Sygdom og død

Frederiks Hospital, Bredgade 66.

Patient nr. 2067

Kierkegaards enmandsrevolution havde betydelige omkostninger – økonomisk såvel som fysisk. I begyndelsen af oktober 1855 måtte han lade sig indlægge på Frederiks Hospital i bredgade, hvor han – »hiin enkelte« – blev indregistreret som patient nummer 2067. Et par uger senere førte Emil Boesen den første af flere samtaler med den døende Kierkegaard. Var der mon noget, han endnu ikke havde fået sagt?

"Nei; ja hils alle Mennesker, jeg har holdt meget
af dem allesammen, og siig dem, mit Liv er en
stor, Andre ukjendt og uforstaaelig Lidelse;
Alt saae ud som Stolthed og Forfængelighed
men var det ikke."

Dødsårsag

Søndag den 11. november blev Kierkegaards sidste. Dødsårsagen er fortsat til diskussion. Kierkegaard blev ikke obduceret, formentlig fordi han selv havde modsat sig det. På forsiden af hans journal har nogen som et diagnoseforslag skrevet »tubercul«, en forkortelse for tuberkulose, men dertil er der senere føjet et spørgsmålstegn.

Ifølge nyere undersøgelser er der tale om en neurologisk lidelse kaldet opadstigende spinal paralyse eller akut polyradiculitis, hvilket betegner en nervebetændelse udløst af en forudgående infektion, eksempelvis influenza. Sygdommen afstedkommer lammelser, der begynder i benene, breder sig op over brystet og fortsætter videre til ansigtet.

Kaotisk begravelse

Søndag den 18. november blev han bisat af sin grundtvigske storebror Peter Christian fra vor Frue Kirke, landets hovedkirke, hvortil en stor mængde mennesker fra gaden havde fundet vej. H.C. Andersen var også til stede og skrev til August Bournonville nede i Wien, at alting i den propfyldte kirke forekom kaotisk og upassende for en begravelse: »madammer med røde og blaae Hatte løbe ud og ind«, berettede han, ligesom han også havde set »Hunde med mundkurve«.

Nogle timer senere blev Kierkegaard kørt ud til assistents Kirkegård og begravet i familiegravstedet, hvor hans nevø Henrik Lund vakte skandale med sin protest mod en kristen begravelse af kirkestormeren Kierkegaard.

Gravstedet befinder sig kun et par stenkast fra H.C. Andersens og ægteparret Schlegels. Efter hans eget ønske bærer gravstenen en strofe af den danske salmedigter H.A. Brorson:

"Det er en liden Tid,
Saa har jeg vundet,
Saa er den ganske Strid
Med Eet forsvunden,
Saa kan jeg hvile mig
I Rosensale,
Og uafladelig
Min Jesum tale." _{(Brev 39. Kilde: SKS.dk)}

Se næste: 

Se forrige: