Augustins todelte Bekendelser: Bønnens selvundersøgelse og den bedenes subjektivitet

Publikation: AndetAndet bidragForskning

Standard

Augustins todelte Bekendelser: Bønnens selvundersøgelse og den bedenes subjektivitet. / Praetorius, Nini.

2019, Opgave.

Publikation: AndetAndet bidragForskning

Harvard

Praetorius, N 2019, Augustins todelte Bekendelser: Bønnens selvundersøgelse og den bedenes subjektivitet..

APA

Praetorius, N. (2019). Augustins todelte Bekendelser: Bønnens selvundersøgelse og den bedenes subjektivitet.

Vancouver

Praetorius N. Augustins todelte Bekendelser: Bønnens selvundersøgelse og den bedenes subjektivitet. 2019.

Author

Praetorius, Nini. / Augustins todelte Bekendelser: Bønnens selvundersøgelse og den bedenes subjektivitet. 2019.

Bibtex

@misc{95f4943ce7cc4bf4829e65b117e6fcf5,
title = "Augustins todelte Bekendelser: B{\o}nnens selvunders{\o}gelse og den bedenes subjektivitet",
abstract = "Augustins {\textquoteright}Bekendelser{\textquoteright} kan – med visse overlap - deles i to forskellige unders{\o}gelsesprojekter, nemlig en del 1, der omfatter Bog 1 til 9, som unders{\o}ger og blotl{\ae}gger vejen ad hvilke Augustin n{\aa}r frem til troen p{\aa} den kristne Gud som personlig {\aa}benbaret erfaring, og dermed befries for den af Gud i hans hjerte – og pr. ekstension i alle menneskeskabtes hjerte, erkendte eller ikke erkendte – nedlagte uro og l{\ae}ngsel, som fra hans tidligste ungdom stadig mere lidelsesfuldt insisterede p{\aa} hans opm{\ae}rksomhed. En uro og l{\ae}ngsel, som voksede sig stedse mere br{\ae}ndende, og som, foresv{\ae}ver det ham, kun kunne ”finde hvile i troens forenende n{\ae}rv{\ae}r i Gud”. (Bog I) For Augustin indebar fuldbyrdelsen heraf en vedholdende, dybtg{\aa}ende og helt s{\ae}rlige selvunders{\o}gelse, dvs. en indtil-til-d{\o}den Kenoisk selvudrensende selverkendelse af den han havde v{\ae}ret, og en Metanoisk transformeret erkendelse af hvem han i virkeligheden er.Om end Augustin i ”Bekendelser” Ikke direkte forholder sig til, dvs. fors{\o}ger at forklare, den ”f{\o}rste {\aa}rsag” til adskillelse fra Gud og de deraf mennesket p{\aa}f{\o}rte smertefulde eksistensvilk{\aa}r,1 s{\aa} viser han med utallige eksempler, hvorledes han i hele sin livsf{\o}relses underlagthed af erotiske o.a. k{\o}delige drifter samt dengr{\aa}dige, um{\ae}ttelige afh{\ae}ngighed af anseelses- og k{\ae}rlighedsbevisninger fra personer og ting omkring ham, er den, der alene er ansvarlig for opretholdelsen af denne adskilthed; som til stadighed g{\o}re sig blind og d{\o}v for, undviger, glemmer og fortr{\ae}nger sin egen skyld, l{\ae}s: synd, heri. Det, som motiverer ogtilskynder modstand og den bestandige uds{\ae}ttelse af overgivelsen i troens p{\aa} Gud, er det bolv{\ae}rk af forsvar imod opgivelsen af tilknytnings-k{\ae}rligheden, til og fra den eller det ”andet”, omskiftelige, flygtige, begr{\ae}nsede, forsvindende, ufuldkomne jordiske, som i manglen og tabet af Gud fungere som det ”selvsatte”selvs identitets-og selvopretholdelse; sagt anderledes, modstanden imod at opgive den overv{\ae}ldende fristende, men in-humane k{\ae}rlighed og anseelse til og fra personer eller ting, og de heri indlejrede magiske, symbolske relationer, som bibringer fornemmelsen af selv, tryghed og identitet. Det tema vil blive fors{\o}gt belyst i afsnittet: Del 1 Den selvunders{\o}gende b{\o}n.Unders{\o}gelserne i Bekendelsernes Del 2, fra bog Bog 10-13, som behandles i opgavens afsnit: Subjektet for Bekendelser, drejer sig p{\aa} den ene side om bestemmelsen af Guds natur og p{\aa} den anden, menneskets, det i Guds billede skabte, men dog paradoksalt fra Gud forskellig og afgrundsdybt adskilte selv, det unders{\o}gende s{\aa}vel som det unders{\o}gte, i et fors{\o}g p{\aa} at bidrage til forst{\aa}else og viden om ”subjektiviteten”: hvad det vil sige at v{\ae}re en talende og t{\ae}nkende person, en selv-reflekterende og selv- kreerende, dvs. narrativt selv. Disse fors{\o}g p{\aa} at bestemme hvad eller hvem menneskets selv er, var og bliver, g{\aa}r over n{\ae}ppe afsluttelig unders{\o}gelser af det til det sidst t{\ae}nkelige sp{\o}rgsm{\aa}l svimlende, dybsindige, lidenskabelige; inderligt b{\o}nfaldende og lovprisende unders{\o}gelse af ”mediet” for selvets udvikling og dannelse, nemlig af erindringen og af tiden og dens forl{\o}b, inklusive af den, som er beskrevet iBog 1, og som ved selvudrensningen og Guds n{\aa}de fuldbyrder troens forening med Gud.",
keywords = "Det Teologiske Fakultet, Augustins Bekendelser, Kenosis, Menanoia, Selv, Tro, Augustins Bekendelser, Kenosis, Metanoia, Selv, Fremmedg{\o}relse, Tro",
author = "Nini Praetorius",
year = "2019",
language = "Dansk",
type = "Other",

}

RIS

TY - GEN

T1 - Augustins todelte Bekendelser: Bønnens selvundersøgelse og den bedenes subjektivitet

AU - Praetorius, Nini

PY - 2019

Y1 - 2019

N2 - Augustins ’Bekendelser’ kan – med visse overlap - deles i to forskellige undersøgelsesprojekter, nemlig en del 1, der omfatter Bog 1 til 9, som undersøger og blotlægger vejen ad hvilke Augustin når frem til troen på den kristne Gud som personlig åbenbaret erfaring, og dermed befries for den af Gud i hans hjerte – og pr. ekstension i alle menneskeskabtes hjerte, erkendte eller ikke erkendte – nedlagte uro og længsel, som fra hans tidligste ungdom stadig mere lidelsesfuldt insisterede på hans opmærksomhed. En uro og længsel, som voksede sig stedse mere brændende, og som, foresvæver det ham, kun kunne ”finde hvile i troens forenende nærvær i Gud”. (Bog I) For Augustin indebar fuldbyrdelsen heraf en vedholdende, dybtgående og helt særlige selvundersøgelse, dvs. en indtil-til-døden Kenoisk selvudrensende selverkendelse af den han havde været, og en Metanoisk transformeret erkendelse af hvem han i virkeligheden er.Om end Augustin i ”Bekendelser” Ikke direkte forholder sig til, dvs. forsøger at forklare, den ”første årsag” til adskillelse fra Gud og de deraf mennesket påførte smertefulde eksistensvilkår,1 så viser han med utallige eksempler, hvorledes han i hele sin livsførelses underlagthed af erotiske o.a. kødelige drifter samt dengrådige, umættelige afhængighed af anseelses- og kærlighedsbevisninger fra personer og ting omkring ham, er den, der alene er ansvarlig for opretholdelsen af denne adskilthed; som til stadighed gøre sig blind og døv for, undviger, glemmer og fortrænger sin egen skyld, læs: synd, heri. Det, som motiverer ogtilskynder modstand og den bestandige udsættelse af overgivelsen i troens på Gud, er det bolværk af forsvar imod opgivelsen af tilknytnings-kærligheden, til og fra den eller det ”andet”, omskiftelige, flygtige, begrænsede, forsvindende, ufuldkomne jordiske, som i manglen og tabet af Gud fungere som det ”selvsatte”selvs identitets-og selvopretholdelse; sagt anderledes, modstanden imod at opgive den overvældende fristende, men in-humane kærlighed og anseelse til og fra personer eller ting, og de heri indlejrede magiske, symbolske relationer, som bibringer fornemmelsen af selv, tryghed og identitet. Det tema vil blive forsøgt belyst i afsnittet: Del 1 Den selvundersøgende bøn.Undersøgelserne i Bekendelsernes Del 2, fra bog Bog 10-13, som behandles i opgavens afsnit: Subjektet for Bekendelser, drejer sig på den ene side om bestemmelsen af Guds natur og på den anden, menneskets, det i Guds billede skabte, men dog paradoksalt fra Gud forskellig og afgrundsdybt adskilte selv, det undersøgende såvel som det undersøgte, i et forsøg på at bidrage til forståelse og viden om ”subjektiviteten”: hvad det vil sige at være en talende og tænkende person, en selv-reflekterende og selv- kreerende, dvs. narrativt selv. Disse forsøg på at bestemme hvad eller hvem menneskets selv er, var og bliver, går over næppe afsluttelig undersøgelser af det til det sidst tænkelige spørgsmål svimlende, dybsindige, lidenskabelige; inderligt bønfaldende og lovprisende undersøgelse af ”mediet” for selvets udvikling og dannelse, nemlig af erindringen og af tiden og dens forløb, inklusive af den, som er beskrevet iBog 1, og som ved selvudrensningen og Guds nåde fuldbyrder troens forening med Gud.

AB - Augustins ’Bekendelser’ kan – med visse overlap - deles i to forskellige undersøgelsesprojekter, nemlig en del 1, der omfatter Bog 1 til 9, som undersøger og blotlægger vejen ad hvilke Augustin når frem til troen på den kristne Gud som personlig åbenbaret erfaring, og dermed befries for den af Gud i hans hjerte – og pr. ekstension i alle menneskeskabtes hjerte, erkendte eller ikke erkendte – nedlagte uro og længsel, som fra hans tidligste ungdom stadig mere lidelsesfuldt insisterede på hans opmærksomhed. En uro og længsel, som voksede sig stedse mere brændende, og som, foresvæver det ham, kun kunne ”finde hvile i troens forenende nærvær i Gud”. (Bog I) For Augustin indebar fuldbyrdelsen heraf en vedholdende, dybtgående og helt særlige selvundersøgelse, dvs. en indtil-til-døden Kenoisk selvudrensende selverkendelse af den han havde været, og en Metanoisk transformeret erkendelse af hvem han i virkeligheden er.Om end Augustin i ”Bekendelser” Ikke direkte forholder sig til, dvs. forsøger at forklare, den ”første årsag” til adskillelse fra Gud og de deraf mennesket påførte smertefulde eksistensvilkår,1 så viser han med utallige eksempler, hvorledes han i hele sin livsførelses underlagthed af erotiske o.a. kødelige drifter samt dengrådige, umættelige afhængighed af anseelses- og kærlighedsbevisninger fra personer og ting omkring ham, er den, der alene er ansvarlig for opretholdelsen af denne adskilthed; som til stadighed gøre sig blind og døv for, undviger, glemmer og fortrænger sin egen skyld, læs: synd, heri. Det, som motiverer ogtilskynder modstand og den bestandige udsættelse af overgivelsen i troens på Gud, er det bolværk af forsvar imod opgivelsen af tilknytnings-kærligheden, til og fra den eller det ”andet”, omskiftelige, flygtige, begrænsede, forsvindende, ufuldkomne jordiske, som i manglen og tabet af Gud fungere som det ”selvsatte”selvs identitets-og selvopretholdelse; sagt anderledes, modstanden imod at opgive den overvældende fristende, men in-humane kærlighed og anseelse til og fra personer eller ting, og de heri indlejrede magiske, symbolske relationer, som bibringer fornemmelsen af selv, tryghed og identitet. Det tema vil blive forsøgt belyst i afsnittet: Del 1 Den selvundersøgende bøn.Undersøgelserne i Bekendelsernes Del 2, fra bog Bog 10-13, som behandles i opgavens afsnit: Subjektet for Bekendelser, drejer sig på den ene side om bestemmelsen af Guds natur og på den anden, menneskets, det i Guds billede skabte, men dog paradoksalt fra Gud forskellig og afgrundsdybt adskilte selv, det undersøgende såvel som det undersøgte, i et forsøg på at bidrage til forståelse og viden om ”subjektiviteten”: hvad det vil sige at være en talende og tænkende person, en selv-reflekterende og selv- kreerende, dvs. narrativt selv. Disse forsøg på at bestemme hvad eller hvem menneskets selv er, var og bliver, går over næppe afsluttelig undersøgelser af det til det sidst tænkelige spørgsmål svimlende, dybsindige, lidenskabelige; inderligt bønfaldende og lovprisende undersøgelse af ”mediet” for selvets udvikling og dannelse, nemlig af erindringen og af tiden og dens forløb, inklusive af den, som er beskrevet iBog 1, og som ved selvudrensningen og Guds nåde fuldbyrder troens forening med Gud.

KW - Det Teologiske Fakultet

KW - Augustins Bekendelser, Kenosis, Menanoia, Selv, Tro

KW - Augustins Bekendelser, Kenosis, Metanoia, Selv, Fremmedgørelse, Tro

M3 - Andet bidrag

ER -

ID: 225994926