Artiklen er en historiografisk undersøgelse af receptionen af den danske reformator Hans Tausen (1494/98-1561) i særligt det 20. århundredes danske forskning. Allerede de luthersk-ortodokse teologer (fra slutningen af det 16. århundrede og ind i det 17. århundrede) distancerede sig fra Hans Tausen, hvis teologi bl.a. Hans Poulsen Resen identificerede som 'zwingliansk'. Pietismen og rationalismen (i en anden halvdel af det 18. århundrede) forsvarede derimod Tausen og benævnte ham endog 'den danske Luther' (Erich Pontoppidan), pga. det de antog at være særligt 'lutherske' aspekter i Tausens teologi. Et kritisk fokus indskærpedes fra o. 1850, men ændrede ikke ved de to alternerende positioner. Artiklen understreger, at også det 20. århundredes læsninger og undersøgelser af Tausens teologi er grupperet i to hovedspor, idet fokus enten er 'det lutherske' (bl.a. Hal Koch) eller alternativt 'det humanistiske' (J. Oskar Andersen), den 'humanistiske reformationstype' (N.K. Andersen), hos nogle ydermere detaljeret bestemt som 'filippistisk' (bl.a. Jens Glebe Møller) eller 'wittenbergsk' (M. Schwarz Lausten). En fornyet undersøgelse af Tausens teologi bør dog snarere ske ud fra antagelsen af Tausen og reformationsteologien som en syntese af kontinuitet og reorientering / nybrud.