Kritik og diagnose

System og individ

Gjentagelsen og Frygt og Bæven former sig som psykologiske dramatiseringer af de gammeltestamentlige fortællinger om henholdsvis Job og Abraham, hvis skæbner blev formet i mødet med en majestætisk Gud hinsides enhver begribelse.

Med disse værker indleder Kierkegaard direkte og indirekte en kritik af den tilværelsestolkning, som den tyske filosof G.W.F. Hegel havde formuleret med sit »System«, der var den danske guldalders hotteste modefilosofi.

"Det gaaer de fleste Systematikere i Forhold til
deres Systemer som naar en Mand bygger et
uhyre Slot og selv boer ved Siden af i en Ladebygning:
de leve ikke selv i (...) den uhyre
systematiske Bygning." _{(Journalen JJ. Kilde: SKS.dk)}

Kritikken føres videre i de følgende værker og kulminerer i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, der satirisk udstiller Hegels tilhængere som abstrakte æggehoveder, der har glemt det enkelte menneskes konkrete eksistens, herunder deres egen:

"Tilværelsen maa være ophævet i det Evige,
førend Systemet slutter sig af, nogen existerende
Rest maa der ikke være tilbage, end ikke et
saadant lille bitte Dingeldangel, som den
existerende Hr. Professor, der skriver Systemet." _{(Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. Kilde: SKS.dk)}

Den tvetydige angst

Længe inden den moderne psykologi var kommet i puberteten, udfoldede Kierkegaard en avanceret psykologi og tænkte i flere henseender freudiansk, før Freud for alvor blev opfundet.

I sit psykologiske hovedværk Begrebet Angest fremlægger han sine indgående analyser af angstens forhold til fænomener som frihed, seksualitet, arvesynd og historie. Problemfeltet har han skitseret i en optegnelse fra 1842:

"Angst er nemlig en Attraae efter hvad man frygter,
en sympathetisk Antipathie; Angst er en fremmed
Magt der griber Individet, og dog kan man ikke
løsrive sig derfra, og vil det ikke, thi man frygter,
men hvad man frygter det attraaer man." _{(Journalen JJ. Kilde: SKS.dk)}

Som ånd adskiller mennesket sig fra alt andet i denne verden. Stenen i strandkanten kan ikke ængstes, næppe heller storken eller giraffen, skønt de måske lever livet farligt. Et dyr kan nemlig ifølge Kierkegaard slet ikke ængstes, men det kan nære frygt, da frygt altid retter sig mod en konkret, afgrænselig genstand. Anderledes med angsten, der er en angst for intet og derfor uden genstand. Man ængstes dog aldrig bare ud i det blå. Man ængstes for at blive sig selv, hævder Kierkegaard.

"Dersom et Menneske var et Dyr eller en Engel,
da vilde han ikke kunne ængstes. Da han er
en Synthese, kan han ængstes, og jo dybere
han ængstes, jo større Menneske." _{(Begrebet Angest. Kilde: SKS.dk)}

Angsten er ifølge Kierkegaard ikke kun et negativt fænomen, den afslører tillige, at mennesket er ånd, men en ånd i ubalance.

Beslægtet med angsten er fortvivlelsen, hvis væsen og uvæsen Kierkegaard indkredser i Sygdommen til Døden, der rummer en række detaljerede diagnoser af menneskets trang til ikke at ville være sig selv, ikke ville være den, som det er anlagt til at skulle være, men alt muligt andet og måske helst slet ingen.

Dette illustreres blandt andet med et billede af mennesket som et hus bestående af kælder, stue og første sal, som hvert enkelt menneske frit kan vælge imellem. Alligevel foretrækker mennesket som et andet dostojevskijsk kældermenneske at krybe ned i kælderen for dernede selvplagerisk at nyde sin afsondrethed fra verden.

Denne drift nedad og bort fra sig selv kalder Kierkegaard for synd og bringer på følgende formel: »Synd er, for Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller fortvivlet at ville være sig selv«.

Se næste: 

Se forrige: