Martinus Rørbye, Arrestbygningen ved råd- og domhuset, 1831

Politispion og gadepræst

"Nogle af mine Landsmænd mene vel, at
Kjøbenhavn er en kjedelig By og en lille By.
Mig synes den tvertimod (…) at være det
lykkeligste Opholdssted, som jeg kunde ønske.
Stor nok til at være en større By, lille nok til,
at der ingen Torvepriis er paa Mennesker." _{(Stadier paa Livets Vei. Kilde: - SKS.dk)}

Således hedder det forelsket et sted i Stadier paa Livets Vei fra 1845 om Kierkegaards København, der ifølge en folketælling fra samme år havde 126.787 indbyggere. Kierkegaard kendte byen som sin egen bukselomme eller måske bedre endnu.

Befolket med fortrinlige studieobjekter af snart sagt enhver slags – gale og geniale, plebejere og aristokrater, finansfyrster og tiggere – blev København for Kierkegaard et pulserende psykologisk eksperimentarium, hvorfra han vendte beriget hjem til sin skrivepult med situationer og stemninger, som han fastholdt i sine dagbøger.

Politispionen

Han brugte en speciel slags støvler med indlagte korksåler, der skulle skåne de svage ben, men som også har været ganske passende for denne selvbestaltede »Politispion«, når han lydløst fjedrende listede rundt i byen og gjorde sine observationer.

Det var ikke noget tilfælde, at han kaldte den pseudonyme forfatter til Begrebet Angest for vigilius Haufniensis – den årvågne københavner. Han nød at forsvinde i mængden og så vidt muligt lægge bekymringerne bag sig. Til sin svigerinde Henriette skrev han i 1847:

"Tab for Alt ikke Lysten til at gaae, jeg gaaer
mig hver Dag det daglige Velbefindende til
og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet
mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender
ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan]
gaae fra den. (...) Naar man saaledes bliver
ved at gaae, saa gaaer det nok." _{(Brev 36. Kilde: SKS.dk)}

Gadepræsten

Kierkegaard havde det med at gribe sin medspadserende under armen, hvilket gav turen en særlig intimitet. Som han fik overført byens lys og lyde til sine skrifter, således praktiserede han sin tilværelsesforståelse ude i byen.

Han var gadepræst, inden ordet blev opfundet, demokrat, før demokratiet blev indført.

Ukompliceret var det dog ikke at holde trit med ham, for som følge af hans medfødte skævhed og iltre krebsegang risikerede man enten at blive tvunget ind mod husene og ned i en kælderhals eller ud over fortovskanten og ned i den åbne rendesten. Det var en ånd, der var ude at gå, en dialektisk ånd, derfor den megen zig-zag på fortovet.

At han tilmed gestikulerede med sin lille spanskrørsstok og pludselig krydsede gaden for at undgå direkte sollys, gjorde ikke en promenade med geniet mindre opsigtsvækkende.

Se næste:

Se forrige: