Landfaderen: Danskhed og Grundtvig som nationalt symbol



I Grundtvigs levetid (1783-1872) blev Danmark reduceret fra en mellemstor europæisk stat til en småstat uden videre indflydelse på den politiske scene i Europa. Gennem flere perioder oplevede Grundtvig en reelt begrundet frygt for, om Danmark ville overleve som nation, og derfor blev det for ham som for mange andre vigtigt at finde en god overlevelsesstrategi. Grundtvigs indsats bestod først og fremmest i forsøget på gennem sine skrifter at opruste og styrke danskerne til mentalt og åndeligt at gennemstå de vanskelige perioder. Den rette "Aand" var et mindst ligeså vigtigt våben i kampen for folkets og nationens overlevelse som en militær magt, mente han.

Navnlig tre begivenheder spillede en stor rolle for Grundtvigs tanker om danskheden:

• Da Danmark ved fredsslutningen efter nederlaget i Napoleonskrigen i 1814 måtte afstå Norge til Sverige.
• Da det lykkedes Danmark at fastholde hertugdømmerne Slesvig og Holsten under dansk krone under treårskrigen 1848-1851.
• Nederlaget til Preussen ved Dybbøl i 1864, hvor Danmark måtte afstå hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Grundtvig kigger ud fra sydfløjens gavl på
Christiansborg i billedhuggeren Anders
Bundgaards udsmykning af Christians-
borgs facade, udført 1907-28
(foto: Jes Fabricius Møller).

Gennem hele det 70 år lange forfatterskab er det et af Grundtvigs vigtigste anliggender at oplyse om det særligt danske eller det at være dansk. Svarende til en lang række andre nationalromantikere i Danmark og udlandet, mente han, at der fandtes en særlig dansk folkeånd eller folkekarakter, som levede i folket og historien, og som man som dansker var rundet af. I mange af hans aktiviteter lå et klart ønske om at opbygge en stærk dansk selvforståelse: Fx ideen om at skrive en hel salmebog til den danske kirke (Sang-Værk til den danske Kirke), at ville lave en skole for oplysning om fædrelandets arv og tarv (højskoletanken), eller hans mange oversættelser af gamle danske sagn og den nordiske mytologi. Hans store arbejde som politiker pegede samme vej.
Grundtvig udtalte sig af og til meget aggressivt om andre folk - især om tyskerne under krigene mod Preussen. Hans udgangspunkt var dog ikke, at det tyske i sig selv var noget dårligt. Tyskerne skulle - ligesom danskerne - have lov at udfolde deres egen folkesjæl igennem sprog og kultur. Grundtvig var derfor f.eks. også fortaler for det tyske mindretals rettigheder i Sønderjylland. Problemet opstod, når han øjnede at et eventuelt nederlag kunne blive ensbetydende med en kunstig påførelse af en fremmed kultur i Danmark - en kultur som ville undertrykke den ånd, det danske folk levede af og følte sig hjemme i. Grundtvigs teorier kan aktuelt minde om Huntingtons civilisationsteorier.