund. DKS præsenterede sig også som et folkekirkeligt arbejde. DKS' grundholdning var, at enhver for­kyndelse, som lyder i folkekirken, også er velkommen i DKS. RV's holdning var, at i Credo skulle man kun bruge de præster og forkyndere, der klart stod på bibelens og bekendelsens grund. Præster og teologer, der var i åbenlys modsætning til Bibelens budskab om frelsen i Jesus Kristus, betegnede RV som vranglærere med henvisning til en række skriftsteder i NT.

I 1965 blev RV ordineret til præst i folkekirken af den daværende biskop Willy Westergaard Madsen, der gik ind for kvindelige præster. RV bad ikke om at blive ordineret af biskop Chr. Baun i Viborg, der var modstander af kvin­delige præster. I 1967 søgte han præ­steembede ved Præstevang kirke i Hil­lerød, men fik det ikke.

Skærpet kritik af folkekirken

Fra omkring 1970 blev RV mere kri­tisk til folkekirken. Han fandt, at flere præster forkyndte et falsk evangelium, ligesom han var markant modstander af kvindelige præster. Det betød, at han ikke alene selv ikke så sig i stand til at søge præsteembede i folkekirken, men han ville heller ikke anbefale andre at gøre det. Han deltog ikke i ordinatio­ner, når unge teologer, der havde fulgt supplerende undervisning på DBI, blev ordineret. Denne meget folkekirkekriti­ske holdning bragte ham i konflikt med DBF s styrelse, som bestod af flere akti­ve folkekirkepræster. Samtidig var RV i kontakt med Den Lutherske Frikirke fra 1855. Forhandlingerne afslørede uenig­hed på to punkter. 1. Den Lutherske Fri­kirke ønskede udelukkende at anvende ordinerede præster som forkyndere. RV var også tilhænger af ikke-ordinerede lægprædikanter. 2. RV ønskede også et vist samarbejde med det, han kaldte bi­beltro reformerte kristne. Her ønskede Den Lutherske Frikirke konsekvent at videreføre den lutherske ortodoksis holdning til reformert kristendom. På grund af denne uenighed blev RV al­drig medlem af Den Lutherske Frikirke, men forblev medlem af folkekirken til din død.

En markant luthersk linje

Da RV startede Credo i 1956, stod han for et udpræget luthersk standpunkt. Det fremgår bl.a. af hans eklatante, teologiske opgør med det frikirkelige studenterarbejde, Studentermissionen, der var vokset ud af det frikirkelige Kristent Fællesskab.

Ny åbenhed mod reformert kristendom

Men i 1960'erne skiftede RV spor og søgte kontakt også med reformerte kredse. Det betød bl.a., at Credo søg­te medlemskab af International Fellowship of Evangelical Students, der er en evangelikal tværkirkelig paraplyor­ganisation oprettet i 1947, og som i dag har ca. 150 medlemsorganisationer. I samme periode var RV stærkt optaget af Helligånden og Helligåndens virk­ning.

Markant afvisning af den karismatiske bevægelse i 1971 udsendte RV bogen "Den karismatiske vækkelse - pinse på ny", der er et eklatant opgør med den karismatiske vækkelse. Lige siden havde han et me­get kritisk forhold til alt, der vedrørte den karismatiske bevægelse også det senere "Dansk Oase".

Styrke og svaghed hos Rasmussen Vigilius

RV var ikke nogen spændende fore­dragsholder. Han var heller ikke et or­ganisatorisk talent, og endnu mindre var han i besiddelse af diplomatisk snilde. MEN han havde et enestående teologisk engagement og udstrålede en ekstrem stærk overbevisning. I teolo­giske spørgsmål var han altid dagsor­densættende bare ved sin tilstedevæ­relse. I teologiske kontroverser var han præget af en jernvilje.

Jeg har talt med de forskellige per­soner, der i dag har ledende positioner inden for de såkaldte højrefløjsorganisationer. Kun få vil i dag følge RV 100 %. Men mange vil sige, at de teologisk har lært meget af ham, hvorefter de kommer med forskellige reservationer. Endelig har jeg talt med nogle, der har taget et teologisk opgør med RV og har placeret sig andre steder i det folke­kirkelige landskab. Alle understreger imidlertid, at det teologiske møde med RV og hans markante profil har været udfordrende og igangsættende.

Konklusion

I min afhandling vil jeg undersøge RV's tre profilformuleringer: 1. På bi­belsk grund. 2. På folkekirkens grund. 3. Evangeliet i centrum. Hvad mente RV med ordene i 1960? Hvordan tolke­de han i de følgende 40 år profilformu­leringerne? Eftersom han til stadighed understregede, at Skriften alene er den altafgørende autoritet, skal det under­søges, hvordan han i praksis brugte og tolkede Skriften, når han i forskellige faser af sit liv havde en forskellig ud­møntning af profilformuleringerne.