Abstract: International homiletikforskning har udviklet sig fra at analysere prædikengenren som en tale frem for en tekst, som en interaktiv begivenhed, hvis betydning opstår i samspillet mellem prædikant og menighed, frem for et forsøg på envejs overførsel af mening fra et antikt tekstunivers. Empiriske undersøgelser af folk der lytter til prædikener har vist, at der er afgørende forskelle på udbyttet af en prædiken afhængigt af, om den er hørt i et kirkerum eller læst ved et skrivebord. Hermeneutiske, litteraturvidenskabelige og antropologiske undersøgelser bekræfter, at mundtlighed og skriftlighed er som to forskellige kulturer; to separate måder at tænke og kommunikere på. Spørgsmålet, som kan melde sig i mødet med henholdsvis det litterære, bibelske og det situative, orale homiletiske paradigme er, om homiletikken er tvunget til at underlægge sig een af kommunikationsformerne på bekostning af den anden, for at kunne skabe rum for det fremmede, 'der Ganz Andere'? Den sekundære oralitet, som homiletikere arbejder med i dag, er kendetegnet ved at være dybt afhængig af chirografiske og elektroniske hjælpemidler i forsøget på at opnå en form for fællesskab og sproglig begivenhed i stil med den primære oralitets. Spørgsmålet er, i hvor høj grad nutidig prædikenpraksis som litterært baseret oralitet, kan lære noget af Paulus' korrespondance som er kendetegnet ved at være en oral funderet litteralitet.
Udgivelsesdato: Februar