Fra luksusliv til tavshed og selvpiskning

Tvungen tavshed, hårde stengulve og ussel mad. Lyder det som en kombination, de rige og privilegerede efterstræber? Hvad hvis man tilføjer vækning kl. 2 om natten og et miljø præget af selvudslettelse, bodsudøvelse og lejlighedsvis selvpiskning? I dag vil de fleste svare nej, men i sidste halvdel af 1600-tallets Frankrig valfartede dele af den ellers livsnydende overklasse til netop sådan et sted: Klosteret La Trappe i Normandiet. Klosteret husede en radikal udgave af den i forvejen asketiske og tilbagetrukne cisterciensermunkeorden, og selvom hele pointen var ydmyghed, blev det at være på La Trappe en slags kulturelt modefænomen, som overklassen skrev digte og breve om.

Den danske kirkehistoriker og professor ved det Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet Mette Birkedal Bruun har lige forsvaret sin næsten 900 sider lange doktordisputats, der giver et unikt indblik i kulturen i og omkring det paradoksale kloster. Disputatsen ’The Unfamiliar Familiar: Armand-Jean de Rancé (1626–1700) between Withdrawal and Engagement’ tager udgangspunkt i den indflydelsesrige abbed Armand-Jean le Bouthillier de Rancé.

”Rancé reformerede klosteret og den strenge gren af cistercienserordenen, der nu er kendt som trappisterne. Munkene levede en afsondret tilværelse i tavshed og bøn, og målet var at vende sig bort fra verden for at hellige sig Gud. Samtidig strømmede hundredvis af gæster hvert år til det afsidesliggende kloster for at deltage i klosterlivet på kortere eller længere retræter, og Rancé havde en omfattende korrespondance med både mænd og kvinder uden for murerne,” fortæller Mette Birkedal Bruun.

Født ind i en familie af embedsmænd tæt på kronen stammede Rancé selv fra overklassen og levede i flere år et liv i verden med blikket rettet mod en kirkelig karriere, men også med en elskerinde og en stor social omgangskreds, inden han blev klosterabbed. Efter at han blev abbed, holdt han kontakt med en del af sin tidligere omgangskreds gennem breve og besøg i klosteret. Ifølge Mette Birkedal Bruun var Rancés forbindelser til førende kredse i overklassen formentligt en af årsagerne til, at klosteret blev så kendt i samtiden. Men succesen skyldtes især, at La Trappe inkarnerede tidens fromhedsideal.

Pisk og rygter

”For at være from dengang skulle man trække sig tilbage fra verden i bøn og vende sig mod Gud. Idealet var i yderste instans at udslette egenviljen, så man i stedet kunne følge Guds vilje. Rancé går forrest som eksempel på disciplinering af kroppen og ånden gennem fysisk arbejde, streng diæt og intens bøn. Han sætter et klosterligt program bag tidens tanker og sætter praksis bag ideerne om ydmyghed og underkastelse. Det betyder dels en streng dagsplan med arbejde og bøn, men det betyder blandt andet også, at munkene pisker sig selv, og at abbeden jævnligt skælder dem ud for at lære dem ydmyghed,” fortæller Mette Birkedal Bruun.

Selvom den form for askese var forholdsvis almindelig blandt munke og nonner i perioden, fik den radikale klosterlivsstil på La Trappe også snakken til at gå i det bredere samfund. Mette Birkedal Bruun gennemgår i sin afhandling en stor mængde korrespondance, satire, pamfletter og meget andet materiale, der viser, hvordan offentligheden forholdt sig til fænomenet.

”Nogle mente, at det var for meget. For inhumant eller asketisk. Men det var også i høj grad et modefænomen, som folk var fascinerede af. Folk sladrer intenst om, hvad der foregår på La Trappe, og klosteret fylder meget i satiren. Det er sågar med i en selskabsleg, jeg er faldet over, at gæsterne skal forfatte et vers om La Trappe,” siger Mette Birkedal Bruun. 

Ifølge professoren har rygterne og fremstillingen af La Trappe i offentligheden formentlig været vildere end virkeligheden, men det er netop samfundets fortællinger og mytologien omkring La Trappe, forskeren er interesseret i. 

Religiøse ”elitetropper”

”Det er interessant at undersøge, hvad der blev skrevet og fortalt om klosteret, fordi samfundets fascination og dyrkelse af klosteret var et udtryk for, at Rancés indflydelse rakte langt uden for klostermurerne. Eksempelvis går en af diskussionerne om La Trappe går på, om det er uretfærdigt, at Rancé skælder munkene ud, når de ikke har gjort noget. Rancés svar var, at tænker man grundigt efter, er der altid en grund til, at folk har fortjent at blive bebrejdet,” fortæller professoren.

De mange besøgende på klosteret levede side om side om munkene og spiste det samme som dem. Men de forventedes ikke at indgå i de samme aktiviteter. Hverken det hårde arbejde, samme dagsrytme, selvpiskning eller bebrejdelser.

”Religiøst set blev munkene betragtet som en slags elitesoldater, som almindelige klostergæster naturligvis ikke kunne eller skulle leve op til. De var i stand til en grad af ydmyghed og religiøs underkastelse, som almindelige troende blot skulle lade sig inspirere af. På beretningerne kan det næsten lyde som om, gæsterne har opfattet overværelsen af det hårde asketiske liv som en form for religiøs oplevelse, og de taler om det som et spectacle, et skue,”, fortæller Mette Birkedal Bruun. 

Idéen om det gode liv ændrer sig

De fascinerende fortællinger om La Trappe tilføjer vigtig kirkehistorisk viden om perioden. En viden som Mette Birkedal Bruun ser som et vigtigt perspektiv på vores egen samtid:

”Jo mere mærkelig historien er, jo mere interessant er den også. Undersøgelsen af La Trappe hjælper os med at forstå, hvordan tanken om det gode liv altid er historisk bestemt. Idéen om det gode liv er ikke konstant, og nye ideer kan komme brusende på meget kort tid. I dag kan det for eksempel handle om at leve sundt. På Rancés tid handlede det om at være så ydmyg og selvudslettende, at man kunne komme i himlen. Det gode liv blev betragtet som det liv, der førte til, at man blev frelst, når man døde.”

Mette Birkedal Bruuns disputats The Unfamiliar Familiar: Armand-Jean de Rancé (1626–1700) between Withdrawal and Engagement blev forsvaret på Københavns Universitet d. 30/6 2017 og Mette Birkedal Bruun forhandler med internationale forlag om at udgive disputatsen som bog.