Oplyseren: Grundtvigs tanker om højskole, dannelse og uddannelse

Grundtvig var et barn af sin tid. Han havde som mange andre danske og udenlandske oplysningstænkere i 1700- og 1800tallet en positiv tro på samfundsudviklingens fremskridt. Et vigtigt led i denne udvikling var hele folkets dannelse eller oplysning, mente han. Grundtvigs vision var, at de store lavt og uuddannede dele af befolkningen, ikke mindst den store landbefolkning, skulle blive i stand til at deltage som ansvarsfulde borgere i samfundslivet. Det var det, der var hans idé med højskolen. Højskolen var ikke oprindelig tænkt som et supplement til de eksisterende uddannelser. Den skulle være et sted for hele folket. En skole for ungdommen, hvor man fik nok indsigt i samfundet til at kunne tage stilling til dets indretning og udvikling.

Grundtvig udformer sine oplysningstanker før, under og efter overgangen fra enevælde til folkedemokrati med grundloven i 1849. Han var i begyndelsen skeptisk over for demokratiet, men accepterer det langsomt. Det vigtigste for Grundtvig var, at folket havde en kritisk selvstændig stemme i forhold til magten, hvad enten det nu var en konge eller en folkevalgt regering. Det krævede ytringsfrihed, men det krævede også en myndig og oplyst befolkning, som var i stand til at være kritisk. Det duede elitens latinskoler ikke til, mente han. De gav klassiske kundskaber, men ikke den altafgørende "Oplysning om Livet". Et af hans yndling udtryk for højskolen var netop "Skolen for Livet". Latinskolen anså han derimod for at være en død skole, der ikke havde forbindelse til den virkelige verden.

Grundtvig foreslog flere gange, at der oprettedes en folkelig højskole i Sorø: "Akademiet i Soer". Egentlig var han imod at udtale sig om denne skoles indretning, da hans holdning var, at skolen først og fremmest måtte følge med samfundsudviklingen. Men han fandt det alligevel ud fra sin tids situation vigtigt at sige, hvad han man behøvede.

I skyggen af en række af samtidens krige var han - som mange andre - bekymret for, om Danmark på længere sigt ville overleve som nation. Der krævedes politiske og kulturel oprustning, mente han. Derfor måtte højskolen værne om undervisning i det danske sprog, i dansk historie, i dansk folkesang, i dansk statsforfatning og lovgivning, i dansk kulturgeografi samt i dansk litteratur. Men også indsigt i naturvidenskab og indblik i verdenshistoriens betydning for nutiden var vigtige led i den oplysning, der måtte finde sted på højskolen og overalt i samfundet..

Selv om Grundtvig var præst, mente han, at undervisning i religion hørte til i kirken og ikke i skolen. Her måtte intet spærre vejen for den frie samtale. I det hele taget skulle undervisning bygge på samtale og udveksling af erfaringer. Grundtvig brød sig derfor heller ikke om eksamen, som han mente, var en slags forhør snarere en udviklende samtale. Et vigtigt led i Grundtvigs pædagogiske ideal er, at undervisning aldrig må stille sig i vejen for menneskets medfødte nysgerrighed.

Selvom Grundtvig aldrig fik sin drøm om en folkehøjskole i Sorø opfyldt, har hans tanker om oplysning, dannelse og undervisning sat sig dybe og varige spor i Danmark. I 1844 blev den første grundtvigske højskole oprettet i Rødding, og siden er der kommet mange til. Men også langt ind i det almindelige danske skolevæsen har hans tanker om oplysning, dannelse, mundtlighed og nysgerrighed gjort sig gældende. Så langt, at man i dag diskuterer, om hans opgør med udenadslære og terperi har præget skolen til at presse de unge mennesker for lidt i forhold til, hvad den internationale konkurrence kræver.