Corsaren

Efter at have udsendt En literair Anmeldelse den 30. marts 1846 var det Kierkegaards hensigt at indstille sin forfattervirksomhed og søge et præsteembede. Planen blev imidlertid forpurret af den unge redaktør M.A. Goldschmidt og hans succesfulde ugeblad Corsaren, der studentikost og sarkastisk kommenterede tidens politiske forhold og gjorde grin med dens koryfæer.

Corsaren havde omtalt flere af Kierkegaards værker i rosende vendinger, hvilket Kierkegaard fandt upassende. Derfor offentliggjorde han en længere artikel, der endte med ordene: »(...) maa jeg bede, at jeg bliver udskjeldt, det er for galt at opleve den Tort at blive udødeliggjort af ‘Corsaren’«.

Uens bukseben

Kierkegaard havde formentlig forestillet sig en intellektuel infight med Goldschmidt og hans håndgangne mænd, navnlig digteren og litteraturkritikeren P.L. møller, men ironiens magister havde ironisk nok forregnet sig fuldstændigt. Corsaren besvarede nemlig hans henvendelse om at blive »udskjeldt« med en stribe ydmygende karikaturtegninger af filosoffen som en spinkel og rundrygget særling med uens bukseben.

Karikaturen af den skævbuksede mestertænker skulle vise sig at være en polemisk genistreg, der på enhver måde fangede Kierkegaard på det gale ben og gjorde et genmæle helt umuligt – man indrykker nu engang ikke dementier af sine bukseben i avisen!

Kierkegaard som plakatsøjle

Kierkegaard blev på ingen tid til en grinagtig plakatsøjle i Corsarens tjeneste. København, der førhen bød på det daglige »menneske-bad« som en inspirerende og mentalhygiejnisk foranstaltning, forvandlede sig til »et afspærret lille Hul, uden maalestok, en raadnende Sump« befolket af en hujende hob, hvis begloende blikke og fjantede fnisen ledsagede den forpinte magister overalt, hvor han viste sig.

Kierkegaard, som havde gjort alt for at skjule sig bag sine pseudonymer, blev nu peget ud af pøblen, der råbte »enten–eller« og »Søren« efter ham på gaden. Det kom endda så vidt, at hans skrædder anbefalede ham at finde en anden skrædder, idet den negative omtale af de benklæder, som han havde syet, kunne skade forretningens omdømme. dagbøgerne vrimler med små situationsrapporter:

"Enhver Slagtersvend troer sig berettiget til
næsten at fornærme mig ifølge Corsarens Ordre;
de unge Studenter grine og fnise (…).
Det Mindste jeg foretager mig blot jeg besøger
en Mand bliver det løgnagtigt fordreiet fortalt
alle Steder; faaer Corsaren det at vide, trykker
den det og det læses af hele Befolkningen." _{(Journalen NB7. Kilde: SKS.dk)}

Den moderne vold

Kierkegaards dyrekøbte lektioner i »Mishandlingens Skole« fik ham til at indse, at volden i det moderne samfund ikke var mindre end førhen, den var så at sige bare blevet civiliseret og havde fået symbolsk karakter. Man korsfæster ikke længere, man udgriner. Kierkegaard kan da også omtale sig selv som »Grinets martyr«:

"I Forstandens Tid er »Grinet« den af alle meest
frygtede Fare, alt Andet kan et Menneske i vor
Tid lettere taale, men det at blive latterliggjort
endsige overleveret til dagligt at udgrines:
denne Fare gyse Menneskene mere for end for
den marterfuldeste Død." _{(Journalen NB12. Kilde: SKS.dk)}

Se næste:

Se forrige: