Det Teologiske Fakultets historie

Da Københavns Universitet efter et længere tilløb blev oprettet under Christian 1. i 1479, var Det Teologiske Fakultet det vigtigste af de dengang kun fire fakulteter. Dette "katolske" universitet blev dog lukket i 1533 i forbindelse med "grevens fejde", den borgerkrig, der udbrød efter Frederik 1.'s død. Under Christian 3. blev universitetet imidlertid genåbnet i 1537, nu som luthersk og igen med Det Teologiske Fakultet som det vigtigste. Flertallet af studenterne begyndte således med at læse teologi, også selv om de ikke skulle være præster. I løbet af 1800-tallet mistede fakultetet dog denne centrale stilling, ikke mindst i takt med en ny videnskabeligheds indtog på universitetet. Det blev nu de "eksakte videnskaber", der førte an, og i slutningen af århundredet blev der ligefrem under en strid om forholdet mellem tro og viden sat spørgsmålstegn ved teologiens hjemstedsret ved et universitet.

Grundloven i 1849 tilsikrede borgerne religionsfrihed, og universitetet blev henlagt under kulturministeriet sammen med skolevæsenet i øvrigt (i dag sorterer det under Uddannelses- og Forskningsministeriet). Der var således ingen institutionel forbindelse mellem fakultet og kirke. Indtil 1924 var det dog fortsat sådan, at man skulle være medlem af folkekirken for at kunne undervise på Det Teologiske Fakultet.

De teologiske fag

I lighed med andre europæiske universiteter slog i 1800-tallet den opdeling i forskellige teologiske discipliner med tilhørende lærestole igennem, som stadig er gældende. Beskæftigelsen med Bibelen blev delt i fagene Gammel og Ny Testamente, også på grund af de forskellige sprog, som de to testamenter er skrevet på, nemlig henholdsvis hebraisk og græsk. Dertil kommer kirkehistorie, der beskriver dels den kristne tros udvikling (dogmehistorie), dels den "institutionelle" side, dvs. kirkens ydre historie som institution og magtfaktor. Den systematiske teologi kom, foruden af hovedfaget dogmatik, til at bestå af disciplinerne etik og religionsfilosofi. Sidst tilkommet (1989) er praktisk teologi.

Det Teologiske Fakultet har – siden 1942 sammen med Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet – først og fremmest uddannet præster til folkekirken. Således skal man være teologisk kandidat fra et af disse to universiteter for at kunne søge præsteembede i denne kirke. Alligevel er ingen af universiteterne konfessionelt bundet, dvs. at lærerne ikke er forpligtede på den evangelisk-lutherske kristendom, som er folkekirkens. Denne ubundethed er faktisk temmelig enestående i Europa. Og hvor teologien i begyndelsen af 1900-tallet endnu var stærkt forbundet med kirkens liv og lære, kom det i tiden efter Første Verdenskrig til en stadig større selvstændighed, inden for bibelfagene bestemt af en historisk-kritisk metode, der ikke satte grænser for, hvad der kunne drøftes. Den praktisk-kirkelige del af præsteuddannelsen har siden 1809 fundet sted ved Pastoralseminariet, som i dag også har en afdeling i Aarhus.

Ligestilling og mangfoldighed

Så tidligt som engang i 1840'erne blev det tilladt kvinder at følge forelæsninger på Det Teologiske Fakultet, men først i 1916 bestod en kvinde den teologiske embedseksamen, som det dengang hed. I 1919 erklærede fakultet tilmed, at der ikke var nogen teologisk begrundelse for ikke at ordinere kvinder til præsteembedet. En sådan ordination fandt dog først sted i 1947, efter at folketinget havde vedtaget en lov om kvinders ret til at søge embede i folkekirken. I sidste halvdel af 1900-tallet steg andelen af kvinder støt på det teologiske studium, og i dag er et stykke over halvdelen af de studerende kvinder.

I samme tidsrum voksede fakultetet og har i perioder haft omkring tusind studerende. Foruden den teologiske bachelor- og kandidatuddannelse udbyder Det Teologiske Fakultet i dag også både en kandidatuddannelse i Afrika-studier og i Europas religiøse rødder samt forskellige efter- og videreuddannelser.