Da Søndre Campus fik bier, dukkede Kristus op i bistadet

Til foråret skal bierne på Søndre Campus have en ny biavler.

Hvem det skal være er stadig uvist. Men en ting er sikkert: Søndre Campus’ bier handler om langt mere end honning. For hvorfor er der overhovedet bier på Søndre Campus? 

"Mine forskerkolleger Jakob Skovgaard-Petersen og Ditlev Tamm var drivkræfterne bag idéen, at Søndre Campus skulle have et par bistader. De mente, at bier var så stor en del af vores kulturhistorie, at de også hørte hjemme blandt de tørre fag på Amager," fortæller Gitte. 

Den tanke kom til at præge hele projektet. For bierne viste sig hurtigt fungere som et prisme for spørgsmål om religion, historie, lovgivning og kultur. 

Bierne sværmede ind i forskningen 

Da Gitte begyndte at passe bistaderne, havde hun ikke forestillet sig, at bierne også ville finde vej ind i hendes forskning. 

"Det havde faktisk ikke noget med min forskning at gøre. Lysten til at have med bier at gøre kom fra min barndom. Mine bedsteforældre havde ikke selv bier, men naboerne havde, og honningmadderne var en del af ferierne hos mine bedsteforældre.” 

Arbejdet som Søndre Campus’ bier førte hende i stedet til oldkristne traditioner, hvor honning spillede en vigtig rolle. 

“I Hippolyts dåbsritual fra det 3. århundrede indgår honning som en del af ritualet. Den, der skulle døbes, skulle medbringe vin, brød og honning. Vin og brød kender vi fra den kristne tradition, men honningen er et pant på det evige liv. Det er et symbol på den transformation, der begynder i dåben, hvor den døbte så småt påbegynder sin forvandling til et åndeligt væsen," siger Gitte Buch-Hansen. 

Honningen ledte samtidig videre til nogle af oldkirkens store teologiske diskussioner. 

"I samme periode bliver det et centralt stridspunkt i oldkirken, hvilken karakter opstandelsen har. Handler den om, at man opstår i et kød-og-blod-legeme, eller transformeres man åndeligt gennem Kristus ind i Gud?” spørger Gitte Buch-Hansen. 

At opstandelsen blev et stridspunkt i oldkirken kan hænge sammen med, at forestillingen om ’den dobbelte udgang’ dukker op i kirken. Altså forestillingen om efterlivet i himmelen eller i helvede.  

“Hvis man ikke har en krop, kan man heller ikke opleve smerte eller straf. Faktisk har vi kilder, der direkte beskriver forestillingen om helvede som et frelselsespædagogisk afskrækkelsesmiddel,” siger Gitte Buch-Hansen. 

Bierne førte også Gitte til mindre kendte spor i kristendommens historie. 

“I de byzantinske manuskripter (red. en ældre manuskripvariant) af Lukasevangeliet tilbydes den opstandne Kristus fisk og honning. Den variation er imidlertid røget ud af det 20. århundredes bibeloversættelser. Han får nu kun fisk.”

Da Kristus var bikonge 

Frem til det 17. århundrede var man overbevist om, at bidronningen var en konge. Forestillingen var så stærk og blev optaget i kristendommen.

"Vi ved fra Aristoteles' skrift om dyrenes forplantning, at man i antikken diskuterede biernes køn. Selv når Aristoteles frem til, at bidronningen må være en konge, fordi hvis ikke der er en konge i stadet, bliver der uro, og der kommer ingen yngel. Den forståelse tager den kristne tradition til sig. Bikuben bliver et symbol på kirken, mens 'bikongen' selvfølgelig kommer til at symbolisere Kristus. Også pavens tiara er udformet som en bikube, netop fordi paven opfattes som Kristi repræsentant på jorden." 

Men hvad gjorde den erkendelse ved et symbol, der havde været brugt i århundreder? 

"Jeg tror, der er gået noget tid, inden opdagelsen slår igennem i kirken. Det sker på et tidspunkt, hvor man har fået et mere pragmatisk forhold til det at holde bier, hvor produktionen af honning og voks indgår i økonomien. Bierne bliver i 1800-tallet i stigende grad en del af et moderne natursyn, hvor de kommer til at handle mindre om religiøs symbolik og mere om flid, disciplin og nyttighed,” siger Gitte Buch-Hansen.

After-beeing 

Over årene er der opstået et fællesskab omkring bierne.  

Et bilaug med studerende og ansatte fra blandt andet Teologi, Nanoscience og administrationen passer fra april til september bierne sammen. Efter arbejdet mødtes gruppen til det, de kalder 'after-beeing'. Samtalerne omkring bistaderne handler om meget mere end bier. 

"For bilaugets unge kvinder er det blevet et sted, hvor man kan udveksle synspunkter om alt fra forholdet til naturen, til abort, teologi, tro og andre store ting." 

Ifølge Gitte hænger det sammen med selve arbejdet ved bistadet: 

"Biavl er en form for omgang med vores ’non-human’ world, hvor vi for en gangs skyld bliver nødt til at underkaste os. Fordi det er bierne, der bestemmer. Det kræver stor tillid til hinanden at arbejde sammen i bigården. Man mærker meget tydeligt, hvad de andre gør, fordi arbejdet i høj grad handler om at fornemme, hvor bierne er, hvad der sker omkring dem. Man er nødt til at være ekstremt koncentreret. Hvis nogen taber en tavle eller et magasin, kan det få bierne til at gå i alarmberedskab, og det være rigtig ubehageligt at stå midt i en sværm af rasende bier." 

Hvem tager over? 

Nu er spørgsmålet, hvem der fører historien og ikke mindst fællesskabet videre. 

Bierne er der stadig, og de har klaret sig bemærkelsesværdigt godt. Da en erfaren biavler for nylig inspicerede familierne, lød vurderingen ifølge Gitte Buch-Hansen: 

"Den kyndige biavler sagde, at han aldrig har oplevet så rolige bier som dem, vi har. Jeg var bare så stolt!" 

Samtidig har familierne overlevet i syv år, selv om bidødeligheden i København ligger på 30-40 procent om året. 

"De her har overlevet i syv år. Det er altså helt exceptionelt." 

Til foråret skal en ny biavler overtage ansvaret. Ikke kun for to bistader, men også for et lille stykke kulturhistorie på Søndre Campus. 

Og måske for det spørgsmål, bierne efterlader: 

Hvordan reagerede kirken på det faktum, at bikongen – altså Kristus – viste sig at være en dronning?