Selvrealiseret frelse er fortællingen om en mand, der en dag blev træt af at vente på Gud og omsider begyndte at fortælle sin historie selv. – Gud lader ikke høre fra sig, sagde manden. Derfor byttede han rollerne om, og igennem sine bøger fortalte han sig nu til sin egen frelse og indsatte til sidst Gud som den pseudonyme forfatter.

Men Selvrealiseret frelse er ikke kun fortællingen om Johannes Sløk. Det er en kærlighedserklæring og en krigserklæring mod en teolog og et menneske, der på trods af elitær arrogance formåede at formidle sit eget forsøg på at forstå livets absurde gåde gennem tænkere som Nietzsche, Wittgenstein, Kierkegaard og Blixen – endda på en måde så almindelige danskere kunne forstå det.

Med Sløk som prisme bliver Selvrealiseret frelse samtidig fortællingen om ethvert menneskes forsøg på at realisere sig selv. For er det muligt at realisere sig selv for sig selv? Og hvad er det overhovedet vi realiserer, når vi siger, at vi realiserer os selv? Er det vores individuelle, autentiske kerne, er det samfundets krav om at være den gode forbruger, der kan ’vækste’ sig ud af enhver krise, eller er det i en eller anden forstand det guddommelige i det ubevidste?