De ortodokse kirker i Montenegro har fået en ny politisk rolle: “Kirkerne er helt afgørende for, hvem der skal lede landet”

Er den montenegrinske befolkning en selvstændig nation med ret til egen kirke, eller er den en del af det serbiske folk og hermed også den serbiske kirke? 

Det spørgsmål skriver sig ind i en af de største politiske konflikter i Montenegro, hvor kirkelige protester fra den stærke lokale serbiske ortodokse kirke mod den siddende montenegrinske regering har præget det tidligere jugoslaviske land det seneste år. De serbiske protester drejer sig om en kontroversiel religionslov, der blev vedtaget juledag i 2019, og som giver den montenegrinske regering ret til at fratage den serbiske kirke sine historiske klostre og kirker i landet. Regeringens argument lyder, at den serbiske kirke er ved at ødelægge den montenegrinske kulturarv, som derfor må beskyttes. 

I en ny ph.d.-afhandling har Emil Hilton Saggau, cand.theol. fra Det Teologiske Fakultet, undersøgt, hvordan de ortodokse kirker i Montenegro har fået en ny og mere afgørende politisk rolle i spørgsmålet om national identitet efter kommunismens fald.

Afhandlingen viser blandt andet, at kirkerne, særligt den serbiske, i Montenegro har været - og stadig er - igennem en omfangsrig genopbygning. Både i fysisk forstand med 630 nye eller restaurerede serbiske kirker, men også gennem uddannelsen af et nyt serbisk præsteskab og kirkens indtagelse af rollen som den vigtigste organisation i montenegrinsk kultur og politik.

De nuværende regeringer i både Serbien og Montenegro regerer kun, fordi de har støtte fra kirken. Kirken er blevet helt afgørende for, hvem der leder landene

Som eksempel på sidstnævnte fremhæver Emil Hilton Saggau, hvordan den daværende montenegrinske regering faldt i august i år, blandt andet fordi konflikten med kirken havde svækket regeringens vælgerskare. Kirken er med andre ord blevet en vigtig magtfaktor, der ikke kan ignoreres: 

“De nuværende regeringer i både Serbien og Montenegro regerer kun, fordi de har støtte fra kirken. Kirken er blevet helt afgørende for, hvem der leder landene,” fortæller Emil Hilton Saggau. 

Montenegro opnåede selvstændighed i 2006 og er således en af Europas yngste nationer, dog med mere end tusinde års historie bag sig. Under statsdannelsen blev en ny ortodoks montenegrinsk kirke grundlagt i et opgør med den lokale serbiske kirke. Et tiltag, som er vigtigt for det tidligere jugoslaviske lands vej mod en ny national identitet, fortæller Emil Hilton Saggau: 

“Den nationale identitet fylder meget for mange montenegrinere og serbere, og heri indgår og spiller kirken en mere fremtrædende rolle end tidligere. For mange montenegrinere og serberne er deres kirke endda blevet lig med national identitet.”

Udviklingen er ny i Montenegro, og den samme udvikling kan ses overalt i Østeuropa, blandt andet Polen og Rusland. Men hvorfor er kirken blevet så magtfuld?

“Udviklingen skyldes først og fremmest, at de nationale bevægelser har deres udgangspunkt i kirken og kirkens religiøse fortællinger og helgener. Landenes sprog, kultur og særtræk har alle tråde, som går tilbage til det kirkelige,” siger han. 

Og netop udviklingen af helgenkulte, helligdomme og religiøse materialer i kirkerne i Montenegro efter kommunismens fald har været omdrejningspunktet for Emil Hilton Saggaus afhandling. Det er nemlig i de fortællinger, at forholdet mellem nation og kirke bliver tydeligt. “Derfor arbejder den montenegrinske kirke benhårdt på at fremhæve lokale helgener, opføre lokale kirker og kræve ejerskabet over andre kirker,” fortæller han.  

Hvorfor netop kirkerne i Montenegro er blevet så synlige, er der også en anden årsag til, som man skal tilbage i historiebøgerne for at finde svaret på. Montenegro blev i århundreder ledt af en regent, der både var prins og ærkebiskop. Stat og kirke var derfor en i Montenegro. Denne kirkelige arv er revitaliseret efter kommunismens fald, idet kirken er trådt frem som den eneste nationale søjle, der overlevede kommunismen, fortæller Emil Hilton Saggau: 

“Nu kæmper to kirker og to nationale fortællinger, en serbisk og en montenegrinsk, om at være den dominerende. Denne kamp er tydelig og synlig i det offentlige rum, eksempelvis ved store offentlige kirkelige parader og voldsomme fysiske sammenstød mellem kirkernes tilhængere over retten til kirker.”