Søren Kierkegaards forlovede, Regine Olsen (1822-1904), malet af Emil Bærentzen (1799-1868) i 1840

Forlovelsen

»Du mit hjertes herskerinde«

Som nybagt teologisk kandidat tog Kierkegaard i sommeren 1840 til Jylland på en slags pilgrimsrejse med faderens forblæste fødeegn som den mere eller mindre symbolske destination. Hjemkommet herfra forlovede han sig den 10. september med den ni år yngre Regine Olsen, der ligesom han selv var den sidst tilkomne i en søskendeflok på syv.

Kunstens kraft

Regine vakte ikke blot en erotisk lidenskab, men bragte tillige så voldsomme kunstneriske kræfter i bevægelse, at Kierkegaard bestyrtet måtte konstatere, at hans bestemmelse ikke var at være ægtemand, men derimod – Kierkegaard.

Til almindelig forargelse og Regines afgrundsdybe fortvivlelse så han sig derfor nødsaget til at ophæve forlovelsen den 12. oktober 1841. Den skyldpådragende episode fik vidtgående betydning for forfatterskabet, hvor Regine aldrig optræder med sit borgerlige navn, men er digterisk til stede i de kærlighedskonflikter, som værkerne gennemspiller med genial overhyppighed.

Ordløse møder

Efter deres brud mødtes de fordums forlovede påfaldende regelmæssigt inde i kirkernes kølige halvmørke, ude i de københavnske gader eller langs de høje, maleriske volde, hvor de ordløst passerer hinanden i nogle sitrende sekunder, hvis intensitet bevidner, at platonisk kærlighed kan være vildere i sit væsen end den fuldbyrdede erotik.

"Det Ulykkelige ligger ikke i, at de Elskende
ikke kunne faae hinanden, men i at de ikke
kunne forstaae hinanden." _{(Philosophiske Smuler. Kilde: SKS.dk)}

Kierkegaard gjorde Regine til sin litterære livsledsagerske og indgår i rækken af ulykkeligt elskende par – Pyramus & Thisbe, Dante & Beatrice, Romeo & Julie, Kafka & Felice – der for altid hører sammen, fordi de aldrig fik hinanden i timeligheden, men tålmodigt måtte vente til engang i evigheden.

»Gud velsigne dig –«

Regine blev i november 1847 gift med kontorchef Johan Frederik Schlegel, der udnævntes til guvernør over Dansk Vestindien, hvor ægteparret opholdt sig fra 1855 til 1860. På selve afrejsedagen fandt Regine frem til Kierkegaard i menneskemylderet og sagde med den stilleste stemme: »Gud velsigne dig – gid det maa gaa dig godt!«

Kierkegaard nærmest forstenede, men fik dog lige lettet lidt på hatten hånden og hilst på sin gamle kærlighed – for sidste gang nogensinde.

Hvad mestertænkerteologen Kierkegaard har tænkt i velsignelsens sekund, ved ingen, måske har han rent undtagelsesvis slet ingenting tænkt og bare ladet sig velsigne af kvinden i sit liv.

"Den Elskede var hun. Min Tilværelse skal
accentuere ubetinget hendes Liv, min
Forfatter-Virksomhed ogsaa kunne betragtes
som et Monument til hendes Ære og Priis.
Jeg tager hende med til Historien." _{(Notesbog 15. Kilde: SKS.dk)}

Se næste:

Se forrige: