Svend Bjerg checker ud – Københavns Universitet

Svend Bjerg checker ud

- Et kraftfuldt Bjerg trækker sig tilbage efter snart 30 år på Det Teologiske Fakultet

 

Af ph.d.-studerende, cand. theol. Christine Tind Johannessen-Henry og lektor, cand. theol. Hans Raun Iversen

Den suveræne solist

Efter godt 20 år med studier, forskning og undervisning i Århus og udlandet, samt en doktorgrad ved Det Teologiske Fakultet i Århus, og - ikke mindst - efter have været lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet i København siden 1. oktober 1982, er Svend Bjerg gået på pension - i en alder af godt på vej mod de 69 år. Som for det meste i sit professionelle liv, har Svend Bjerg også her selv sat kursen og skæringsdatoen. Han er noget så efterhånden sjældent som en faglig solist, dybt forankret i sin tid, men altid med sin egen køreplan.

Når man ved - eller blot orienterer sig ved et hurtigt blik på - hvad Svend Bjerg har leveret som universitetslærer, har han laurbær nok at hvile på i et forhåbentligt både langt og aktivt otium. I hvert fald har hans arbejdsplads grund til at være dybt taknemmelig for hans indsats. Svend Bjerg står som indbegrebet af den selvstændige, frie forsker og underviser, hvis arbejdsvilkår det må være ethvert universitets adelsmærke at slås for. Svend Bjerg er sin egen forskningsleder og pædagogiske supervisor. Og et fornemt eksempel på, hvad der kan komme ud af denne i dag lidt klemte arbejdsform.

I det ydre kan resultaterne af Svend Bjergs indsats som universitetslærer gøres op ret enkelt. På den forskningsmæssige side er det blevet til en solid monografi ca. hvert år foruden artikler og diverse andet. På den undervisningsmæssige side handler det om fulde forelæsningsauditorier og overtegnede øvelseshold foruden et stort antal specialevej ledninger så at sige hvert eneste år. Mens det for de fleste andre går lidt op og ned, er det i forbavsende grad lykkedes Svend Bjerg at holde skruen konstant i vandet både med hensyn til forskning og undervisning.

Der er stor enighed om vurderingen af Bjergs faglige indsats. Da Præsteforeningens Blad i 2010 portrætterede nogle udvalgte ”Vor tids teologer” røg Svend Bjerg lige ind på hitlisten. Og da der for første gang skulle uddeles en undervisningspris på Det Teologiske Fakultet i slutningen af 1980’erne, gik den selvfølgelig til Svend Bjerg (sammen med Lone Fatum). Hele vejen rundt bliver der nikket: Selvfølgelig, ret skal være ret. Da Svend Bjerg (sammen med Eberhard Harbsmeier) opfandt forelæsningsbaserede efteruddannelseskurser på Det Teologiske Fakultet i begyndelsen af 1990’erne (før opfindelsen af Åbent Universitet og betaling ved dørene), var lokalerne ikke store nok - præster strømmede til bogstavelig talt i hundredvis. Det taler alt sammen for sig selv.

Det med den respekterede solist er markant, når det gælder Svend Bjerg. Han har arbejdet med på den faglige udvikling ved egen indsats og ved at gøre sit syn gældende på lærermøder på Afdeling for Systematisk Teologi. Tidens mange kollektive projekter har Bjerg meldt sig ind i med nøje selektion. En del af disse fælles arbejder er kendetegnet ved at være slagkraftige og kontroversielle teologiske bidrag til samfundsemner og debat, som vidner om et stort - og også politisk - engagement i de mange områder, som Svend Bjerg har udforsket gennem tiden. Emnerne rækker langt ud over traditionel dogmatik via pædagogik (f.eks. Omkring pædagogisk manifest fra 1982 opfulgt i 1983, 1986 og 1988), moralfilosofi (f.eks. Ansvarlighed. Medicinsk etik fra 1985), til den første teologiske bog om Homoseksualitet fra 1986 og AIDS-etik (1990) og senest omkring fiktionen (Fast tillid til fiktioner fra 2008). Hertil kommer bl.a. en række samarbejder med Palle H. Steffensen, hvor kritiske vinkler på folkekirken, f.eks. som et ’’oppegående dødsleje” (2003) og en håndbog i Præsten på arbejde (2000) står i centrum. Det organisatorisk krævende samarbejde er imidlertid ikke Bjergs hovedinteresse. Kirkelig Håndbog meddeler lakonisk, at Bjerg var formand for Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse 1973-74.

Bøgerne

Det er de mange monografier, Svend Bjerg primært er kendt for og fra. Det er dem, der læses og fortsat vil blive det, også når yngre læsere ikke længere kan høre den Bjergske diktion for det indre øre under læsningen.

Med bogen om Døden fra 1975 åbner Bjerg sit forfatterskab, der som selvstændig fortolkning bærer tydelige spor af inspirationskilden, Eberhard Jiingel, som Bjerg bl.a. har været elev hos. Bogen introducerer en vifte af dogmatiske, filosofiske, medicinske, etiske og litterære vinkler, der stråler ud til de mange temaer i Bjergs senere forfatterskab. Med doktordisputatsen Den kristne Grundfortælling fra 1981 har Bjerg bidraget med en banebrydende dansk fremstilling af narrativ teologi, som udfoldes i en analyse af Grundtvigs teologi. Bjergs optagethed af fortællinger sætter anslaget for de derpå følgende fremstillinger bl.a. om forholdet mellem Fortælling og Etik (1986) og Litteratur og teologi (1988), samt i fortolkninger af f.eks. Jakob Knudsens ’’erfaringsverden” (1982) og Karen Blixens teologi (1989). Det er ligeledes også gennem en analyse af den bibelske og skønlitterære litteraturs dagligsprog, at Bjerg rehabiliterer begrebet om Stedfortrædelse som et grundtræk ved al livsfællesskab.

Selv fremhæver Svend Bjerg den hovedgevinst ved fortællingen, at den tilbyder os en identitet, som vi ikke selv skal tilkæmpe os. ”Den depressive politiske ubestemthed” bliver ’’afløst af en frigørende narrativ bestemthed” (Kritisk Forum Praktisk Teologi 112/2008 s.2).

Bjergs interesse for narrativ teologi bevæger sig gennem årene tydeligere hen til den, for Bjerg, lige så kendetegnende teologi, nemlig erfaringens. Med denne position indtager og udfolder Bjerg den pointe, at troens sproglige udtryk ikke kan bestå uden erfaringen, hvilket fortolkes i Det evige i det flygtige (2004) og Tro og erfaring (2006), der henholdsvis søger at genoversætte det religiøse sprog gennem hverdagserfaringer, og demonstrerer hvordan troen gennem erfaring genbeskriver livet. Med sin markante nytænkning af erfaringen foregriber Bjerg den pointering af kroppens betydning i teologien, som her nogle år senere synes at være blevet en næsten uundgåelig teologisk pointe. At ånden ikke kan være uden kroppen, at billede og ord, synlighed og usynlighed ikke er modsætninger er allerede, hvad Bjerg redegør for i Synets Teologi (1999), hvor gudsforhold får en moderne fortolkning som synsforhold

- udfordret af tidens massive billedkultur. Det er også gennem erfaringsperspektivet, at Bjerg tager læsningen af Grundtvig op med fornyet kraft i sin ’’værkinterpretation” af ’Den Christelige Børnelærdom’ (Gud først og sidst fra 2002). Også her er Bjerg ny tænkeren, og som den første giver han en samlet, og spillevende, fremstilling af Grundtvigs teologi, hvor dåbsord og trosbekendelse står som centrum.

Om sammenhængen mellem fortælling og erfaring fremhæver Bjerg, at vi ikke selv skaber vore oplevelser, dem kommer vi ud for, de vederfares os. ”De er det stof, mine erfaringer er gjort af. Uanset dette, så er den subjektive fortæller nødvendig - Uden ham ingen erfaring.” (KFPT 112/2008 s. 5).

Trods teologisk komplekse greb er Bjerg en mesterfortæller, der på forbilledlig vis i et enkelt sprog fremstiller netop det komplicerede og multifacetterede. Den akademiske teologis forbindelse til hverdags- og kirkelig praksis illustrerer Bjerg gennem forfatterskabet som sin egen praksis, hvor Øjnenes faste (1997) lader homiletisk læsning knytte an til synsteologien, ligesom erfaringsteologien bindes sammen med de erfaringstætte Profane og Sakrale prædikener (2008/2009), som er blevet givet prædikater som ’enestående’ og ’forrygende’. Det tredje ben i Bjergs praktisk-teologiske ’trilogi’ er en længe tiltrængt fremstilling af Kunsten at prædike (2002), som anviser grundlæggende praktiske redskaber for det homiletiske forberedelsesarbejde.

Forfatterskabet rummer tillige en fremstilling af Århusteologerne (1994) som beskriver værker, erindringsbøger og prædikener af P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Regin Prenter og Johannes Sløk, hos hvem Bjerg studerede. Ingenting kommer af ingenting! Heller ikke Svend Bjerg. Men der kan ikke være tvivl om, at Bjerg på alle måder har formået at bære arven videre med teologisk originalitet og gennem hele den spændvidde, der karakteriserer hans forfatterskab.

Undervisningen

Bjerg er kendt som en engageret underviser, der sætter sit personlige præg på det teologiske stof. En fremragende formidling i kraft af stort vid, indlevelse og et levende billedsprog er karakteristisk for hans undervisning - til stor inspiration for hans mange studerende, som han forlanger en aktiv deltagelse fra med opfordring til debat og til at stille spørgsmål ved det som læses.

Bjerg har været en særdeles vellidt og afholdt underviser, mentor og specialevejleder i tre årtier på Det teologiske Fakultet i København. Bjerg er også kendt som den der ind i mellem giver de studerende noget røg - fraser og lukkede konklusioner har gennem tiden fået kvalificerede svar på tiltale. I sit forhold til de studerende kendetegnes Bjerg ved sit nærvær, sin skarphed, hurtighed, slagkraftighed, humor, imødekommenhed, evnen til at se den enkelte studerende og i vejledningssammenhæng en imponerende ’’Gefuhl” til at kunne gribe, hvor den studerende gerne vil hen og tænke med gennem et væld af ideer. Bjerg har gennem de mange år på de teologiske fakulteter mødt sine elever med et stort overskud, både hvad angår faglige kompetencer og medmenneskelig forståelse. Som underviser praktiserer Bjerg fuldt ud det, han prædiker og det, han udvikler i sin teologi.

Vi slutter med en enkelt anekdote, som måske endda er sand. Ved et seminar i Sverige, forelæser Svend Bjerg indgående og let henført om sit emne. Efter foredraget spørger en svensk tilhører pernittengryn: ”Var det en forelæsning eller prædiken, du holdt Dr. Bjerg?”. Svaret falder prompte: ”Der illustrerer du lige akkurat, hvorfor I er så dårlige teologer i Sverige.” Sådan! Åndsfrihed, om man må be'.