Søren Kierkegaard citater

Sagde Søren Kierkegaard virkelig det? Få overblik over nogle af de mest kendte Søren Kierkegaard citater.


Citaterne er gengivet efter flg. kilder:

SKS
Søren Kierkegaards Skrifter, udg. af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, bd. 1-12, 17-24, Kbh. 1997- 

SKS-E
Søren Kierkegaards Skrifter, Elektronisk version 1.2, udg. af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, sks.dk, Kbh. 2008

SV3

Søren Kierkegaard: Samlede værker, udg. af P.P. Rohde, 3. udg., bd. 1-20, Kbh. 1962-64

Pap.

Søren Kierkegaards Papirer,
udg. af P.A. Heiberg, V. Kuhr og E. Torsting, bd. I-XI, Kbh. 1909-38

B&A
Breve og Aktstykker vedrørende Søren Kierkegaard, udg. af Niels Thulstrup og Carl Weltzer, Kbh. 1953
Citaterne er samlet og redigeret af Karsten Kynde, Søren Kierkergaard Forskningscenteret, senest revideret 18.5.2009

Se også andre citatsamlinger på nettet:

humanisme.dk

 



Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt

Af Enten - Eller, »Diapsalmata«, se ovenfor, SKS bd. 2, s. 33 / SKS-E.

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg der|10for seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?



At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Overskriften for Andet Afsnit, Capitel I, A, §2 i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, C.A. Reitzels Forlag, 1859. Paragraffen fortsætter, her gengivet efter SV3, bd. 18, s. 96:

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

English translation by Hong & Hong, The Point of view for my work as an author, Princeton University Press, 1998, chapter IA, §2, p. 45:

If One Is Truly to Succeed in Leading a person to a Specific Place, One must First and Foremost Take Care to Find Him Where He Is and Begin There

This is the secret in the entire art of helping. Anyone who cannot do this is himself under a delusion if he thinks he is able to help someone else. In order truly to help someone else, I must understand more than he-but certainly first and formost understand what he understands. If I do not do that, then my greater understanding does not help him at all. If I nevertheless want to assert my greater understanding, then it is because I am vain or proud, then basically instead of benefiting him I really want to be admired by him. But all true helping begins with a humbling. The helper must first humble himself under the person he wants to help and thereby understand that to to help is not to dominate but to serve, that to help is not to be the most dominating but the most patient, that to help is a willingness for the time being to put up with being in the wrong and not understanding what the other understands.



At træde i karakter

Udtryk præget af SK i betydningen (at vælge) at være noget fuldt og helt, stå ved sin personlige opfattelse og handle i overensstemmelse med denne, findes i flere journaloptegnelser fra 1849, bl.a. NB9:74, SKS bd. 21, s. 246 / SKS-E.

Men siden den Tid er jeg traadt i Charakteer af religieus Forf:

Findes også i NB10:192, bd. 21, s. 359 / SKS-E, NB12:196, bd. 22, s. 265 / SKS-E, NB13:4, bd. 22, s. 274 / SKS-E, NB14:44.d, bd. 22, s. 396 / SKS-E, Kommentaren til NB9 (v/ Christian Fink Tolstrup) oplyser følgende:
Udtrykket er muligvis dannet i analogi med 'træde i gevær', dvs. træde an bag geværene, gøre sig klar til kamp.


 

At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv 

Citatet er i denne form ikke af Kierkegaard. I en kronik i Politiken: »To verdener eller én«, Politiken lørdag 8. december 1990, skriver F.J. Billeskov Jansen bl.a. om 'den risiko, at et ord fra forfatterskabet river sig løs og får en videre, mangfoldigere anvendelse end i sin oprindelige sammenhæng'. Efter en udførlig redegørelse for citatets mange former, mener Billeskov Jansen dog at kunne lokalisere den oprindelige kilde til følgende citat fra Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed«, SKS, bd. 11, s. 150:

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove,
og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke
at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove
kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man
dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig
saaledes, saa let, saa ganske som var det
Ingenting - sig selv. Thi har jeg vovet forkeert,
nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men
har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa?
Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand
er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele
- og taber mig selv!

hvo] hvem.
feigt vinder alle jordiske Fordele - og taber mig selv!] hentydning til Matt 16,26, hvor Jesus siger: »hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel?« (NT-1819).



De Exemplarer, der ligge yderst blive stødte og forulykkede

Fra Journalen JJ:382 (1845), under overskriften »Replik«, SKS bd. 18, s. 268 / SKS-E.

Som der i en stor Forsending af Sild er en yderste Række, der er fortrykket og forkommen, som ved Frugts Indpakning de Exemplarer, der ligge yderst blive stødte og forulykkede: saaledes er der ogsaa i hver Generation nogle Msker, som ligge yderst og lide ved Indpakningen, der kun værner om dem, som ligge i Midten



Det gaaer saa let, at træde i Lystens Dands; men naar det saa er længere henne, og det er Lysten, der dandser med Mennesket mod hans Villie: det er en tung Dands!

Fra en prædiken til Kristi himmelfartsdag: »Christus er Veien«, afsnit II i Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet, af S. Kierkegaard, Kjøbenhavn, C. A. Reitzel 1851, SV3, bd. 17, s. 104:

En from Mand har sagt, at det koster et Menneske lige saa megen eller endnu mere Besværlighed at fare til Helvede som at komme i Himlen. Det er altsaa en trang Vei, Fortabelsens; men Christus er ikke Veien, og den fører heller ikke til Himlen. Der er paa denne Vei Uro og Angest og Qval nok, forsaavidt er Veien sandelig trang, Veien til Fortabelsen, den Vei, der, til Forskjel fra de andre Veie, vi have omtalt (den Vei, der i Begyndelsen er trang, og bliver lettere og lettere; den trange Vei, der bliver trangere og trangere), er kjendelig paa, at den fra Begyndelsen synes saa let, men bliver forfærdeligere og forfærdeligere. Thi det gaaer saa let, at træde i Lystens Dands; men naar det saa er længere henne, og det er Lysten, der dandser med Mennesket mod hans Villie: det er en tung Dands! Og det er saa let at give Lidenskaberne Tøilen - dristige Fart, man neppe kan følge med Öiet! - indtil saa Lidenskaberne, efterat have taget Tøilen, som blev dem givet, med endnu dristigere Fart - Mennesket selv drister sig neppe til at see, hvorhen de føre! - rive ham med sig! Og det er saa let at tillade en syndig Tanke at indsnige sig i Hjertet - ingen Forfører var saa smidig, som en syndig Tanke er det! - det er saa let, det gjælder ikke her som ellers, at det er det Første, der koster, o, nei, det koster slet Intet, lige omvendt, den syndige Tanke betaler i dyre Domme for sig, det koster slet Intet - førend ved Slutningen, naar Du dyrt maa betale dette Første, som slet ikke kostede Noget; thi er den syndige Tanke kommet ind, den gjør sig frygtelig betalt. Som Smigrer kommer Synden oftest ind i et Menneske; men naar saa det Menneske er blevet Syndens Træl: det er den frygteligste Trældom - en trang, en uhyre trang Vei til Fortabelse!


Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det

Af Enten - Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita. Anden Deel indeholdende B.'s Papirer, Breve til A, Kjøbenhavn 1843, afsnittet »Ligevægten mellem det Æstetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse«, SKS bd. 3, s. 173 / SKS-E.

Det, der da træder frem ved mit enten - eller er det Ethiske. Der er derfor endnu ikke Tale om Valget af Noget, ikke Tale om Realiteten af det Valgte, men om Realiteten af det at vælge. Dette er imidlertid det Afgjørende, og det er dertil jeg vil stræbe at vække Dig. Til dette Punkt kan det ene Menneske hjælpe det andet; naar han er kommen hertil, da bliver den Betydning, det ene Menneske kan have for det andet, mere underordnet. Jeg har i et foregaaende Brev bemærket, at det at have elsket giver et Menneskes Væsen en Harmoni, som aldrig tabes ganske; nu vil jeg sige, det at vælge giver et Menneskes Væsen en Høitidelighed, en stille Værdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives Mange, der sætte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden mærkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sjæl et idealt Billede, som adler deres Væsen; og dog er selv dette øieblik, hvor betydningsfuldt det end kan være, Intet mod Valgets øieblik. Naar da Alt er blevet stille omkring Een, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den anden Side er, selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.

et foregaaende Brev] nemlig i »Ægteskabets æsthetiske Gyldighed«, SKS bd. 3, s. 50.



Forventningens glæde er den største

Kierkegaard er ikke ophavsmand til devisen om forventningens glæde og det er heller ikke rigtigt, at han inviterede sin forlovede i teatret for straks at gå hjem igen. Seniorforsker på Søren kierkegaard Forskningscenteret, filolog, cand.mag. Niels W. Bruun har fundet de nedenstående kilder til det sejlivede »citat«:

Den 11. oktober 1841 hævede SK definitivt sin forlovelse med Regine Olsen. Da brudet blev kendt, gik sladderen i København. Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887), forfatter og journalist samt redaktør af det satiriske tidsskrift Corsaren fra oktober 1840 til oktober 1846, fortæller i sine Livs Erindringer og Resultater, bd. 1, Kbh. 1877, s. 323-24:

»Ordet om Samfundets principielle Uret passede godt til en ungdommelig-dunkel Forestilling om, at Ens egen Individualitet havde en særegen, en absolut Ret overfor alle de Andre, Spidsborgerne, stod i Gunst og var viet til Lykke, naar den stræbte efter Poesi, frembragte Aandsfyrværkeri. Hertil bidrog da ogsaa S. Kierkegaard uden at vide eller ville det, navnlig ved at hæve sin Forlovelse. Begivenheden stillede sig som Illustration til en Sætning om Personlighedens kunstnerske Ret overfor ethvert Baand. Det var som Goethe, der havde bortkastet Frederikke i Sesenheim, og hendes Løn for Ofret og Livets Tab var, at hun kom til at leve evig i Literaturen eller Literaturhistorien. Der fortaltes tillige sælsomme Ting om Kierkegaard, maaske usande: men de fortaltes og toge sig ud som sandsynlige. Saaledes skulde han engang have ført sin Forlovede i Theatret for at høre Mozarts 'Don Juan' og efter et Par Takter af Ouverturen ført hende bort igjen med den Bemærkning, at dette var tilstrækkeligt: i de Takter var for en rigtig Opfattelse den hele Opera, eller der var nok til den rette Stemning. Stemning, at komme i Stemning, det syntes den rette Livets Sag!«

Vi har her den tidligst kendte kilde til den historie, man kunne kalde »teaterhistorien«; det fremgår, at den kan dateres til tiden efter den brudte forlovelse.

Julius Clausen (1868-1951), var bibliotekar og forfatter. Da Regine Schlegel efter Frederik Schlegels død d. 8. juni 1896 besluttede at sælge hans store bogsamling på auktion, fik Clausen til opgave at udarbejde kataloget. Af den grund havde han i en periode sin gang hos Regine Schlegel:

»Det blev en hel Række lyse og straalende Sommeraftener anno 1896, som optoges af dette Arbejde. Henimod Kl. 9 kom Fru Schlegel gerne ind til mig. ‘Nu maa De vist være træt. De kan nok trænge til en kølig Drink'. Fra de vestindiske Dage havde hun endnu en Beholdning af Guava-Rom, som hun blandede med Isvand. Og saa sad vi der i de store sommerhede Stuer, mens Aftenkølingen faldt paa, og Samtalen kom i Gang. (...) Fru Schlegel hævdede bestemt, at alle de mange Rygter, som siden opstod efter at Kierkegaard havde hævet Forlovelsen, om at han havde experimenteret med hende, intet havde paa sig. Jeg spurgte da om, hvorledes det forholdt sig med den ret bekendte Historie, at Kierkegaard en Aften havde inviteret sin Forlovede med til ‘Don Juan', men efter Ouverturen havde rejst sig med de Ord: ‘Nu gaar vi, nu har Du havt det bedste, Forventningens Glæde!' Fru Schlegel besindede sig lidt, saa sagde hun: ‘Jo, jeg husker godt den Aften; men det var efter første Akt vi gik, fordi han havde stærk Hovedpine.'« (Julius Clausen, Mennesker paa min Vej. Minder fra de unge dage, Kbh. 1941, s. 87-88. Bruce Kirmmse, Kierkegaard truffet, Kbh. 1996, s. 82)

Denne kilde, som bygger på sagens længe efterlevende hovedvidne, bekræfter, at »teaterhistorien« ikke er andet end en myte, skabt af den københavnske sladder. Med Julius Clausens ord:

»Et oplysende Exempel paa, hvordan Rygter opstaar. En eller anden i Teatret har set dem gaa bort. Saa er det blevet forvansket, fortolket og gjort interessant.« (Julius Clausen, op.cit., s. 88)



Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften.

Øieblikket Nr. 6 (1855) SV3 bd. 19, s. 196: 

Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften.

Det Bestaaende har opfundet adskillige Tordenafledere.

Og det lykkes. Ja vist lykkes det; det lykkes at gjøre det næste Tordenveir desto alvorligere.

I Kierkegaards journaler findes flere forarbejder, første gang i Journalen EE:158, i en optegnelse dateret d. 8 Aug. 39, i formen (SKS bd. 18, s. 55 / SKS-E):
Geniet gaaer ligesom et Tordenveir mod Blæsten.

og senere i en viderebearbejdet form i Journalen NB12:49 (1849) SKS bd. 22, s. 167 / SKS-E:


Genierne ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden; forfærde Mskene; rense Luften.

Det Bestaaende har opfundet adskillige Torden-Afledere mod eller for Genier: det lykkes - saa meget desto værre for det Bestaaende; thi lykkes det een Gang, to Gange, tre Gange - det næste Tordenveir bliver desto forfærdeligere.

Af Genierne ere der to Arter. Den første Arts Charakteristiske er Bulderet, Lynet derimod er sparsomt, og slaaer sjeldent ned. Den anden Art har en Bestemmelse af Reflexion i sig, ved hvilken de tvinge sig eller tvinge Bulderet tilbage. Men Lynet er saa desto intensivere; med Lynets Hurtighed og Sikkerhed rammer det de udseete enkelte Punkter - og dødbringende



Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det

Af Enten - Eller, »Diapsalmata«, se ovenfor, under overskriften »Enten - Eller. Et exstatisk Foredrag«, SKS bd. 2, s. 47 / SKS-E.

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom.



Hjertets Reenhed er at ville Eet

Emnet for »En Leiligheds-Tale«, 1. afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, af S. Kierkegaard, København 1847, SKS bd. 8, s. 138.

Saa lad os da ved Anledningen af et Skriftemaal tale over denne Sætning:

Hjertets Reenhed er at ville Eet,

idet vi til Grund for Betragtningen lægge Apostelen Jakobs Ord, i hans Brev 4de Capitel, Vers 8:

Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere, og luttrer Hjerterne I Tvesindede;

thi kun de Rene af Hjerte kunne see Gud og altsaa holde sig nær til ham, og bevare Reenheden ved at han holder sig nær til dem; og Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.



Hvad er det Umagen værd at erindre det Forbigangne, der ikke kan blive et Nærværende

Af Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik, af Johannes de Silentio, København 1843, SKS bd. 4, s. 126 / SKS-E.

Eller gjorde Abraham maaskee slet ikke, hvad der fortælles, var det maaskee paa Grund af hine Tiders Forhold noget ganske Andet, saa lad os glemme ham; thi hvad er det Umagen værd at erindre det Forbigangne, der ikke kan blive et Nærværende.



Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee

Indskrift på en sten ved Gilbjerghoved. Citat
fra enoptegnelse fra Journalen AA, dateret
Gilleleie d. 1. Aug. 1835, SKS, bd. 17, s. 26 / SKS-E . I en note, AA:12.5, skriver Kierkegaard:

5) Hvor nær ligger Mennesket ellers trods al sin Viden ved Galskab? Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee? Alt maa til syvende og sidst basere sig paa et Postulat; men i det Øieblik det saaledes ikke længere staaer udenfor ham, men han lever deri, først da er det ophørt at være ham et Postulat. (Dialectik – Disput.)

Selve optegnelsen AA:12 lyder, i uddrag (s. 24-26):

det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en saakaldet objectiv Sandhed; om jeg arbeidede mig igjennem Philosophernes Systemer og kunde, naar forlangtes, holde Revue over dem; at jeg kunde paavise Inconsequentser indenfor hver enkelt Kreds; – hvad nyttede det mig dertil, at jeg kunde udvikle en Statstheorie og af de mangestedsfra hentede Enkeltheder combinere en Totalitet, construere en Verden, hvori jeg saa igjen ikke levede, men som jeg blot holdt frem til Skue for Andre; – hvad nyttede det mig at kunne udvikle Christendommens Betydning, at kunne forklare mange enkelte Phænomener, naar den for mig selv og mit Liv ikke havde nogen dybere Betydning? (...) Det var det, der manglede mig, at føre et fuldkommen menneskeligt Liv og ikke blot et Erkjendelsens, saa jeg derved kommer til ikke at basere mine Tanke-Udviklinger paa – ja paa Noget, man kalder Objectivt, – Noget, som dog i ethvert Tilfælde ikke er mit eget, men paa Noget, som hænger sammen med min Existents's dybeste Rod5, hvorigjennem jeg saa at sige er indvoxet i det Guddommelige, hænger fast dermed, om saa hele Verden styrter sammen. See det er det, jeg mangler, og derhen stræber jeg.



Hvert enkelt Menneske har en uendelig Realitet, og det er Stolthed og Hovmod ikke i ethvert enkelt Menneske at ære sin Næste

Citat fra en optegnelse fra Journalen NB5:87 (1848) SKS bd. 20, s. 407 / SKS-E.

Hvert enkelt Msk. har en uendelig Realitet, og det er Stolthed og Hovmod ikke i ethvert enkelt Msk. at ære sin Næste. O, at jeg saaledes kunde tale med hvert enkelt Msk., jeg er forvisset om, at jeg skulde bevæge ham. Men det er en Paralogisme at 1000 Msk. er mere end 1; thi det er at gjøre Msk. til Dyr. Pointen i det at være Msk. er at Eenheden er det Høieste, 1000 af dem er mindre.

Ak, Ak, Ak inden man faaer indøvet den Dialektik.

Paralogisme] fejlslutning.



Jeg gider slet ikke

Af Enten - Eller, »Diapsalmata«, se ovenfor, SKS bd. 2, s. 28 / SKS-E.


Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.



Jeg taler helst med Børn

Af Enten - Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita. Første Deel indeholdende A.'s Papirer, Kjøbenhavn 1843, afsnittet »Διαψαλματα« (Diapsalmata), SKS bd. 2, s. 27 / SKS-E.

Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det! Herre Jemini!

Et forlæg findes i Journalen CC:24 (1836-37), SKS bd. 17, s. 208 / SKS-E.


Jeg taler helst med gamle Fruentimmer, der føre Familievrøvl, dernæst med Afsindige - og tilsidst med meget fornuftige Folk.



Livet forstås baglæns, men må leves forlæns

Bl.a. titel på en bog af Peter Thielst om Søren Kierkegaard, Gyldendal 1994. Citat fra Journalen JJ:167 (1843), SKS bd. 18, s. 194 / SKS-E.

Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds.

I SKS's kommentar hertil (v./ Peter Tudvad) hedder det:

sigter formentlig til den ty. teolog Karl Daub (1765-1836), som SK i Af en endnu Levendes Papirer, Kbh. 1838, tillægger den opfattelse, at der i livet må »indtræde det Øieblik, da, som Daub bemærker, Livet forstaaes baglænds gjennem Ideen«, SKS bd. 1, s. 33 / SKS-E. Kilden har ikke kunnet identificeres.

(Faksimilen på det afbildede Dankort er i øvrigt fra Kierkegaards Notesbog 1:9, bl. [56r], SKS bd. 19 / SKS-E)



Lykkens Dør den gaaer ikke ind ad

Af Enten - Eller, »Diapsalmata«, se ovenfor, SKS bd. 2, s. 32 / SKS-E.

Ak! Lykkens Dør den gaaer ikke ind ad, saa at man ved at storme løs paa den kan trykke den op; men den gaaer ud efter, og man har derfor intet at gjøre.



Naar man bliver ved at gaae, saa gaaer det nok 

SK i et brev til sin svigerinde Henriette (Jette) Kierkegaard (1847), her gengivet efter B&A 150, s. 168.

Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den. Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud - jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart[,] at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, - men, ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.



Paa de »70,000 Favnes Dyb«

Udtryk fra bl.a. Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form af S. Kierkegaard. København 1847, SKS bd. 9, s. 357. Kommentaren hertil (v/ Tonny Aagaard Olesen og Pia Søltoft) lyder


et udtryk lanceret af Frater Taciturnus i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS bd. 6, s. 411f. / SKS-E, 433f. / SKS-E og 439 / SKS-E, og senere brugt af Johannes Climacus i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS bd. 7, s. 131 / SKS-E, 187 / SKS-E, 212 / SKS-E og 263 / SKS-E. - Favne: Indtil metersystemet i 1907 blev indført i Danmark, og de tidligere måleenheder ved lov blev afskaffet 1916, var 'favn' en officiel måleenhed, svarende til 1,88 m.

Stadier paa Livets Vei. Studier af Forskjellige, sammenbragte, befordrede til Trykken og udgivne af Hilarius Bogbinder, København 1845, heri »'Skyldig?' - 'Ikke-Skyldig?'« af Frater Taciturnus, SKS bd. 6, s. 411 / SKS-E.

Aands-Existents, især den religieuse, er ikke let; den Troende ligger bestandigt paa Dybet, har 70,000 Favne Vand under sig.

 

 

 

 

 

 



Sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke

Udtryk hos Storm P. (Robert Storm Pedersen, da. humorist 1882-1949, »Lige undsluppet« i Under tre Øjne, 1928). Hvad der dog er færre bekendt er at det tillige optræder hos Kierkegaard, nemlig i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg, af Johannes Climacus, udgiven af S. Kierkegaard. København 1846, SKS bd. 7, s. 157 / SKS-E, noten.


Dog gives der en underfundigere Maade at faae at vide, om han lyver. Man lade ham blot tale: er han en Bedrager, saa modsiger han sig selv, netop naar han allerhøitideligst forsikkrer. Modsigelsen ligger ikke ligefrem, nei, den er deri, at Udsagnet selv i sig selv ikke indeholder Bevidstheden om det, som Udsagnet ligefremt udsiger. Udsagnet selv kan objektivt forstaaet være ligefrem, men Manden har blot den Feil: han ramser*. At han tillige sveder og slaaer i Bordet, beviser slet ikke, at han ikke ramser, men beviser blot, enten at han er meget dum, eller at han tillige har selv en hemmelig Bevidsthed om, at han ramser.

*) Den fremsatte Tankes reduplicerede Tilstedeværelse i hvert et Ord, i hver en Mellemsætning, i Digressionen, i Billedets og Sammenligningens ubevogtede Øieblik, det agte man blot paa, hvis man vil gjøre sig den Uleilighed at see efter, om et Menneske lyver - dersom man da passer nøie paa sig selv; thi Evnen til saaledes at passe paa faaer man ved at holde igjen paa sig selv, saa faaer man den reent gratis og gider i Almindelighed ikke gjøre synderlig Brug af den.