Afdeling for Bibelsk Eksegese

Det Gamle Testamentes Eksegese

Kristendommen opstod inden for rammerne af oldtidens jødedom. De første kristne blev ved med at læse de ældste jødiske skrifter og kaldte dem med tiden for Det Gamle Testamente. I jødekommen havde skrifterne status som hellige tekster. De var udgangspunktet, når man skulle sige, hvad der var sand jødedom.

De tidligste kristne forfattere brugte intensivt løs af disse tekster, når de skulle udfolde deres tro på Kristus, og Det Gamle Testamente var lige fra begyndelsen en del af kristendommens Bibel. Derfor er det centralt for teologien at studere disse tekster. Forskningen i Det Gamle Testamente har fokus både på teksternes historiske baggrund, deres litterære og teologiske indhold og fortolkningen af dem frem til i dag. Fordi teksterne blev til i de gamle mellemøstlige kulturer, indgår studiet af andre sprog og religioner som kana’anæisk, babylonsk og ægyptisk også i arbejdet med dem.

 Det Nye Testamentes Eksegese

Kristendommens centrale tekster findes i Det Nye Testamente. De har hellig status i den kristne kirke og har derfor været grundlæggende i udformningen af kristen teologi og haft afgørende indflydelse på den vestlige kultur. Samtidig har de – på godt og ondt – haft betydning for de kontinenter, som har været underlagt europæisk overherredømme. Man kan argumentere for, at de 27 skrifter i Det Nye Testamente er de vigtigste i verden. Af den grund kan de ikke studeres grundigt nok.

Det akademiske studium af Det Nye Testamente behandler de nytestamentlige skrifter fra tre vinkler: de tjener som historiske kilder til kristendommens oprindelse og tidlige historie (verden bag teksten); de er i sig selv fuldgyldige litterære værker i deres egen ret (verden i teksten); og de har gennem deres fortsatte brug været formative for kulturen (verden foran teksten). Praktisk talt, bringes alle tilgængelige metoder og teorier i anvendelse for at fortolke og udlægge Det Nye Testamente. Vi har således brug for teori om manuskripter og overlevering for at kunne rekonstruere teksternes historie; vi må have indblik i det antikke slaveri for at forstå Paulus' metafor for den kristne eksistens; vi anvender narratologiske modeller fra den fransk-russiske formalismes eventyrstudier for at forstå forholdet mellem plot og teologi; vi bruger æstetiske analyser for at afkode interaktionen mellem fortælling og samtid i de mange film, som gennem årene har sat Jesus på lærredet. Vel er der tale om historiske dokumenter, men de har fortsat et aktivt liv i kirken så vel som i kulturen.

Qur’an

Koranen er en arabisk tekstsamling, der opstod i slutningen af det syvende århundrede. Koranen (al-Qur’an) er geografisk, sprogligt, stilistisk, tematisk, historisk og ikke mindst teologisk i familie med det bibelske tekstunivers. Dette forhold anerkendes i Koranen selv, der udover at omtale kanoniserede bibelske skrifter som Torah, Davids salmer og Evangeliet også henviser til bibelske figurer og fortællinger som for eksempel Abraham, Jesus og Syndflodsfortællingen. Forskningen har også påvist talrige forbindelser til bibelske tekster, der befinder sig uden for kanonskrifterne, blandt andet rabbinske tekster samt kristne eksegetiske tekster. Koranen står dog langtfra kun i forhold til et bibelsk univers, men bærer også præg af en gammelarabisk polyteistisk kultur. Koranstudier undersøger koranteksternes oprindelige kontekst og funktion, den sproglige og litterære stil samt det teologiske indhold og dens videre brug og betydning i islam. Tilsammen fordrer disse forhold en tværvidenskabelig kombination af koran- og bibelvidenskabelige studier, som nærværende satsningsområde er forpligtet på.