Katastrofen der forsvandt – Københavns Universitet

Det Teologiske Fakultet > Nyheder > Katastrofen der forsvandt

27. marts 2019

Katastrofen der forsvandt

udeladelse

En by blev jævnet med jorden, og mange tusinde mennesker taget til fange og bortført til Babylon fjernt fra deres hjem. Alligevel bliver selve begivenheden ikke direkte beskrevet i Esajas’ Bog – et delvist samtidigt litterært værk, der kredser om selvsamme begivenhed. Nu er adjunkt Frederik Poulsen kommet frem til en ny forståelse af profetbogens besynderlige hul i sin doktordisputats, som han forsvarer fredag den 29. marts.

Billede: The Flight of the Prisoners af James Tissot med effekt.

Byen Jerusalem blev ødelagt og brændt ned. Kong Nebuchadnezzar bortførte tusindvis af indbyggerne og tog dem med til Babylon i det nuværende Irak 1.400 kilometer derfra, hvor de levede i eksil i 70 år. Det såkaldte babylonske eksil er et vigtigt omdrejningspunkt i Det Gamle Testamente. Naturligt nok, for selvom detaljerne varierer, dækker de mange dramatiske fortællinger om eksilet formentligt over en historisk kerne. Arkæologiske fund viser, at Jerusalem blev lagt i ruiner omkring 587 f.Kr., og vi har at gøre med en katastrofe af så store dimensioner, at den bearbejdes i bibelske tekster og sange i hundredevis af år efter.   

Men en kernetekst i Bibelen gør det i form af et fravær, der må undre læseren: Det berømte profetskrift Esajas’ Bog, der besynderligt nok hopper over hændelserne. I sin doktordisputats ‘The Black Hole in Isaiah. A Study of Exile as a Literary Theme’ undersøger adjunkt ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet Frederik Poulsen bogens “hul”, og kommer frem til en ny forståelse af tekstens behandling af eksilet.

- Eksilet er et centralt omdrejningspunkt i netop denne tekst. Men i midten af bogen, hvor man som læser ville forvente at finde en gengivelse af tiden op til og under eksilet, er der bare et mærkeligt hul. Der sker tilsyneladende ikke noget, der hvor det skulle være – der står ingenting. Alligevel fornemmer vi klart, at noget afgørende har fundet sted. Det er et påfaldende paradoks, fortæller Frederik Poulsen. 

Men hvor forskere tidligere har set hullet som en form for fejl eller tilfældighed, mener Frederik Poulsen, at det er stik modsat: Profetbogen er skrevet sådan med overlæg, og netop udeladelsen af eksilet er af vigtig betydning. 

Som en tekst skrevet i Google Docs 

For at forstå teksten må vi også forstå konteksten. Bibelfortolkere har haft mange forskellige forklaringer på hullet midt i Esajas’ Bog, som hænger sammen med, hvordan man mener, profetbogen er opstået. 

- I antikken mente man, at det var det historiske menneske Esajas, der var forfatter til hele bogen. Dengang forestillede man sig, at han i den sidste halvdel af sin bog simpelthen modtog en himmelsk vision om, hvad der skal ske i fremtiden. Men siden oplysningstiden og frem til 1970’erne og 1980’erne har man haft det synspunkt, at det nok var to eller flere forskellige forfattere, som har skrevet forskellige tekster, som så efterfølgende er blevet sat sammen. Hullet i midten er derved en ren tilfældighed – en utilsigtet følge af sammenstillingen af to selvstændige samlinger af profetord. Men ingen af de modeller holder i dag, fortæller Frederik Poulsen. 

I dag mener de fleste bibelforskere, at der er rigtigt mange forskellige forfattere, der har arbejdet på Esajas’ Bog, der som helhed er blevet til fra det 8. århundrede og helt ned til det 3. århundrede. Altså en periode på 500 år med eksilet cirka i midten. 

- Et godt billede er at opfatte profetbogen som en domkirke, der er blevet skabt over århundreder af mange forskellige håndværkere. Først har man bygget en lille kirke, så har man tilføjet nogle fløje, så har man bygget et stort alterparti og til sidst et par tårne. Tekster i antikken blev bevaret ved, at man skrev dem af. Og i den her proces er det jo nærliggende, at man har føjet noget til, hvis man syntes, der manglede noget. Man må have betragtet teksterne som en form for levende dokumenter, som man kunne tilpasse, så de passede til læsernes aktuelle situation. Netop den tanke er jo ikke fjern fra os i dag, hvor mange er vant til at skrive videre på hinandens tekster i Google Docs, fortæller Frederik Poulsen.

Men selv når vi så betragter profetbogen som et kollektivt kunstværk, så er der et markant hul i midten, som ifølge forskeren er en vigtig nøgle til forståelsen af teksten. 

Et sort hul, der opsuger lys og liv

Frederik Poulsen argumenterer i sin afhandling for, at eksilet kan ses som en slags litterært sort hul i midten af bogen. Det er så stærk en kraft, at det opsuger liv, lys og håb og alene medfører tavshed, mørke og død. Men fra sit skjul har eksilet afgørende indflydelse på skriftets litterære struktur, billedsprog og budskab.

- Et sort hul i rummet er jo en destruktiv kraft med så stærk en tyngdekraft, at selv lys ikke kan slippe væk fra det. Vi kan kun observere sorte huller ud fra deres påvirkning af omgivelserne. På samme måde fornemmer vi i Esajas’ Bog, at der foregår noget afgørende, men vi har ikke noget direkte vidnesbyrd om, hvad der finder sted. Ligesom astronomerne ser på, hvordan andre ting i himmelrummet bevæger sig omkring det sorte hul, så ser jeg på teksterne før og efter begivenheden. Er der noget, der peger frem mod katastrofen? Hvilke refleksioner kan vi finde, der peger tilbage mod den? Det har været et rigtigt godt greb til at lave en læsning, hvor jeg sætter fokus på: hvad sker der inde i det her sorte hul? 

Men hvorfor har de mange forfattere valgt at fastholde sådan en afstand til begivenhederne i bogen? Det har Frederik Poulsen flere forklaringer på.

Et sofistikeret virkemiddel 

En forklaring kan være en kollektiv traumestrategi i fortielsen. At man for at overkomme en katastrofe simpelthen forsøger lade være med at erindre den. Men spørgsmålet er, om det ikke bare gør traumet endnu stærkere. Det kan dog også handle om Jerusalem som et særligt helligt og ophøjet sted. 

- Esajas’ Bog er især kendt for sin forestilling om Jerusalem som Guds udvalgte sted, der ikke kan erobres og ødelægges. Som det sted, hvor alle folkeslag skal vandre op for at lovsynge Gud. Derfor kan det også handle om at beskytte den her idé om, at Jerusalem er Guds særlige sted, der ikke kan blive ødelagt. 

Netop kontrasten mellem bogens lyse Jerusalem-fremstilling og det tavse sorte hul er et vigtigt og effektivt litterært virkemiddel, mener forskeren. 

- Kontrasten kommer til at stå enormt stærkt, fordi Jerusalem er det her sted højt oppe fuld af lys, liv og visdom, hvor alle folk skal samles. Sådan begynder bogen, og sådan slutter bogen. Men hvad har vi så i midten? Der har vi den fuldstændigt modsatte situation. Ingenting. Intet lys, ingen vision. Bare et mørkt sort hul, der søger nedad ligesom dødsriget. 

For voldsomt at beskrive med ord


Ligesom astrofysikere må undersøge et sort hul ved at se på dets påvirkning af omgivelserne, har Frederik Poulsen set på reflektionerne af eksilet i de omkringliggende kapitler. Billede: ESO, ESA, Hubble and M. Kornmesser

Frederik Poulsens læsning viser, at eksilet er nært knyttet til Guds fravær.  

- Det man finder i hullet er Guds vrede, Guds tavshed og Guds skjulthed. Gud skjuler sig. Det er et stærkt bibelsk billede for, at han straffer, at han ikke er til stede. Han griber ikke ind, han agerer ikke. I anden halvdel af bogen er der lige præcis den modsatte refleksion: Nu taler Gud igen, nu viser han sig og er til stede. Og nu er han ikke længere vred. Nu tilgiver han og er barmhjertig.

- Udeladelsen af ødelæggelsen af Jerusalem og eksilet grunder måske i, at den side af Guds måde at handle på er så stærk, at vi simpelthen ikke kan indfange det med ord. Altså at det er en destruktiv kraft, der er så stærk, at det ikke kan udtrykkes med ord. Og derfor efterlades det som et brud i teksten. 

En almenmenneskelig erfaring

Men netop med profetbogens mange forfattere og lange tilblivelse for øje kan det virke sært, at den bruger et så sofistikeret litterært virkemiddel. Hvordan kan mange forfattere over så lang tid følge nogenlunde samme linje? Hvorfor er der ikke en, der 200 år efter katastrofen beslutter sig for at fylde tomrummet ud og tilføje et lille kapitel om de 70 år i Babylon? 

- Det er et godt spørgsmål. Det kan vi jo heller ikke vide. Men når jeg læser i Esajas’ Bog, så er jeg aldrig helt sikker på, om det er en historisk virkelighed, den forholder sig til, eller om det er et stykke vision. Jeg tror, at tekstens styrke er, at den indfanger noget mere generelt end bare fortællingen om nogle historiske begivenheder. Eksil afspejler et meget almenmenneskeligt eksistensvilkår. Det sorte hul er et utroligt stærkt billede på, at man kan komme ud for situationer eller erfaringer, hvor man oplever sig selv suget ind i et hul. Det siger noget almengyldigt om at være menneske, som går på tværs af tid. Det kan vi også se i receptionshistorien, fortæller han.  

Ikke alle bibelforskere vil være enige i Frederik Poulsens tese om, at hullet i midten har en litterær og fortællemæssig pointe. Han mener dog alligevel, at billedet kaster nye forståelser af sig. 

- Grebet med det sorte hul som omdrejningspunkt giver et anderledes blik, der gør, at man ser noget nyt i teksterne, man ikke har set før. Mit bidrag til Esajas-forskningen med denne afhandling er at læse Esajas’ Bog som et samlet hele. I de sidste 20 – 30 år har man arbejdet på at finde nogle gennemgående temaer – for når man umiddelbart læser profetbogen, kan det godt virke som nogle tekster, der bare tilfældigt er sat sammen. Men jeg har netop forsøgt at læse en sammenhængende fortælling frem.

Frederik Poulsen forsvarer sin doktordisputats ‘The Black Hole in Isaiah: A Study of Exile as a Literary Theme’ på fredag d. 29. marts kl. 13.00.

Læs mere om forsvaret her. 

Disputatsen er også udkommet som bog på det tyske forlag Mohr Siebeck.