Enmands-revolutionen

Præsteskabets parodi

Efter at have været tavs i den litterære offentlighed i en periode på tre år lod Kierkegaard atter høre fra sig den 20. december 1854 og det så højrøstet, at julefreden var i fare.

Anledningen var professor H.L. Martensens mindetale over biskop J.P. Mynster, som han indsatte i den hellige kæde af »Sandhedsvidner«, der strakte sig ned igennem historien og helt tilbage til apostlenes dage.

Kierkegaard protesterede i avisen Fædrelandet, hvor han kaldte Mynster »svag, nydelsessyg og kun stor som declamator« og præsenterede avislæserne for sin version af det sande »Sandhedsvidne«:

"Et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner,
det er en Mand, der bliver hudflettet, mishandlet,
slæbt fra det ene Fængsel i det andet, og saa
tilsidst (…) korsfæstet eller halshugget eller brændt
eller stegt paa en Rist, hans afsjelede Legeme af
Rakkeren henslængt paa et afsides Sted ubegravet
– saaledes begraves et Sandhedsvidne!" _{(Var Biskop Mynster et »Sandhedsvidne«, et af »de rette Sandhedsvidner« – er dette Sandhed?. Kilde: SKS.dk)}

Polemik mod præsteskabet

Med denne kanonade havde Kierkegaard indledt den såkaldte kirkekamp eller kirkestorm, hvor han først i en snes avisartikler og derpå i ni numre af sit eget flyveblad Øieblikket polemiserede vildt og vittigt imod kirken og dens verdsliggjorte præsteskab.

En af hans paroler lød, at kristendommen var afskaffet i takt med sin udbredelse, hvilket kirkens øverste autoriteter i redelighedens navn burde indrømme. Da en sådan indrømmelse udeblev, måtte Kierkegaard repetere sin protest:

"Ikke formildet men skærpet gjentager jeg herved
min Indsigelse; jeg vil hellere spille, svire, hore,
stjæle, myrde end deltage i at gjøre Nar af Gud,
hellere tilbringe min Dag paa Keglebaner, i
Billardhuse, min Nat ved Hazard eller paa
Maskerader end deltage i den Art Alvor, Biskop
Martensen kalder christelig Alvor." _{(Stridspunktet med Biskop Martensen; som, christeligt, afgjørende for det i Forveien, christeligt seet, mislige kirkelige Bestaaende. Kilde: SKS.dk)}

Angrebet intensiveres

Over de næste mange måneder anklagede Kierkegaard præsterne for ikke at omsætte deres tårevædede søndagspræk i en eksistentiel mandagspraksis. De var borgerlige bekvemmelighedsteologer, som primært interesserede sig for idylliske præstegårde, uforpligtende puttenuttekristendom og lukrative avancementer.

Kierkegaard beskylder »det geistlige Platten-Slager-Laug« for at ville gøre alt for at fastholde deres privilegier, om så »Staten fik det Indfald at ville indføre fx den religion at maanen er gjort af en grøn ost«. Eller med en egen ubarmhjertighed i præcisionen: »Præsten – dette i lange Klæder indhyllede Indbegreb af nonsens!«

Tilsvarende var kirken et skrammel, der snarest muligt burde lukkes eller nedrives, dåben beløb sig bare til en sjat vand, mens konfirmationen var en pinagtig farce og brylluppet en lummer, erotisk forestilling.

Paulus var ingen alvorlig mand

De kirkelige var lige så bestyrtede som de anti-kirkelige var fornøjede. Kierkegaard havde atter fået latteren på sin side, hvad han ikke havde haft siden konfrontationen med Corsaren, hvis fyndige form han da også hyppigt benytter.

I det sjette nummer af øieblikket finder man eksempelvis en klynge tekster kaldet »Kort og Spidst«, der blandt andet byder på følgende dialog:

"»Havde Apostelen Paulus nogen Embedsstilling?«
Nei, Paulus havde ingen Embedsstilling.
»Tjente han da paa anden Maade mange Penge?«
Nei, han tjente paa ingen Maade Penge.
»Var han da idetmindste gift?«
Nei, han var ikke gift.
»Men saa er jo Paulus ingen alvorlig Mand!«
Nei, Paulus er ingen alvorlig Mand." _{(Øieblikket Nr. 6. Kilde: SKS.dk)}

Se næste: 

Se forrige: