”Hans Tausen. Forskning. Historie. Teologi”.
Fremstilling er en besvarelse af prisopgavespørgsmålet ”Studier i Hans Tausens forhold til Luther”, og besvarer dette spørgsmål ud fra en historisk og kronologisk betragtning af Hans Tausens liv, virke og teologi. Forholdet til Luther besvares implicit i denne fortløbende undersøgelse. Tausen behandles derfor ud fra to perspektiver. En generel historisk-biografisk betragtning af hele Tausens virke, der leder frem mod den centrale betragtning af Tausens forhold til Luther. Disse perspektiver er fremstillingens grundlæggende emner. Udgangspunktet for disse betragtninger er, at Tausen ikke eksplicit kan forstås som 'luthersk'. En sådan teologisk rubricering er en receptionshistorisk applikation.
Dette er fremstillingens fokus i første del. Denne del behandler den samlede, historiske reception af Tausen. Med udgangspunkt i de ældste betragtninger (fra o. 1570 og fremefter) arbejder fremstillingen sig henimod en undersøgelse af de forskningshistoriske resultater og positioner. De ældste beskrivelser grupperes i en samlet undersøgelse af receptionen og beskæftigelsen med Tausen inden o. 1850.
Denne undersøgelse viser, at der allerede fra begyndelsen udledtes nogle centrale spor i receptionen og undersøgelsen af Tausen og hans teologi. De luthersk-ortodokse teologer lagde f.eks. afstand til Tausen, da de identificerede flere elementer i hans teologi som 'zwinglianske'. Pietismen og rationalismen forsvarede derimod Tausen som 'den danske Luther' i deres bevidste fremhævelser af de 'lutherske' aspekter i hans teologi. Fra o. 1800 begyndte en mere kritisk behandling af historien og teologien. Dette ændrede dog ikke ved receptionen og beskæftigelsen med Tausen. Han opfattedes stadig som specifikt 'luthersk', men nu qua hans 'reformatoriske' teologi kontra en 'katolsk' forståelse.
En kritisk vending indtrådte o. 1850. Fra og med dette tidspunkt blev beskæftigelsen reelt historisk-kritisk forskning. Imidlertid ændrede denne kritik ikke nødvendigvis ved de teologiske vurderinger af Tausen. Denne tids forskning gentog, på trods af deres videnskabelige landvindinger, de foregående receptionshistoriske positioner og applicerede deres respektive forståelser af det særligt 'lutherske' hhv. 'zwinglianske' etc. Disse receptionshistoriske hovedspor suppleredes af yderligere et perspektiv, der ville forklare Tausens evt. afvigelser fra et ('dogmatisk' forstået) 'luthersk' standpunkt. Opmærksomheden blev rettet mod hans 'filippistiske' konnotationer.
Det 20. århundredes forskning betød en uddybning af de historiske betragtninger, men radikaliserede yderligere receptionens to hovedspor. Forskningen antog stadig to divergerende retninger. Den ene retning fortsatte det (entydige) fokus på det 'lutherske', mens den anden retning forklarede afvigelserne fra Luther med at pege på den 'humanistiske'/'bibelhumanistiske' teologi som baggrunden for Tausen og de danske reformatorers position(er). Disse gentagne, receptionshistoriske positioner modificeredes og nuanceredes ved betragtninger, der fokuserede på både det 'lutherskes' og det 'humanistiskes' fælles udtryk i f.eks. den 'filippistiske' teologi. Tausens og de danske reformatorers teologi blev derfor opfattet som en syntese.
De teologiske rubriceringer har større receptionshistorisk end forskningshistorisk betydning. Beskæftigelsens og forskningens resultater og vurderinger kan generelt karakteriseres som gentagelser. Den receptions- og forskningshistoriske første del viser, at en vurdering af forholdet mellem Tausen og Luther afhænger af, hvordan der spørges ind til Tausen og dennes historie og teologiske position(er).
Den receptions- og forskningshistoriske gennemgang danner baggrund for fremstillingen anden del - den historisk-litterære, som er besvarelsens centrale del. Denne arbejder ud fra den grundhypotese, at den historiske Tausen skal forstås som en syntese af kontinuitet og nyorientering. Som en integreret del af den historiske undersøger fremstillingen Tausens skrifter og afsøger hans teologiske positioner. I disse teologihistoriske/litterære gennemgange sammenlignes skrifterne med eksterne forlæg og divergerende 'reformatoriske' teologi(er), herunder særligt med Luthers skrifter og teologi.
Den historiske og litterære anden del er ny konstruktion af den historiske beskæftigelse med Tausens liv og virke. Den er opbygget kronologisk-biografisk og gør nedslag i alle væsentlige aspekter af Tausens liv og virke. Den begynder med hans tidligste år og betragter herefter indgående hans studietid. Denne var især influeret af humanistiske studier flere steder, bl.a. i Wittenberg. I den forbindelse betragtes særligt begivenheder og teologer (især Luther) omkring dette universitetet i perioden 1523-24/25. Dette giver et billede af, hvilken teologisk klangbund, Tausen kan være blevet rundet af i sin studietid.
Herefter vender fremstillingen sig mod Tausens virke i Danmark. Der bliver redegjort for kontinuiteten i hans virke, som f.eks. munk, også efter hjemkomsten i 1525 og de første år i Viborg. Først i Viborg begynder et egentligt reformatorisk arbejde, og det er også i denne periode, at Tausen udgiver sine første skrifter. Disse undersøges, og de viser en tilknytning til Luther, men udtrykker grundlæggende en alment forstået 'reformatorisk' alternativt 'humanistisk-reformatorisk' teologi. Dette gældende generelt for Tausens litterære arbejder. Han henviser dog ofte både direkte og indirekte til Luther i flere skrifter, ligesom f.eks. Tausens oversættelse af pentateuken (1535) er bestemt og stærkt influeret af Luthers tilsvarende.
Tausens virke er også influeret af de politiske forhold. I 1529 kommer han til København, hvor han fortsætter sit reformatoriske arbejde, og formentlig medvirker til radikaliseringen af den evangeliske bevægelse som sådan. På herredagene i 1530 og 1533 diskuteres spørgsmålet om den rette 'religion'. På sidstnævnte anklages Tausen - qua sine udtalelser i sit skrift mod Poul Helgesen - for at have benægtet Kristi nærvær i nadveren. Efter borgerkrigen 1534-36 indførtes den statslige reformation og reorganisation af kirken efter 'luthersk' facon. Tausen medvirker i dette arbejde i kraft af deltagelsen i kommissionen til kirkeordinansen. Hans arbejde for en yderligere konsolidering af den evangeliske og 'reformatoriske' teologi kommer bl.a. til udtryk i hans postil (1539).
Postillen indtager en fremtrædende plads i afhandlingen. Den undersøges særligt ud fra en bestemmelse af de litterære forlæg. Undersøgelsen viser, at Tausen primært er afhængig Stephan Roths postiller (1526-28), som han genskriver eller oversætter i mere eller mindre eksplicite bearbejdelser.
Tausen ansættes efter den statslige reformation som lektor i hebraisk, men bliver allerede i 1541 superintendent i Ribe stift. Her fungerer han som forvalter af den 'lutherske' statsteologi, men udgiver alligevel en række skrifter, der f.eks. er påvirket af Calvin.
Tausens skrifter viser - i kraft af deres flersidighed og afhængighed af divergerende teologer og eksterne forlæg - at deres fællesnævner findes i en generelt forstået 'reformatorisk' teologi. En fornyet bestemmelse af Tausens teologi er derfor i flertal (positioner hhv. teologier) pga. disse divergerende teologiske udtryk. Imidlertid er disse divergerende teologier alle indbyrdes afhængige som del af syntesen den 'reformatoriske' teologi.
Tausen kan bestemmes som 'reformatorisk', fordi han agerede som andre 'reformatoriske' teologer i samtiden. Som sådan var han ikke eksplicit 'luthersk', i en moderne ('dogmatisk') forståelse. På egne og samtidige vilkår var han 'reformatorisk', antageligt 'luthersk'. Hvis dette var den samtidige forståelse af den 'reformatoriske' teologi, så er en sådan definition (renset for historiske tilføjelser, jf. første del) også en passende identifikation af Tausens teologiske position i dag.