Nyere empiriske undersøgelser, biskoppelige kommissorier og udvalgsarbejde påpeger, at kirkegængere efterlyser prædikanter som er autentiske i deres forkyndelse. Det gennemgående fokus på autenticitet i empiriske undersøgelser kan synes som en overbelastning af prædikantens person såvel som en problematisk underkendelse af budskabet til fordel for budbringeren. Til brug for en dybere forståelse af dette krav problematiseres forståelsen af autenticitet i betydningen af at finde ind til den enkeltes sande kerne. I stedet foreslår jeg, at det udtalte behov for autenticitet, fortolkes og udøves i retning af resonans, som beskrevet af den tyske sociolog, Hartmut Rosa.