24. april 2023
Sonningprisen til serbisk shaman
PERFORMANCE ART
Sonningprisen 2023 går til den serbiske performancekunstner Marina Abramović. Det er præst og gæsteforsker ved Det Teologiske Fakultet Jesper Tang Nielsen, der har indstillet hende til prisen. Læs her om Jesper Tang Nielsens motivation for at indstille kvinden, der både beskrives som shaman og ’the grandmother of performance art’ til den fornemme pris.
Hvad har du lagt særlig vægt på i din indstilling af Marina Abramović til Sonningprisen?
Jeg vil sige, at jeg har lagt særlig vægt på to ting.
Det første er, at hun i sin kunst er grænseoverskridende. Det er det gennemgående træk gennem alle årene.
Hun har lavet performancekunst siden begyndelsen af 1970’erne, og hun gør det fortsat. I hele hendes virke har et af de karakteristiske træk været, at hun har været grænseoverskridende. Og det gælder på rigtig mange forskellige måder.
I begyndelsen var det særligt hendes egen krop og dens grænser, som blev udfordret og overskredet, indtil hun bragte sig selv i dødsfare, helt konkret. Det skete i værket ’Rhythm 5’, hvor hun havde placeret sig selv inde i en brændende stjerne og pludselig mistede bevidstheden på grund af iltmangel.
Senere blev det grænsen mellem kunstneren og publikum, der skulle udfordres. Publikum blev inddraget på en måde, så deres reaktioner var en del af selve værket.
Det andet, jeg har lagt vægt på, er nærværet.
Performancekunst, hendes kunst, er en nærværs-kunst. Den eksisterer så at sige kun, når hun og publikum er til stede.
Dette nærvær med publikum er helt afgørende for Marina Abramovićs kunst generelt, og det nåede sit ultimative udtryk i værket: ’The Artist is Present’ fra 2010, som foregik på MoMA i New York.
Her sad Marina Abramović på en stol med en tom plads foran sig i otte timer om dagen i næsten tre måneder. Publikum kunne så sætte sig og kigge på hende, så længe de ville. Men hvis ingen satte sig på den tomme plads, ville der ikke være noget værk.
Det blev en kæmpe publikumssucces.
Du er teolog og præst. Det får mig til at spørge, om der er nogle særlige teologiske aspekter i Marina Abramović kunst?
Der er utvetydigt religiøs symbolik i hendes kunst. F.eks. når hun ligger nøgen på et kors af is eller bruger slanger i sine performances. Man kan også sige, at hun i nogle af hendes værker nærmest ofrer sig selv.
Men, det vil være forkert at sige, at det er religiøs kunst, og det ville være endnu mere forkert at sige, at det er kristen kunst.
Som kunstner er hun inspireret af mange forskellige traditioner og oprindelige kulturer, bl.a. aboriginere fra Australien, tibetanske munke og indianere fra Brasilien, og i flere af hendes værker optræder hun som en slags shaman, hvor hun så at sige overtager samfundets smerte og stedfortrædende gennemgår forskellige renselsesritualer.
En række temaer går igen i hendes performancekunst, bl.a. lidelse, nærvær, udholdenhed, selvskade, publikumsinddragelse og det grænseoverskridende. Kan du på den baggrund sige noget om, hvad det er for en mission, Marina Abramović har haft gennem sin karriere som performancekunstner?
Man kan godt tale om, at hun har haft en mission med sin kunst, og i den forbindelse er det ikke forkert igen at bruge et religiøst udtryk: At ofre sig selv. Ved at lægge sit liv og sin død frem for publikum har hun ønsket at skabe en forandring hos dem. En bevidsthedsmæssig forandring, som hun betegner ”cleaning”, dvs. renselse, hvilket jo også kan betragtes som et religiøst motiv. Det, tror jeg, har været hendes mission.
Lykkedes hun med det?
For dem, der deltog i ’The Artist Is Present’, virker det som om, at der virkelig skete noget i kunstner-publikum relationen. Her så man mange følelsesladede reaktioner fra folk, der sad over for Marina Abramović – de var meget påvirket af situationen, og mange græd.
I de sammenhænge har hun helt klart haft succes med at påvirke beskuerens bevidsthed.
Marina Abramović nævner selv, at hendes performancekunst har til formål at skabe en dialog af energi mellem publikum og hende selv, der kan transformere både hende og publikum.
I dag udbyder hun også en række kurser, som flere kendte kunstnere har været på. Her anvender de bl.a. en række klassiske religiøse teknikker som faste, stilhed og meditation, der skal frigøre dem til at lave deres kunst. Flere af kunstnerne fortæller om meget intense oplevelser, der efterfølgende har haft stor betydning for deres kunstneriske virker.
Hvad kan publikum lære af, at hun er nærværende, kompromisløs og grænseoverskridende?
Det der sker i hendes kunst, og som man kan sige om al god kunst, er, at man bliver præsenteret for en virkelighed, som man skal forholde sig til. Særligt i hendes meget ekstreme performancekunst fra begyndelsen af 1970’erne, hvor beskuerne bliver udfordret i en sådan grad, at de må spørge sig selv: Skal jeg gribe ind?
Er det i orden, at jeg bliver siddende og kigger på det her?
Og det er sket flere gange, at Marina Abramovićs performance er blevet afbrudt af publikum, fordi hun havde bragt sig selv i fare.
På den måde er publikum virkelig blevet udfordret på det, de har set – på deres egne etiske grænser.
Kan du anbefale et værk, hvis man ikke i forvejen kender Marina Abramović?
Ved siden af ’The Artist is Present’ er hendes nok mest kendte værk ’Rhythm 0’. Her stiller hun sig selv betingelsesløst til rådighed i seks timer i et rum, hvor der er 72 objekter, som publikum kan bruge på hende. Det er måske et godt sted at starte, fordi det her er meget tydeligt, hvad det er, hun gør med sin kunst – hvor publikumsinddragelsen og de etiske dilemmaer er helt tydelige.
Er det så kunst?
Det er klart, det er et relevant spørgsmål. Mit svar vil være, at det er kunst, når vi er med i det, ser på det – sådan er det med performancekunst. Men det ville ikke været kunst, hvis vi ikke blev inddraget i det.
Så det er velfortjent, at årets Sonningpris går til en shaman?
Ja, det synes jeg bestemt, det er.
Hun har i fem årtier produceret banebrydende og grænseoverskridende værker, der igen og igen har udfordret publikums grænser og forståelse af sig selv og verden.
I samme periode har hun været med til at flytte performancekunsten fra en outsider-position til at være mainstream.
I dag er performancekunst mere populær end nogensinde. Stort set enhver ny udstilling indledes med en eller anden form for performance, fordi vi som publikum drages af det unikke – det, der ikke kan gentages.