Kommer coronakrisen til at forandre hjemmet?

Med forskningsprojektet STAY HOME stræber fire forskere sammen med projektleder og professor i kirkehistorie Mette Birkedal Bruun og redaktør Emma Klakk efter et tværfagligt nybrud i deres undersøgelser af hjemmet under coronakrisen. Med arkivdata fra projekter af Nationalmuseet, IT Universitetet og Aalborg Universitet sætter de fire forskere danskernes erfaringer fra hjemmet i et teologisk, historisk, teknologisk og arkitektonisk perspektiv.

Mød de fire forskere her og bliv klogere på, hvordan de vil bruge coronakrisen til at opnå indsigter til gavn for fremtidens hjem.

Coronakrisen blev en katalysator for nytænkning af hjemmet

Anne-Milla Wichmann Kristensen er teolog og ph.d.-studerende ved Det Teologiske Fakultet. Med fokus på eksistentielle erfaringer med angst og mod undersøger hun coronakrisen som en eksistentiel krise, der sætter vores eksistens i et nyt perspektiv, der kan inspirere os til forandring: ”Det, der interesserer mig, er, om coronakrisen kan være med til at belyse det 21. århundredes eksistentielle spørgsmål, hvis den forstås som et forandrende øjeblik i historien.” Med udgangspunkt i nutidige erfaringer fra coronakrisen og med inspiration fra den teologiske tænker Paul Tillich (1886-1965) trækker Anne-Milla Wichmann Kristensen både tråde til erfaringer fra tidligere kriser og til mulighederne for en forandret fremtid.

Katrine Rønsig Larsen, som er familiehistoriker og ph.d.-studerende ved SAXO-instituttet på Københavns Universitet, bruger også historien til at forstå den nutidige coronakrise. Hun undersøger oplevelser og forståelser af vold i hjemmet gennem historien og til i dag under coronakrisen. Ifølge Katrine Rønsig Larsen er vold i hjemmet under coronakrisen er blevet set som et samfundsproblem: ”Der er oprettet nødkrisecentre og hjælpepakker, og den offentlige debat har også beskæftiget sig med coronarestriktionernes negative konsekvenser for vold i hjemmet. Men set fra et historisk perspektiv er der sket markante skift i måden, som samfundet har håndteret vold i hjemmet på, og hvordan, hvis overhovedet, man har diskuteret det i offentligheden. Spørgsmålet er, hvilken betydning den skiftende synlighed og usynlighed af vold i hjemmet har for den måde, individet oplever volden på," siger hun. 

Coronakrisen kan udfordre vores forståelse af vold i hjemmet og samfundets håndtering af den, og derfor ser hun potentiale for at gentænke nogle af de måder, vi indretter os på både i hjemmet og på samfundsplan: ”Krisen har vist os, at det særligt er kvinder, som er udsat for vold, og at vores hjælpesystemer kan være sårbare i krisetider. Coronakrisen kan med andre ord være en anledning til at genoverveje den måde, vores hjælpesystemer er indrettet på.”

Den forandrede hverdag under coronakrisen synliggør, hvad der fungerer godt, og hvad der fungerer mindre godt både i og uden for hjemmet. Ph.d.-studerende ved IT-universitetet Katja Pape de Neergaard undersøger, hvordan digitale teknologier er med til at nedbryde eller opretholde grænserne for privatlivet i hjemmet, og hvilken betydning det kan have for oplevelsen af hjemmet nu og i fremtiden: ”Alle former for aktiviteter, også dem der plejer at foregå ude i verden, er rykket ind i hjemmet. For nogle betyder det, at de må opfinde nye strukturer i hverdagen, og at grænserne mellem arbejde og privatliv samt grænserne mellem individers privatsfærer og resten af samfundet bliver svære at håndtere,” siger hun.

De mange funktioner, som hjemmet skal omfavne under coronakrisen, kan ikke kun håndteres gennem digitale teknologier, men også gennem arkitektonisk design. I sit projekt udforsker arkitekt og adjunkt ved Det Kongelige Akademi Nicholas Thomas Lee tærsklerne mellem hjem og samfund og det private og det fælles. Han arbejder lige nu på prototyper af hjem, der kan tilgodese de krav, coronakrisen stiller til hjemmet, når vi er nødsaget til at bruge det meste af vores tid der. Han fortæller: ”Forestillingen om hjemmet som en stabil enhed med etablerede og anerkendte funktioner er blevet udfordret under coronakrisen. Hjemme- og studiearbejde slører ​​grænsen mellem den offentlige og private sfære, hvilket til tider har resulteret i mangel på privatliv, men samtidig også en fragmentering af sociale interaktioner. For dem, der bor alene, kan det føre til ensomhed eller kedsomhed, mens det for dem, der lever tæt med andre, kan betyde at personlige rum invaderer hinanden. Her opstår spørgsmålet: hvis vi ser fænomenet ”stay home” som en katalysator, hvordan kan vi så rekonceptualisere hjemmet og dets rumlige organisering for bedre at imødekomme de nye behov, der har vist sig i hjemmet?”