Talentprismodtager 2019

Collegium Biblicums bachelorprojekt-Talentpris går i 2019 til Agnete Veit. Læs om hendes projekt her.

Agnete Veit: Εἴρων versus ἀλαζών – 1 Kor 4,8-13 i lyset af et klassisk filosofisk-litterært modsætningspar (bachelorprojekt)

Bachelorprojektet ”Εἴρων versus ἀλαζών – 1 Kor 4,8-13 i lyset af et klassisk filosofisk-litterært modsætningspar” forsøger at afdække strukturerne i forholdet mellem Paulus og menigheden i Korinth, som de kommer til udtryk i Første Korintherbrev 4,8-13, ved hjælp af figurerne ἔιρων (ironikeren) og ἀλαζών (pralhalsen) – ofte omtalt som stereotypiske karakterer i antikkens komedie.

På baggrund af hovedsageligt Aristoteles’ teoretiske skrifter – med særlig vægt på den Nikomacheiske Etik – og under inddragelse af komediedigteren Aristofanes, kan disse figurer defineres som følger: Mens en ἀλαζών, pralhalsen, giver indtryk af at være større, end han er, og bryster sig af anerkendte kvaliteter eller kundskaber, f.eks. visdom og retorik, som han i virkeligheden ikke har, gør en εἴρων, ironikeren, sig mindre, end han er, og forklejner sine kvaliteter. Til εἴρων-figurens karakteristika hører også, at hans måde at forholde sig til sin modsætning på netop afslører og udstiller dennes ἀλαζονεία (praleri). Platons Sokrates er derfor en oplagt εἴρων-prototype, fordi hans påståede ignorance og vægring ved selv at komme med svar afslører samtalepartnerens påståede viden som uvidenhed. Dog er der det særlige ved den sokratiske εἴρων, der som bekendt ved, at han intet ved, at hans selvforklejnelse på paradoksal vis ikke blot er forstillelse, men også udtrykker en sandhed.

Når disse figurer anvendes som analytiske begreber i udlægningen af 1 Kor 4,8-13, fremtræder Paulus og korintherne som aktører med bestemte roller på scenen i det kosmiske teater, der beskrives i 4,9. Paulus kan således ved sin ironiske fremstilling af korintherne som konger og vismænd siges at tildele dem rollen som en ἀλαζών, der bryster sig af den højstatus, som jordisk visdom medfører, men som han i virkeligheden ikke har, fordi Gud har gjort denne verdens visdom til dårskab. Omvendt synes Paulus selv at påtage sig rollen som netop ironikeren, εἴρων, der ydmyger sig i fremstillingen af sig selv og medapostlene som svage og foragtede dårer. Dermed gør han sig mindre, end han faktisk er, eftersom Gud har vendt op og ned på verdens begreb om status ved at åbenbare sin visdom i den korsfæstede Kristus, som i verdens øjne er en dårskab. Men Paulus’ dårskab, som er udtryk for hans delagtighed i Kristus, må ligesom Sokrates’ uvidenhed tages alvorligt, fordi Guds visdom, som er blevet Paulus til del, ikke kan adskilles fra den dårskab, som den manifesterer sig i. Følgelig er formålet med Paulus’ εἰρωνεία (ironi) at afsløre korinthernes ἀλαζονεία (praleri) og bringe dem til erkendelse af betydningen af ”Ordet om korset” (1,18) for deres liv som kristne.