»At afbilde en Nisse med den Hat, der gjør ham usynlig«

Om at biografere Søren Aabye Kierkegaard

Joakim Garff

»Jeg er en Janus bifrons: med det ene Ansigt leer jeg, med det andet græder jeg«. Således portrætterer Kierkegaard sig selv i sin journal fra 1837, hvor han sørgmuntert har fundet på at sammenligne sig med den romerske gud, der med sine to ansigter kunne kigge både bagud og fremad i tiden. Sammenligningen må man kalde velvalgt, for Kierkegaard er fyldt til bristepunktet med så righoldige modsætninger, at hans vedholdende interesse for eksistentielle problemer ikke behøver nogen nærmere begrundelse. Da han sjældent var særlig længe om at komme fra den ene ekstrem til den anden, hverken i sit væsen eller i sin virksomhed, har han ikke blot unddraget sig traditionelle typedefinitioner, men tillige nødvendiggjort et bifrontisk blik hos sine fortolkere, der skal fastholde ham i hans hyperkomplekse fremtrædel­sesform som tungsindets teolog og ironiens magister, som opbyggelig forfatter og skånselsløs profet, som retorisk artist og kritiker af det æstetiske, som paradoksets tænker og det enfoldiges fortaler, som københavnsk dandymillionær og modernitetsmartyr, som ængstelig til det patologiske og uforfærdet polemiker, som angerfuldt selvudslettende og monumentalt selvbevidst, som forfinet aristokrat og rundhåndet gadepræst, som den indirekte meddelelses forsvarer og erfaren forfører, som klassisk mestertænker og drillende dekonstruktivist, som pietistisk klosterbroder og fandenivoldsk livsnyder, som ubetinget ugift og dog viet til sin ungdoms kærlighed. Rækken af uforeneligheder kan ubesværet fortsættes nogen tid endnu, men allerede dette beskedne udvalg gør det formentlig indlysende, at man i stedet for 'Kierkegaard' kunne fristes til at tale om 'Kierkegaarde' og følgelig som et første svar på spørgsmålet om, hvad Kierkegaard mon mente om dette eller hint, burde spørge den spørgende: Hvilken Kierkegaard?

***

Hvilken Kierkegaard? - det spørgsmål melder sig mere eller mindre højlydt for enhver, der vil biografere den magiske magister, hvis betydning for dansk åndsliv Georg Brandes ville hæmme og Johannes Hohlenberg fremme, hvilket blot bekræfter den lige så elementære som problematiske kendsgerning, at også tolkningen af Kierkegaard er underlagt de kulturelle kon­junk­­turer, den til enhver tid gældende tidsånd, hvor åndløs den for resten kan være.

  At biografien heller ikke er nogen entydig genre, gør selvsagt ikke det hele lettere. Men lad os nu bare sige, at en biografi er en fremstilling af et men­neskes liv, som dette har udfoldet sig over en årrække, inden for en bestemt geo­grafisk radius og i forhold til et i princippet afgrænseligt antal begivenheder og andre personer i denne verden. En sådan definition kan vel næppe give anledning til den helt store uenighed. Det kan det derimod, når man føjer til, at en biografi kun kan fuldbyrdes genremæssigt, hvis den overskrider den rent leksikale registrering af disse forhold og altså må gestalte sig som andet og mere end summen af de historiske kendsgerninger, der lader sig indsamle og opdynge om den biograferede, som under de talløse datas uendelige vægt snarere afgår ved døden anden gang end genopstår for øjnene af sin læser. Biografien er derfor nødt til at blande blod og blæk med en genre, der gerne opfattes som de historiske kendsgerningers mod­sæt­ning, nemlig roman­genren, hvis forhold til fiktionen er lige så frit og ukom­pliceret, som biogra­fiens er ufrit og kompliceret. Den biografi, der ikke kan eller vil være en fortælling, burde alvorligt overveje at skifte til en anden genre og eksempelvis titulere sig monografi eller noget andet narrativt uforpligtende. Næppe overraskende er det ikke en nidkær kildekritiker, Kier­ke­gaard har i kikkerten, når han forestiller sig sin fremtidige biograf, men noget så storladent som en åndsbeslægtet »Digter«, for som det hedder i en udateret optegnelse fra 1846: »Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud, og der vil nok komme den Tid, da Pigerne skulle rødme af Begeistring, naar en Digter vil fortælle hele mit Existents-Anlæg«.

***

Hvilken Kierkegaard? - spørgsmålet melder sig ikke bare for biograferne, men også for Kierkegaard selv, der et par år før sin optegnelse om Janus bifrons sad en sommerdag oppe i Gilleleje og skrev den siden så verdensberømte op­tegnelse om vigtigheden af at finde den idé, for hvilken han ville leve og dø. Denne idé skulle i hans eget tilfælde vise sig at være en grandios forfat­tervirksomhed, der sammen med en gudsvelsignelse af journaler udgør det eksistentielle eksperimentarium, hvori Kierkegaard med tiden og skriften kommer til klarhed over sin særegne historie og enestående bestemmelse. Foruden at være så uendeligt meget andet er forfatterskabet nemlig også en personlig tilblivelsesproces, en slags udviklings- eller dannelsesroman, hvori skriften står i et befrugtende og forløsende, maieutisk, forhold til sin skribent, der selv bliver skrevet, mens han skriver. Ikke for ingenting forstod Kierkegaard »Forfatter-Virksomhedens Totalitet« som sin egen »Opdragelse« og »Udvikling«, hvorved han dels - indirekte - henleder sin læsers opmærksomhed på det betimelige i at skelne mellem den 'tidlige' og den 'sene' Kierkegaard, dels - mere direkte - får tilkendegivet, at han selv er så personligt impliceret i sin produktion, at liv og skrift i hans tilfælde aldrig vil kunne holdes adskilt, men altid mere eller mindre synligt vil indvirke på hinanden.

  Kierkegaard skal være den første til at indrømme, at forfatterskabet har terapeutisk karakter, at han skriver for at bearbejde blandt andet barndom­mens nærmest ubærlige traumer og bringe sig i skabelseseuforiens syvende himmel: »Kun naar jeg producerer befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle Livets Ubehageligheder, alle Lidelser, da er jeg hos min Tanke og lykkelig. Blot jeg et Par Dage lader det være, bliver jeg strax syg, overvældet, besværet, mit Hoved tungt og betynget«. Men at skrivningen tillige udgør en rejse mod større selvforståelse og identitetsdannelse bliver klart, når Kierkegaard på vej på Kierkegaard noterer i sin journal fra 1847: »Mit Tungsind har gjennem mange Aar gjort, at jeg ikke kunde komme til at sige i dybeste Forstand Du til mig selv. Imellem mit Tungsind og mit Du laae en heel Phantasie Verden. Det er den, som jeg tildeels har udtømt i Pseudonymerne«.

  Det tungsind, der afskar Kierkegaard fra Kierkegaard, har han kunstnerisk omsat i sine pseudonyme værker, hvori han altså stedvis har kunnet tillade sig at skrive overordentlig privat. Hvad man i hans journaler hyppigt formenes adgang til, fordi han her skriver i eget navn og allerede har fremtidens læsere stående bag sig, giver visse af hans pseudonyme skrifter langt mere ligefrem indsigt i, fordi Kierkegaard takket være den pseudo­nyme signatur har kunnet distancere sig til det skrevne og derfor kan tillade sig en særlig åbenhjertighed. En sådan praksis kunne man forsøgsvis sammenfatte under den hybride bestemmelse: pseudonym selvbiografi. I sin eftersøgning af den egentlige Kierkegaard bør man i al fald aldrig glemme, at mystifikation, maske­ring og fiktion er essentielle træk i Kierkegaards selv­frem­stilling og for så vidt netop bidrager til at frem­vise den egentlige Kierkegaard.

***

Når man i betydelige dele af Kierkegaard-forskningen har foretaget en systematisk fordrivelse af manden fra værket og i perioder nærmest fået fremstillet forfatteren Kierkegaard som et lidt aparte appendiks til et genialt forfatterskab, skyldes det en til dels berettiget bekymring for, at den biografiske indfaldsvinkel skulle føre til en slags freudiansk forsimpling af de eksistentielle problemstillinger, som Kierkegaard udfolder i sine skrifter; men forfatterens fordrivelse fra forfatterskabet skyldes tillige den skærpende omstændighed, at Kierkegaard såvel personligt som pseudonymt har frabedt sig enhver interesse for hans ringe person og truet dem, der udviste tegn på biografiske tilbøjeligheder, med alverdens ulykker, som det eksempelvis sker i denne tour de force af en sætning fra Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift:

Mit Facsimile, mit Portrait o.s.v. vilde ligesom det Spørgsmaal om jeg gik med Hat eller Kaskjet, kun kunne blive Gjenstand for deres Opmærksomhed, for hvem det Ligegyldige var blevet vigtigt - maaskee til Vederlag for at det Vigtige var blevet dem ligegyldigt. (...) Om nogen paa den Maade, ukjendt med en fjernende Idealitets dannede Omgang, ved misforstaaet Paatrængenhed mod min faktiske Personlighed har forvansket sig Indtrykket af de pseudonyme Bøger, har narret sig selv ved at faae min personlige Virkelighed at trækkes med istedetfor en digterisk-virkelig Forfatters dobbelt-reflekterede lette Idealitet at dandse med, paralogistisk-nærgaaende har bedraget sig selv ved meningsløst at faae min private Enkelthed ud af qvalitative Modsætningers eviterende dialektiske Dobbelthed: er sandelig ikke min Skyld.

Man snapper instinktivt efter vejret - og mens støvet stille sænker sig over de mange umedgørlige fremmedord, spørger man ligesom i nødværge sig selv, om Kierkegaard mon gik med kasket? Det gjorde han vistnok ikke, men et sådant spørgsmål er andet og mere den næsvished, det umiddelbart kunne forveksles med. Det udspringer nemlig af den snurrige lovmæssighed, at jo mere lidenskabeligt man frabeder sig biografisk nysgerrighed, desto flere biografiske blikke påkalder man sig.

  Da nu Kierkegaard har introduceret spørgsmålet om filosoffers fore­truk­ne hovedbeklædning, kunne man passende henlede opmærksomheden på tilstedeværelsen af den hat, han selv omtaler i indledningen til sin magister­afhandling Om Begrebet Ironi, hvori han forklarer, at ironien hos Sokrates er lige så vanskelig at fremstille, som det er at »afbilde en Nisse med den Hat, der gjør ham usynlig«. Kierkegaard selv er i nogen grad en sådan nisse iført en sådan hat - eller kasket, det skal ikke komme an på det. Han skriver ikke blot for at åbenbare, han skriver tillige for at skjule - deriblandt denne Kierke­gaard. Selv i sine mere intime betroelser vender han ligesom blufærdigt ryggen til læseren, slår digterisk om i tredje person eller efterlader sig drilsk en kryptisk rebus. I modsætning til H.C. Andersen, der med en til tider trættende utrættelighed delagtiggør sine læsere i måltider, han fik serveret, herregårde og hovedstæder, han besøgte, uudholdelige tandpiner og ulykkelige forliebelser, meddeler Kierkegaard sig minimalt til eftertiden om de materielle omstændigheder og praktiske ma­nøvrer, der nu engang er en ikke uvæsentlig forudsætning for åndens him­melflugt. Havde han kendt til de gisninger om bordelbesøg, selvbesmittelse og syfilitisk infektion, som denne tavshed har afsted­kommet hos eftertidens lige så nyfigne som slugvorne fortolkere, havde han måske været mere meddel­som, mens tid var.

  Med til at usynlig- eller i det mindste utydeliggøre biografens billede af Kierkegaard hører det også, at han i sine journaler ikke lader sig følge i et lineært, kronologisk forløb, men benytter sig af et særegent siksak som sin foretrukne gangart og hyppigt kun kommunikerer med eftertiden i form af fragmenter, spredte indfald, penneprøver og anden artistisk eksperimenteren. At en dateret opteg­nelse i journalen hører til sjældenhederne er i sig selv symptomatisk og afslører måske indirekte den eviggyldighed, Kierkegaard tilskriver sine skriftlige vidnesbyrd. Når han insisterer på at kalde sig »Digter«, er det fordi, han er mindre beskæftiget med de historiske kendsgerninger end med deres kunstneriske potentiale, det arketypiske i personen eller det symbolske i situa­tionen. Hans tekster lever netop af denne sensi­bilitet, dette særlige blik på verden, stemtheden. Og blandt andet derfor er heller ikke de biografiske highlights ligefremt tilgængelige. Eksempelvis bliver forholdet til Regine kun brudstykkeagtigt gengivet i journalerne fra forlovelsesperioden, hvis nærmere omstændigheder først beskrives i slutningen af august 1849, hvor Kierkegaard giver en fremstilling af sit (som det nøgternt hedder) »Forhold til 'hende'«. At heller ikke denne fremstilling er en empirisk rapport, fremgår af regibe­mærkningen »noget Digterisk«. Kierkegaards voldsomt ambivalente forhold til den dæ­monisk velmenende fader er underlagt en tilsvarende forsinkelse, mens forholdet til moderen udmærker sig ved sin store enkelhed - hun er simpelt hen ikke nævnt med en stavelse!

  Hurtigt ekspederet er også udmålingen af Kierkegaards geografiske radius. Mens samtidens malere drog sydpå til motiver i Italien, Tyrkiet og Grækenland og de intellektuelle valfartede til universiteter og biblioteker i Tyskland og Frankrig, forblev Kierkegaard omtrent hele sit liv inden for de københavnske volde, hvor han som selvbestaltet »Politispion« foretog sine observationer og trak navne på gader og stræder og gyder ind i sit forfatterskab, de er der næsten alle sammen - alfabetisk lige fra Amagerbro til Østerport. På en slags pilgrimsrejse kom han til Sædding ved Ringkøbing og nåede derved det vestligste punkt nogensinde, området ved Viborg blev det nordligste og med fire rejser til Berlin havde han berørt både den østligste og sydligste linje i den verden, som han ved selvsyn lærte at kende. En sviptur til Sverige for at botani­sere med en teologisk kollega på Kullen udgjorde hans møde med de nordiske lande. Lidt koket, men ikke ganske uberettiget, kalder Kierkegaard sig et sted for »en Efternøler, der Intet har seet i Verden og kun har foretaget en Indenlandsreise indenfor sin egen Bevidsthed«, men koket­teriet fik senere følgeskab af den rundhåndede ironi, at det akkurat var i kraft af selvsamme »Indenlandsreise«, at Kierkegaard posthumt kom verden rundt og i dag kan bryste sig af sin globale status.

***

Kierkegaards anti-biografiske motiver er altså umiskendelige, men Kierke­gaard selv lykkeligvis også så menneskelig at være inkonsekvent. Andre steder kan han uden dialektiske dikkedarer betro eftertiden, at hans »Existents« er den »interessanteste som er ført af nogen Forfatter i Danmark« og at han derfor vil blive »læst og studeret i Fremtiden«. Det er altså i kraft af personen Kierkegaard, at kommende generationer vil beskæftige sig med forfatteren af samme navn. Eller som det hedder med overdådigt udansk selvbevidsthed et sted i journalen: »... Og derfor vil just engang ikke blot mine Skrifter, men netop mit Liv, hele Maskineriets intrigante Hemmelighed blive studeret og studeret«.

  Studiet af dette intrigante maskineri og dets angivelige hemmeligheder er blevet nøje forberedt af Kierkegaard selv, der tidligt begyndte at redigere i sine papirer og altså skrive med en bevidsthed om, at fremtidige læsere allerede stod og læste med hen over skuldrene på ham. Skiftende udgivere af det papirbjerg, han efterlod sig ved sin død, har da også haft rig lejlighed til at iagttage, hvordan Kierkegaard undertiden har måttet gribe til kniven for at fjerne en eller flere sider i sin journal, fordi disse sider antageligt ikke eksponerede geniet Kierkegaard, men i stedet fik udleveret manden af samme navn. Gennemstregninger og overkrydsninger eller hele siders sirligt anbragte blæksløjfer afslører den aldrig hvilende omhu, hvormed Kierkegaard planlagde at lade sig genføde posthumt.

  Kierkegaard husker ikke, han erindrer - for nu at formulere det med en skelnen, han selv fremhæver som den afgørende forudsætning for enhver kunstnerisk virksomhed. Som Kierkegaards biograf må man før eller siden konstatere, at man sidder og tværer i en allerede foreliggende selvbiografi, hvis dramaturgi Kierkegaard ikke alene har arrangeret, men hvis afgørende fortolkningsnøgle han tillige har smidt væk, hvad han næsten provokerende udførligt betror sin læser. »Efter min Død«, hedder det således i en berømt og berygtet optegnelse, »skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig og hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det«.

  Kierkegaard er en mester i åbenhjertige fortielser og udfolder med sin hemmelige note et stykke forførelseskunst en miniature, thi, som man kan læse i »Forførerens Dagbog«, der er »Intet, hvorover der hviler saa megen Forførelse (...) som over en Hemmelighed«. Når den note, hvorpå han angiveligt skulle have skrevet, hvad der egentlig udfyldte hans liv, ikke findes, skyldes det ikke bare den banale omstændighed, at Kierkegaard skulle have fjernet den, det skyldes derimod, at noten aldrig blev skrevet, fordi noten er en metafor eller en billedlig betegnelse for noget, der ikke lader sig meddele, ikke lader sig ligefremt udtrykke. Hemmelighedsfuldt tilhvisker optegnelsen sine læsere de wittgensteinske visdomsord, at det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie; men samtidig bliver det ligesom antydet mellem linjerne, at det, hvorom man ikke kan tie, om det må man - digte!

***

Og det er akkurat, hvad Kierkegaard gør i sine værker, digter og digter, vel at mærke ikke sådan bare ud i det blå, men hen over sine erfaringer, kriser og indsigter, de forfærdende såvel som de frydefulde, der udspænder sig som en fint vibrerende membran eller folie lige under hans tekster, som han med sit geniale litterære greb formår at frigøre fra det blot private og løfte forbi det personlige og i retning af det principielle og alment menneskelige, så hans læsere kan genkende sig i materialet og på tværs af tid og omstændigheder i øvrigt føle sig forstået af Kierkegaard.

  Det er derfor ikke, hvorvidt Kierkegaard gik med hat eller kasket eller periodevis listede barhovedet omkring, der legitimerer den biografiske interesse, men derimod den eksistentielle erfaringsdimension, som biografien doku­men­terer og undertiden dokumenterer til undren eller bestyrtelse for de disciple, der dyrker Kierkegaard som en ufejlbarlig fetich og derfor helst lukker øjnene for sprækker og brud i ikonet. Mener man, at Kierkegaard står sig bedst ved (som Adorno skriver i en lidt anden sammenhæng) at blive forsvaret mod sine liebhavere, er biografien bestemt ikke det dårligste udgangspunkt, idet den synliggør nogle af de men­neskelige om­kostnin­ger, der er forbundet med Kier­kegaards teologiske radikalitet og uforsonlige fremfærd. Som et sådant notabene og memento bidrager biografien til at sikre beskæftigelsen med Kierkegaard den kontakt med virkeligheden, som hans skrifter selv fra først til sidst indskærper sine læsere nødvendigheden af. Kierkegaard kaldte det »Reduplikation« og sigter dermed til en forpligtende sammenhæng mellem tænkning og eksistens, holdning og handling, liv og skrift.

  Når man selv begynder at begribe rækkevidden af denne fordring, overgår spørgsmålet: »Hvilken Kierkegaard?« helt af sig selv til det begejst­rede udbrud: »Hvilken Kierkegaard!«