Retorikkens mester

Luplau Janssen, Søren Aabye Kierkegaard, 1902

Lidt om at læse Kierkegaard

»Hvad har dog ikke denne Pen formaaet at fremstille, naar det gjaldt om dristighed, begeistring, Sværmerie næsten til Grændsen af vanvid!«

Således udbryder Kierkegaard overgivent i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. Hans litterære kunst er da også et kapitel for sig. Kierkegaard tegner sig for en fornyelse af skriftsproget, som han tilfører et nærmest hørbart element af talesprog hentet ind i værkerne direkte fra gaden, værtshuset eller barnekammeret, mundret, livfuldt og autentisk, næsten som H.C. Andersen.

Forståeligt nok beder han sin læser om at læse højt, så man kan fornemme »det rhetoriske« og »rythmiken«. Ingen har da heller skrevet så indforstået og forelsket om det danske sprog som netop Kierkegaard:

"Jeg føler mig lykkelig ved at være bunden til
mit Modersmaal, bunden som maaskee kun
Faa er det, bunden som Adam var til Eva,
fordi der ingen anden Qvinde var (...) et Modersmaal,
der ikke puster og lyder anstrænget, naar
det staaer over for det Uudsigelige, men sysler
dermed i Spøg og i Alvor indtil det er udsagt;
et Sprog, der ikke finder langt borte, hvad der
ligger nær, eller søger dybt nede, hvad der er
lige ved Haanden (...) et Sprog, der (...) har en
yndig, en tækkelig, en livsalig Forkjærlighed for
Mellemtanken og Bibegrebet og Tillægsordet,
og Stemningens Smaasnakken, og Overgangens
Nynnen, og Bøiningens Inderlighed og den
dulgte Velværens forborgne Frodighed; et Sprog,
der forstaaer Spøg nok saa godt som Alvor:
et Modersmaal, der fængsler sine Børn med
en Lænke, som ’er let at bære – ja! men tung
at bryde’." _{(Stadier paa Livets Vei. Kilde: SKS.dk)}

Skriveretning

Kierkegaard benytter den gængse skriveretning fra venstre mod højre. Alligevel kan man med nogen ret hævde, at Kierkegaards tekster har deres helt egen skriveretning, der ikke altid respekterer den lige linjes princip og derfor kræver en vis tilvænning fra læserens side.

Når han nemlig fører pennen hen over papiret, er han sorgløst associativ, livfuldt fabulerende, overgiven til det pjankede, men også alvorsfuld til det dystre og dyb til det uudgrundelige.

Teksterne svinger smidigt mellem begreb og billede og investerer enorme retoriske ressourcer i at opretholde en oplevelsesdimension hos læseren, hvem Kierkegaard hyppigt henvender sig fortroligt til og kalder kær. I sine skrifter åbner og krydser han faggrænserne mellem teologi, filosofi, æstetik og psykologi og er derved interdisciplinær længe før, dette ord blev opfundet.

Spring til – og spring over

Når man begynder at læse Kierkegaard, skal man gøre ligesom Kierkegaard selv: man skal springe – eksempelvis springe de partier over, man ikke forstår! Man kan også vælge at springe helt ud af det pågældende værk og over i et andet eller ind i dagbøgerne og måske derfra videre ned i hans breve. Og man skal springe rigtig langt for at springe helt ud af Kierkegaard, som det bestemt er tilladt at læse på omtrentlighedens betingelser. Det er langt bedre at læse ham overfladisk end at stirre sig blind på en kompliceret passus i teksten og miste modet på Kierkegaard.

Endelig er det ikke kun et spørgsmål om at forstå Kierkegaard. Bedst som man sidder og læser hans tekster, kan nemlig det forunderlige hænde, at man føler sig forstået af Kierkegaard – og så er alle vanskelighederne forsvundet i læsningens lykkelige lidenskab!

Se næste:

Se forrige: