Romantikeren: Romantik og kristendom

Man kan ikke tænke sig Grundtvigs forfatterskab uden romantikken. Fra de helt tidlige år og helt frem til Grundtvigs sidste digt fra 1872, er romantikkens - for os tit lidt svulstige - billedsprog og forestillinger en fast del af Grundtvigs måde at udtrykke sig og tænke på.

Stensætning på øen Brandsø” Dankvart Dreyer. ca. 1842

Det lå ellers ikke i kortene, at Grundtvig skulle blive en hovedskikkelse inden for den danske romantik. Under sit studium (hvor han som de fleste præstesønner dengang læste teologi) i årene 1800-1803, var Grundtvig faktisk blevet overbevist om oplysningstidens tro på fornuften. Dvs. alt det som romantikken, der netop i de år kom til Danmark, stod i modsætning til. Det forandrede sig brat, da Grundtvig som 22årig under et arbejdsophold på Langeland blev umuligt forelsket i en gift kvinde. Han indså da, at romantikkens tale om følelser, anelser og en højere verden svarede til de erfaringer, forelskelsen kastede ham ud i. Det satte ham for alvor i gang som digter og forfatter.
I Grundtvigs digte og andre tekster finder man romantikkens åndelige opfattelse af naturen. Det er dog karakteristisk for Grundtvigs særligt kristne romantik, at han aldrig rigtig overtager romantikkens idylliske idé om menneskets og særligt geniets og digterens mulighed for at finde frem til en evig harmoni i den jordiske tilværelse. Navnlig i salmerne bliver det tydeligt, at Grundtvig mener, at mennesket ikke uden Guds medvirken kan opnå den tro, det håb og den kærlighed, der sætter det i forbindelse med en hinsides verden. Det ændrer dog ikke på, at Grundtvig overalt i sine digte og salmer og i sit store arbejde med historieskrivning, mytologi, højskolerne, folkelighed og danskhed er meget stærkt påvirket af en række af romantikkens hovedideer. Især lod han sig inspirere af nogle af de store tyske romantiske digtere og tænkere (Schelling, Fichte og Herder).