Landsfaderen: Danskhed og Grundtvig som nationalt symbol

Introduktion til tema og tekster v/ underviser

Landsfaderen: Danskhed og Grundtvig som nationalt symbol

Som én af de første og i hvert fald den mest grundige og ihærdige blandt dem, der har formuleret og promoveret "danskheden", står Grundtvig i vor symbolpolitiske tid som en slags landsfader - det ultimative og næsten eneste ordentlige nationale symbol, som alle, ikke mindst politikere, derfor søger støtte hos og tager til indtægt for, hvad de nu hver især satser på. Grundtvig er uvægerligt også et langt stykke ad vejen "Nyckeln til det danska", som det hedder i titlen på en bog udgivet i 2003 af Hanne Sanders. Hun er leder af Afdelingen for Danmarksstudier på Universitet i Lund. Det er i øvrigt sigende, at det aldrig har været overvejet at lave en "Afdeling for Sverigesstudier på Universitet" i København. I så fald ville man finde ud af, at man skal studere mindst en halv snes personer i Sverige for at finde dækkende paralleller til den indsats og virkningshistorie, som Grundtvig ene mand står for i Danmark.

Thyra Dannebods Minde (1816)

Grundtvigs første enmandstidsskrift er Danne-Virke (1816-1819). Her opbygger han den filosofiske og historiske baggrund for sin senere nationale indsats, sådan som det fx udmøntes i hans andet enmandstidsskrift, Danskeren (1848-1851). Forsvarsvolden Dannevirke - tværs gennem Slesvig på den jyske halvøs smalleste sted, hvis første udgave byggedes i vikingetiden - var i kølvandet på bombardementet på København i 1807 og bankerotten i 1813 mere et nationalt symbol end et militært anlæg, sådan som anlægget senere blev brugt i flere omgange under de slesvigske krige. Når Grundtvig påberåber sig Dannevirke og knytter den sammen med Thyra Dannebods Minde, griber han til de stærkeste nationale symboler. Det er ikke ubegrundet, når han aner, at vi med Dannevirke måske har stedet, der kan blive afgørende for Danmarks fremtidige overlevelse, der jo i bogstavelig forstand var truet op gennem hele 1800-tallet. Med påkaldelsen af mindet om Thyra, Danmarks første kristne dronning, gift med Gorm den Gamle og kun kendt fra sønnen Harald Blåtands indskrift på Jellingestenen, knytter den unge Grundtvig her dansk nationalitet, natur, mytologi, historie og kristendom ganske tæt sammen i det stor-romantiske digt, hvormed han indleder sit tidsskrift. Grundtvig, den åndelige kriger, maner til åndelig oprustning, så landet ikke igen skal opleve forsmædelige nederlag som i årene forud. Nu skal der mobiliseres national selvbevidsthed: "Ikke jeg græder, fordi du må lide, græder kun over, at ikke i Tide ret du fornam, hvad der fører til Fred, at du i Tide ej stred", som det hedder i digtet Freden 1813 (Poe. Skr. III, 126).

Danskeren (1848)

Man skal rubbe neglene, når man ene mand gennem fire samfulde år skal udgive et fuldt ugeblad på 16 sider - og især når man er præst og medlem af den grundlovgivende rigsforsamling på samme tid og i ivrig korrespondance med to sønner i krig i Slesvig og meget mere. Men Grundtvig er helt sikker på, at "danskeren" kun kan overleve ved at "gå i sig selv", altså kendes ved og vedstå, hvem han selv er. Alternativet er, at danskeren skal "gå fra sig selv", fx ved at blive tysk. Det er for Grundtvig en umulighed, det er nemlig bedre om nødvendigt at dø som dansk end at få lov til at overleve som tysk, når man nu engang er dansk. Hvad der er dansk, er samlet i "det danske firkløver", sproget, historien, fædrelandet og kongen, som alle danske har til fælles. Og de, der ikke har det, som fx holstenerne og nogle slesvigere, der er tyskere, skal have lov at være det, de er og behandles derefter, i stedet for at smedes sammen i et statspolitisk arrangement kaldet Slesvig-Holsten. Som om han skuede lige op til 1920, siger Grundtvig, at nu må enhver påtage sig ikke blot valgret, men valgtvang og vælge at være det, som han er. Nationale identiteter er nemlig kendsgerninger, svarende til, hvad engelskmændene kalder "hårdnakkede krabater", som man ikke sådan kan lave om på.

Den danske Sag (1855)

Grundtvig skriver adskillige artikler og sange om danskhed både før og efter den intensive produktion i Danskeren 1848-1851. I Ugebladet "Dannebrog" søger han nok engang at udrede "den danske sag" i 1855. Den danske sag er en meget god sag, for så vidt den er under Guds forsyn. For Grundtvig er det Gud selv, der har ladet Danmark blive Danmark og Tyskland blive Tyskland. Danmarks sag er for så vidt også Guds sag, selv om "hvem der ikke selv vil hjælpe til det lidt, han kan, han står ikke at hjælpe hverken for Gud eller Mennesker" Men betyder det nu, at Gud holder med danskeren mod tyskeren, som man fx kan udlægge den strofe fra Fædrendeland! Ved den bølgende strand, der er trykt i Danskeren 24.5. 1848, og hvor det bla. hedder: "Sort ser det ud, men almægtig er Gud, dine fjender til lands er og fjendernes hans"? Sådan kan strofen let høres - men mere korrekt er det at hæfte sig ved, at fjenderne først er Guds fjender, når de optræder "til lands", altså inden for Danmarks grænser. Grundtvig pointe er nemlig, at ethvert folk har sin egen gudskabte ret til at være hvad, de er, og søge at blive det, de måske kunne blive. Denne ret til egen identitet og udvikling er gudgiven - og for så vidt er den danske sag ikke blot danskernes og Guds sag, men alle folks sag, fordi ethvert folk må leve af akkurat denne ret. Grundtvig tager da også den konsekvens, at han kæmper for det tyske mindretals ret til at forblive tyske m.h.t. skoler etc. efter den danske sejr i treårskrigen. Når man læser hurtigt gennem disse passager af Den danske sag, kan man let tænke, at Grundtvig sætter lighedstegn mellem Danmarks og kristendommens sag. Andre steder slår han imidlertid meget klart fast - med den slags logik, han ofte bruger - at der er himmelvid forskel: Den danske sag gælder nemlig kun i Danmark, mens kristendommens sag gælder overalt til alle tider. Derfor er det to helt forskellige sager. Skilles helt ad kan de dog ikke, da begge sager er sat ind i verden af den ene og samme Gud. Men skelne må man.

Perspektiver i teksterne

Historisk hører Grundtvig til den form for nationalromantik, der bl.a. blev en del af baggrunden for nationalsocialismen i det 20. århundrede, og som også har visse fællestræk med den sydafrikanske "separate development" apartheid-politik. For så vidt kan man let hudflette Grundtvigs nationalistiske tale om danskhed, men man kan også overveje, om Grundtvig gør, hvad enhver truet smånation eller etnisk gruppe må gøre, hvis den vil overleve. Det mener malay-forskeren Dr. Ashar Ibrahim fra Universitet i Singapore, der fremlagde følgende punkter som karakteristisk af Grundtvig (16. 9. 2010 på TF, KU):
1. Nationalism without chauvinism -- nationalism followed by social and political consciousness
2. Deep Spirituality without fanaticism and exclusivity
3. Educativeness without educationism
4. Historicity without romanticism of the past
5. Collectivity without compromising individuality
6. Taking cultural pride without cultural exclusivity or denial of others rights
7. Orality vis a vis textual tradition
8. Cultural action for freedom, community empowerment and nation building
Der er meget, der taler for en sådan historisk-sociologisk tolkning af Grundtvigs nationalisme som velberettiget i bestemte former for situationer. Men hvad så, når man står med en langt mere kompliceret situation med store grupper af indvandrere og globalisering på alle hylder? Kan Grundtvigs monoetniske nationalisme bruges legitimt i Danmark i dag?