Digteren: Grundtvig som digter og salmedigter

Introduktion til tema og tekster v/ underviser

Digteren: Grundtvig som digter og salmedigter

Grundtvig har på uoverskuelig vis præget dansk kultur og selvforståelse gennem sin gigantiske produktion af digte, sange, salmer og poetiske talemåder. Helt ind i de socialdemokratiske stuer har man citeret: "Og da har i rigdom vi drevet det vidt/ når få har for meget og færre for lidt." Citatet er fra Langt højere Bjerge fra 1820, som - helt karakteristisk - i andre sammenhænge har kunnet bruges på grund af det idylliske blik på puslingelandets særegne gudgivne status midt i den store verden. Der findes utallige andre eksempler på, hvordan digteren Grundtvig med sin ordkunst har digtet sig til en plads i snart sagt hver en krog af den danske kultur - sikkert også der, hvor man ikke er sig dette bevidst. Vil man forstå den store betydning Grundtvig har fået, må man se hans digtning som en parallel til hans arbejde som oversætter og historieskriver. Grundtvig var ikke bare digter. Han var også - og måske først og fremmest - "gendigter ". Med digtningen som sin metode digtede han sig dybt ind i sin egen histories, kulturs og religions koder. Konkret ser man det i en række profetiske kæmpedigte om verdens historie, men også i hans mange poetiske udlægninger af mytologiske sagn og folkeviser fra den danske fortid, samt i de talrige oversættelser og videredigtninger af salmer fra forskellige kristne traditioner fra svundne århundreder. Poesien taler til følelserne og underbevidstheden og får derved en usynlig rolle og magt. Måske er det derfor, at der er så meget ballade, hver gang de billeder, Grundtvig har tegnet med sine digte og salmer, møder modstand på den ene eller den anden måde.

Efterklang til Brunebog-Slaget (1816)

Efterklang til Bruneborg-Slaget fra 1816 stammer fra tidsskriftet Danne-Virke, som Grundtvig skrev og udgav éne mand i årene 1816-1819. Teksten er et uddrag af et såkaldt efterklangsdigt. Det vil sige et digt fra nutiden, der er skrevet som et ekko eller svar på et digt eller en fortælling fra fortiden. Digtgenren kan betragtes som slags formel for Grundtvigs digtning og dens forhold til historien. Efterklangene tryktes altid sammen med en foranstående inspirationstekst f.eks. Grundtvigs egen oversættelse af en folkevise, et digt eller et gammelt sagn. Efterklangsdigtet blev derved Grundtvigs poetiske udlægning eller svar på inspirationsteksten. Genrens princip var baseret på de umiddelbare indskydelse ånden indgav digteren ved læsningen af den gamle tekst. Ideen var, at den gamle tekst og den begivenhed, den omtalte, skulle have sin retmæssige betydning i nutiden og fremtiden. Det efterklangsdigt, som her bringes, følger i Danne-Virke efter (Grundtvigs gendigtning af) et gammelt angelsaksisk kvad om "Bruneborg-Slaget" - et slag, hvor den engelske kong Adelstan sejrede over den skotske kong Konstantin og de to danske prinser Anlav og Godfred. Efterklangen omhandler ikke det, men beskriver mere efterklangsdigterens (Grundtvigs) forhold til det gamle digt og den hofdigter, som skrev det. Hans lyttere i "kongesal" var taknemmelige. Det var nemlig heltene fra slaget og deres kvinder. Efterklangsdigteren situation er en helt anden: "Her sidder jeg i ensom Vraa /Er neppe Skjald at nævne". Han har ikke det samme stof at digte med og vandrer rundt som en tigger i samtiden for til sidst at sætte sig på fædres "Minde-Stene" i ønsket om at skille deres sølv og guld fra muldet. Det bliver anledning til et kæmpe omsmeltningseksperiment - et billede på gendigningssituationen - hvor fortidens "Klokke-Malm"(dvs. digte eller lyde) af efterklangsdigteren smeltes/digtes ind i nutidens former. Formerne er endvidere lokale: "Hvad ei gar op i Nor og Dan/ Det ved jeg ei at skatte." Formerne er billeder på Grundtvigs horisont fra nutiden. Eksperimentet er ikke nemt, men Grundtvig fortsætter og udviser en beskedenhed, der er ham sjælden. Digteren ved, hvad han skylder og har tigget sig til. Hans "Kvad er kun en Efterklang/ af Fædres Kæmpevise."

Paaskeliljen (1817)

Paaske-Lilien (1817) kendes i den kortere redigerede version Påskeblomst fra salmebogen. Men i den oprindelige tekst var stroferne en del af en prolog og en epilog rundt om et lille shakespearsk drama, der foregår ved Jesu opstandelse. Meningen er, at de oprindelige strofer udgør en tidsrejse frem og tilbage til opstandelsesbegivenheden. I prologstroferne sker det, at digteren efter en række indledende spørgsmål til blomsten om dens betydning, gradvist smelter sammen med blomsten og dens budskab om opstandelsen i en slags poetisk alliance: "Kan de døde ei opstå/ Intet har vi at betyde." I dette fællesskab går digteren nu ind på med tro og håb at følge blomstens betydning ned gennem historien helt tilbage til Jesu grav for at få syn for sagn: "Lad os der ved klippens fod/ See om Herren ei opstod." Dette bevidner det lille drama ved Jesu grav. Derfor begynder epilogen: "Saga!, Ja, jeg saa det grandt/ Herlig stod han op af Døde". Saga er historiens nordiske gudinde. Der argumenteres herefter ikke længere for opstandelsen, men nu med opstandelsen. Epilogen bliver nu en lang besyngelse af historiens overbringelse af opstandelsens budskab og blomsten som symbolet på det. Man ser hvordan digteren trykker blomsten ind til brystet som sit pant på det evige liv: "Nu, saa gaa vi glade heden / Og staae herlig op i Eden". Digtet ender i en fanfare af den prangende og ubeskedne selvsymbolik som ikke sjældent findes hos Grundtvig: Blomsten/digteren /Grundtvig står i sidste strofe som et tegn for en blomstertid i Norden, og nægter man denne forårsblomst rosenduft og sommerpragt: "Lige godt naar den jeg fryder/Som har kjær hvad jeg betyder!" Få år senere truede samme digter sine landmænd med at udvandre med folkeånden. Hvad enten man nu synes om det eller ej, kunne det være interessant - kontrafaktisk - at regne på, hvad der var sket, hvis Grundtvig havde gjort alvor af sine ord.

I al sin glansk nu stråler Solen (1842/1852)

I al sin Glands nu straaler Solen, som findes i en kladde fra 1842 og er blevet færdigredigeret i 1852 er Grundtvigs mest berømte pinsesalme. Grundtvig er blevet kaldt pinsens digter (mens Brorson er Julens og Kingo er påskens). Det giver nu ikke mening i den forstand, at han og de andre også har skrevet andre meget anvendte salmer til alle højtider. Men sandt er det, at Grundtvig med sine pinsesalmer har givet pinsen en helt særlig betydning i Danmark - ikke mindst ved at sammendigte pinsen med årstidens natur. I fortryllende lys-fyldte romantiske billeder gøres pinseunderet - dvs. helligåndens komme efter Jesu himmelfart, der får disciplene til at forkynde frelsen i Jesus Kristus på alle sprog (Ap.Ger., 2,1-13) - i denne salme nærværende som en del af den danske sommer. I det hele taget er en pinsens nutid vigtig i salmen, jf. de mange anvendelser af ordet "nu". Det begynder med den strålende sol, der oplyser forsoningens sted: "Nådestolen." Det bevirker, at pinseliljetiden selv peger mod "en gylden Høst", dvs. et lykkeligt menneskeliv og den evige salighed, som hos Grundtvig ikke er hinandens modsætninger. Alt i naturen drømmer og ånder af paradisisk livgivende kraft. Og i strofe fire åbenbares det, hvor det kommer fra, nemlig fra Hellig Åndens komme (pinsen): "Det volder alt den Aand som daler." Man taler meget om Grundtvigs danskhed og hans syn på modersmålets betydning, men denne salme peger på kristendommen som et større bagvedliggende universelt sprog, der lader alle lokale sprog smelte sammen i takkesang over forsoningens gave: Det evige liv.

Nyaars-Morgen

Nyaars-Morgen - New Year's Morning: Grundtvig har selv for nylig fået en form for efterklang. Et af nutidens toneangivende bands i dansk rock, Nephew, har på deres seneste album, Denmark-Denmark(2009) anvendt nogle strofer fra en ny engelsk oversættelse af gigantdigtet Nyaars-Morgen (312 strofer). Der findes ikke enighed om, hvad Nyaars-Morgen egentlig handler om, men der er næppe tvivl om, at digtet med sin stærke selvsymbolik (det er i dette digt Grundtvig truer med at udvandre med folkeånden) og mange associationer til Nordens og Danmark fortid (og fremtid!) hvert fald blandt andet er et selvbiografisk forsøg på at gøre sig sin egen historiske betydning bevidst. Det handler også om både Nordens og livets udvikling, eksistentielle nedture, og opture, mørke, klarhed, nat, dag, religiøse gennembrud og i høj grad også temaet fra De levendes Land fra samme år om, hvorvidt man kan nå frem til et paradisisk land, en "Nyaars-Morgen", på den anden side af havet.
Nephews udvalg af strofer udnytter digtets eksistentielle anslag: "Blown off was my power - and murdered my peace" / "Bortblæst var min Størke - Og myrdet min Ro". De gamle ord tages op som én, blandt albummets andre fortolkninger af nutidens Danmark. Det deprimerende vinterlandskab peger mod at lede efter kærlighedens kilde og ønsket om at omskabe sig selv. Digteren henter sin lyd i de gamle fjeldes klang. Kraften fra det gamle nord peger mod Nyaars-Morgen. Assisteret af lokkende musik indfanger Simon Kvamms stemme fint både kraften og den suggestive stemning fra forlægsteksten.

Den 9. september 2009 udtaler Simon Kvamm i Kristeligt Dagblad:

" I Nephew har vi i vores tekster altid zappet mellem dansk og engelsk, så der var jo et interessant slægtskab her, som kunne fange interessen med det samme. Jeg synes, at den engelske oversættelse giver Grundtvig en ny, tidløs dimension. Oversættelsen er som et filter, der giver nye muligheder for at opleve teksten udefra frem for at stå midt i den. Det er jo det, vi gør som danskere med hensyn til Grundtvig. Vi er allesammen så præget af Grundtvig, at vi næsten ikke kan se ham, men det er hans holdninger, vi genfinder i fællesskabet og den folkelighed, der rækker ud over landskamp og klaphatte.

Højskolesangene er som en hyggelig familiefilm. "Nyaars-Morgen" er nærmest en gyserfilm med regn i gaden og død og ødelæggelse, men dog med håb i slutningen. Det er en helt anden Grundtvig, vi møder her.

Jeg har interesseret mig for Grundtvig som kunstner og digter og er gået til ham uden ærefrygt. Jeg kender ikke hele Grundtvigs bagkatalog og har været ligeglad med alle de forskere, der skulle have revet sig i håret over det digt. Jeg er gået til det med den intuition, jeg altid bruger, når jeg skriver sange. I "Nyaars-Morgen" møder vi et menneske, der kæmper sig ud af modløs- og meningsløshed og igen får mening og sammenhæng i sit liv gennem de kræfter, han finder i den danske natur og det danske sprog."

På YouTube kan man høre det. Her figurerer nummeret også på et TV2 -indslag som illustrerende musik til en række optagelse af kamphandlinger i Afganistan. Hvorfor mon det?

Perspektiver i teksterne

• Retorik - manipulation: Hvad kan digtning, som prosa ikke kan?
• Billedsprogets visdom: Grundtvig og andre eksempler på digtning som fordybelse.
• Digtning som oplysning og historiefortælling: Har digtning en folkeoplysende berettigelse?
• Digtning og samfund: Hvad fortæller digtning/fortælling om et samfund?
• Digtning og religiøsitet: Digtning som formidling af kristendom religion hos Grundtvig og hos andre.
• Hvor farlig er Grundtvig? Hvad er ansvarlig brug af fortælling/digtning? Hos Grundtvig selv og i den senere brug af ham?