Menneskekenderen: Grundtvigs menneskesyn

Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig
selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem guddommelige Kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde Slægter, som et guddommeligt Eksperiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed.

For Grundtvig adskiller mennesket sig fra dyrene ved at have sprog og bevidsthed. Sådan er det skabt, og det har derfor mulighed for at forholde sig til sig selv og de omgivelser, som det er en del af: F.eks. historien, kulturen, religionen og samfundet. På den baggrund er det vigtigt, at mennesket "Oplyses om Livet". Oplysning, som er et kodeord i Grundtvigs forestillinger om skolen og højskolen, har netop som formål at gøre mennesket i stand til at deltage i alt det, som et menneskeliv kræver. Dvs. at klare livet som det enkelte menneske, man er, men også at forstå nødvendigheden af at indgå i fællesskabet med andre.
I forhold til store dele af den kristne tradition er Grundtvigs menneskesyn positivt. Han benægter som præst og teolog ikke synden, som dybest set er forestillingen om, at mennesket er adskilt fra Gud. Men han mener, at mennesket - igen som modsætning til dyrene - har særlige evner og muligheder for at opnå kærlige vaner og udvikle sig mod det, som det egentlig var skabt eller bestemt til. Billedligt udtrykt har mennesket, ifølge Grundtvig, bevaret et billede eller en fornemmelse af livet med Gud i paradisets have, som det gennem livet kan udvikles tilbage eller hen imod.
Dette anlæg hos mennesket kan udvikles f. eks. gennem mødet med historien. Historien rummer erfaringer, som er gavnlige for mennesket at kende til. Herfra kommer ånd eller den særlige karakter et folk har, og som ethvert menneske må møde for at komme til at forstå sig selv. Folkeånden, som for Grundtvig begyndte i den hedenske fortid, er dog kun et skridt på vejen mod det, der i mere fuldkommen forstand danner mennesket mod sin egentlige bestemmelse. Den overgås af helligånden. Helligånden, eller kristendommen, er den kraft i menneskelivet, der for alvor leder det tilbage mod paradis eller frem mod det evige liv. Det kristne universelle ligger her over det nationale eller folkelige. Grundtvig har dog en stor respekt for hedenskabet og det hedenske menneske, som alle mennesker indeholder i sig.
For at mennesket skal kunne udfolde sig rigtigt, mente Grundtvig, at der skulle være frihed til åndens fri virke. Konkret forestillede han sig, at denne åndsfrihed kun kunne opnås gennem samvittighedsfrihed, religionsfrihed og ytringsfrihed. Derfor kæmpede han for det gennem hele sin politiske karriere. Tvang i åndelige, religiøse og samvittighedsmæssige spørgsmål ville kun skabe hykleriske mennesker og sætte al sund samfundsmæssig udvikling i stå, mente han.